Velfærd under afvikling: Det aktuelle behov for enhedsarbejde og en fælles front
Arbejderpartiet Kommunisterne 10 år: APKs indlæg på konference i Ringsted søndag den 18. april om muligheden af brede fælles initiativer for venstrekræfterne mod den kapitalistiske globalisering og dens konsekvenser
For vores parti har enhedsarbejdet altid været et kernespørgsmål, i vores teori såvel som i vores praksis. De der kender os vil nikke genkendende til en påstand om at vi hårdnakket og hårdt forsvarer vores partis principper, og ligefremt og åbent kritiserer andre partier og opfattelser som vi finder fejlagtige og til skade for arbejderklassens positioner i klassekampen.
De der kender os, vil nikke lige så genkendende til at vores parti, uden skelnen til principielle uenigheder af forskellig art, vil indgå i samarbejder og enhedsarbejde på de områder, hvor fælles fodslag er muligt og gavnligt.
De der kender lidt til vores 10 år lange historie ved, at vores parti fra starten af deltog og kæmpede loyalt i antikrigsbevægelsens brede rammer, der opstod mod terrorkrigene efter 9/11, et år efter vores partis stiftelse, og at denne form for loyalt enhedsarbejde har defineret vores parti lige siden.
Når jeg her kommenterer dette, er det ikke for historie-kundskabens skyld, eller for at trække mit eget partis historie frem, men fordi det efter vores mening omhandler en af de vigtigste pointer i masse- og enhedsarbejde.
Enhedsarbejde er nemlig ikke, og må ikke forsøge at være, et arbejde der lukker af for diskussion af uenigheder, hvorved vi ikke fortsat kan diskutere vores uenigheder partier, organisationer, græsrødder osv. imellem.
Enhedsarbejde er ikke mindst den politiske udvikling af hverandre gennem diskussion, åbne og ærlige kritikker, samt viljen og oprigtigheden om at ville indgå i et samarbejde.
Enhedsarbejde er netop diskussion, eventuelt enighed om uenigheder, altså afklaring, og så et samarbejde på et grundlag som de forskellige parter kan gå ind på, altså et kompromis, som parterne arbejder loyalt overfor.
Lægger vi en dyne af frygt for uenigheder ned over enhedsarbejdet, eller lukker vi øjnene for uenighederne, har vi allerede sagt godnat til det!
Krise og globalisering
For vores parti kom den økonomiske krise som en forudsigelig afslutning på en højkonjunktur, der var baseret på tomme værdier, dækningsløse lån, og intensiv spekulation i papirer.
Krisen kom, som den gør hver gang, tilbage efter nogle års fravær, og derfor nogle års lykkeligt eksil fra de borgerlige medier, der i stedet har haft boligombygnings-programmer og andre ”Sådan bruger du flest muligt lånte penge på kortest mulig tid”-programmer på skærmen.
Det er ikke så få økonomiske kriser af global karakter, kapitalismen har ført os med igennem de seneste årtier, selvom den nuværende er en af de mere alvorlige og akkumulerede af slagsen.
70'ernes krise blev fra kapitalens side forsøgt løst ved flere manøvrer, heriblandt var fleksibilitets-krav og et fleksibelt arbejdsmarked, der kunne mindske udgifterne i produktionen, et af våbnene. Et andet våben, for den amerikanske kapital i 70'ernes krise, var dollarens overgang fra guld-garanteret reserve til flydende valuta, og efterfølgende salg af guldreserven. Når jeg i forbindelse med den nuværende krise snakker om akkumuleret krise, er det ikke mindst denne valuta-manøvre, og dollarens store nuværende problemer der kan henvises til.
80'erne havde også sin krise, og i starten af 90'erne oplevede vi ligeledes en økonomisk krise, men også en særlig international situation, nemlig Sovjetunionens sammenbrud og Kinas kapitalistiske lange march, og derfor et nyt marked for de andre imperialist-magter, der delvist kunne tackle krisen ved at vinde indpas på dette marked og ’globaliseringens’ muligheder. Udgangen på denne krise var også en øget privatisering og indkorporering af nyliberal politik, hvilket alt sammen som bekendt i Danmark blev gennemført af en socialdemokratiske ledet regering.
Omkring 2001 oplevede vi på ny en krise, ikke mindst i Sverige og i Tyrkiet, Kigger man lidt tilbage på denne vil man se, at bankpakker ikke er noget nyt fænomen, og at massiv spekulation i tomme papirer heller ikke er noget særligt for krisen nu, men noget der f.eks. blev afsløret i fuldt flor med Enrons krak.
Krig som kriseløsning
En af kapitalens generelle manøvrer i forbindelse med økonomisk stagnation og krise er KRIG, krig for nye markeder, krig for ressourcer, og ikke mindst strategiske ressourcer som olie, og for USA's vedkommende, krig for at fastholde og forsøge at forstærke sine økonomiske og militære positioner og fæstninger, og derved fastholde sin position som verdens førende økonomiske og militære magt.
Det er ikke tilfældigt at terrorkrigen blev indledt ved den sidste krises fremkomst, og det er ikke mærkeligt at de grunde, der dengang præsenteredes som årsag til at gå i krig, ikke holder vand i dag. For det var løgne, løgne om masseødelæggelsesvåben og meget mere, der bevidst blev skudt af, så kapitalen kunne få sine ønskede krige, i første omgang mod Afghanistan, og dernæst mod Irak.
For os, danske partier og organisationer, var situationen en anden end hidtil set. Trods det at Danmark havde deltaget i krigen på Balkan, var deltagelsen nu mere massiv, og deltagelsen i Irak-krigen et ikke før set parløb med nogle relativt få andre stater i George Bush’s favn. Det betød at vi - modsat situationer som f.eks. omkring Vietnam-krigen - nu skulle kæmpe mod vores egen regerings krigsdeltagelse, og derfor også kæmpe mod det danske medie-billede, der hurtigt blev et krigsførende lands medie-billede. Dette retoucherede billede, hvor krig bliver til fred, og fred bliver til af krig.
Jeg husker en antikrigsdemonstration, hvor en deltager gik rundt med et skilt, hvorpå der var skrevet ”Se de svenske kanalers nyheder, Sverige er ikke i krig”
Velfærd under afvikling
Med krise følger protester - protester mod nedskæringer, fyringer, og protester mod alle de andre og uoverskuelige konsekvenser af en økonomisk krise
Med krige følger ligeledes protester - protester mod krig og mod krigsudgifter, og protester mod ensretningen af kulturen og opblomstrende nationalisme.
Denne erfaring er ikke ny, og den er heller ikke ny for kapitalen, der før har set protestbølger i kølvandet på kriser og krige. Igen kan Vietnam-bevægelsen kaldes frem, og fra vores danske skatkiste af protester kan de sociale kampe i 80'erne, ikke mindst datidens overenskomstkampe, stadig skræmme de herskende og antænde et posttraumatisk stress-syndrom, der gør at de ikke vil møde sådanne protester uforberedt.
En anden af kapitalens manøvrer er racismen, og et ekstremt fokus fra medierne på 'problemer med muslimer' der jævnligt fylder forsider og nyhedsudsendelser ud, på dobbelt bekostning af de virkelige nyheder, en samfundsøkonomi i opløsning, masse-arbejdsløshed, krige, og racistiske overfald.
Med krise, og med krige, følger lige så sikkert reaktionær politik og lovgivning. Ser vi igen på vores egen historie de sidste 25-30 år er uafbrudte nedskæringer gået hånd i hånd med uafbrudte lovskærpelser - en tendens der ikke mindst er tydelig efter 11/9 2001, hvor den ene skærpelse efter den anden, som terrorlov efterfulgt af visitationszoner og lømmel-pakke, er indført.
Det gælder for i hvert fald min generation, start 80'ernes børn, og fremefter, at velfærd altid har været noget under afvikling, aldrig det modsatte. Og det gælder for min generation og fremefter, at lovgivning altid er trukket i reaktionær retning, aldrig det modsatte.
En fælles front må bryde imperialismens cirkelbevægelse
Med krise og krig er det altså ikke bare arbejderklassen og dens allierede, der mobiliserer sine tropper, men også kapitalen, der foretager manøvrer til forsvar for sine stillinger.
Dette er imperialismens indbyggede cirkelbevægelse: Med krigene følger en mere reaktionær lovgivning. Med mere reaktionær lovgivning følger problemer for arbejderklassens kamp mod f.eks. krisens konsekvenser, og med krisen øges risiko for krige.
Det er denne kapitalistiske cirkel, vi skal bryde. Og det er en cirkel som ikke kan brydes ved at fokusere på at fjerne et enkelt led, for leddene forstærker hinanden, betinger hinanden og det må derfor bekæmpes som en samlet størrelse.
For vores parti står det klart at en samling af de progressive kræfter må være en samling af kræfter imod disse tre overordnede temaer, en fælles front mod krise, mod krig og mod reaktion!
Disse spørgsmål må, hvor det er muligt, kædes politisk sammen, og en dybere forståelse nås blandt de progressive og protesterende kræfter i Danmark.
Dette er vores bud på et overordnet grundlag for et enhedsarbejde.
For vores parti har enhedsarbejdet altid været et kernespørgsmål, i vores teori såvel som i vores praksis. De der kender os vil nikke genkendende til en påstand om at vi hårdnakket og hårdt forsvarer vores partis principper, og ligefremt og åbent kritiserer andre partier og opfattelser som vi finder fejlagtige og til skade for arbejderklassens positioner i klassekampen.