APK: De første 10 års kamp for et socialistisk Danmark

Det er 10 år siden Arbejderpartiet Kommunisterne blev stiftet på dets første kongres den 20. april 2000.
Kongressen vedtog bl.a. det principprogram, der også gælder i dag. For et år siden afholdt partiet sin 4. kongres, der markerede et generationsskiftet, hvor en række unge der gik til kamp mod de imperialistiske krige og den nyliberale offensiv under George Bush og Anders Fogh rykkede frem i forreste række.

Kommunistisk Politik har i anledning af de første 10 år talt med MD, en af de unge fra partiets daglige ledelse. Han er 26 år, faglært bygningsarbejder, og arbejdsløs under krisen. Han har været partimedlem siden 2003.

Demonstration i forbindelse med International Ungdomslejr 2006

KP: Hvad er der særligt ved APK i forhold til de andre partier og organisationer i Danmark, som kalder sig kommunistiske eller revolutionære – og hvad var det som tiltrak dig ved partiet?

MD: - APK forudså hurtigt at 'krigen mod terror' ville blive en 'langtrukken forestilling' og indtog fra første færd en ledende rolle i antikrigsbevægelsens organiserede fora, og gjorde gennem dette arbejde bevægelsen til en af de største folkelige bevægelser i nyere tid.

- Gennem massiv deltagelse i antikrigsbevægelsen og i den antiimperialistiske bevægelse i kølvandet på, og i opposition til, borgerskabets offensiv efter den moderne rigsdagsbrand 9/11 2001, beviste vores parti gennem praksis i klassekampens centrale spørgsmål sit værd og sin berettigelse.

- Partiet markerede sig fra første færd som et teoretisk stærkt og marxistisk-leninistisk parti, der løftede arven efter både det revolutionære DKP, der førte an i modstandskampen mod den nazistiske besættelse og den danske kollaboratør-regering, og efter det revolutionære DKP/ML der førte an i den antirevisionistiske kamp op gennem 70'erne, 80'erne, og frem til bruddet i 1997, der nødvendiggjorde APK’s stiftelse.

- Alt det var med til at åbne mine øjne for den afgørende betydning af kommunistisk organisering og hvilken kraft, den organiserede kommunisme udgør, selv som et lille parti.

Ungdommen rykker i front

KP: Du kom til partiet gennem DKU og er nu en af dem, der tegner det generationsskifteti APK, som kom stærkt til udtryk på den 4. kongres, hvor den generation, der var med til at stifte og opbygge DKP/ML (fra 1978) og siden tage initiativ til stiftelsen af APK gjorde plads for den ny revolutionære ungdom.

MD:- Ja, på samme måde som vores parti fra starten af definerede sig som arbejderklassens parti, stillede partiet sig opgaven at blive ungdommens kampparti, en opgave der kun kunne løses gennem fælles fodslag med det allerede eksisterende DKU. Gennem års organisering og mobilisering af unge omkring DKU, godt hjulpet af erfaringerne fra det nu nedlagte Rød Ungdom, og års aktiv og til tider militant deltagelse i ungdommens massekampe, blev unge kammerater trænet i klassekampens mangesidede opgaver, og marxismen-leninismen markerede sig som en progressiv og stadig tilstedeværende strømning i ungdomsbevægelserne.

 - Nogle foreløbige resultater af denne strategiske partiprioritering var synlige for alle på vores 4 kongres, og stadig nye resultater følger. Senest kan nævnes vores nyeste agitprop-værktøj KPnetTV, som også på mange måder må tilskrives denne strategiske ungdomsprioritering.

- Et vellykket generationsskifte er selvfølgelig afgørende, også for et revolutionært parti. Ungdommen fra årtusindskiftet har i dag et tiårs erfaringer med kamp mod krig, krise, terrorlove og politistatsudvikling. Den er klar til at indgå i ledelsen af partiet, og af hele klassens kamp. Når det er sagt, skal det også understreges, at partiledelsen og APK rækker over alle nulevende generationer af kommunister, helt tilbage til modstandskampen.

Krisen og kapitalens falskspilleri

KP: - Hvordan ser du på arbejderklassens og det kommunistiske partis situation og muligheder i den nuværende situation med økonomisk verdenskrise, en global nyliberal offensiv og imperialistiske krige, der på den ene eller anden måde berør alle lande i verden?

MD: - Den økonomiske krise har, med sin massive dybde, for alvor vist afgørende svagheder i arbejderklassens forsvar mod kapitalens tiltagende angreb. I første omgang er manglen på et modangreb fra arbejderklassens side en enorm svækkelse, i form af mangel på evner og mulighed for at rejse socialismen som et alternativ til den rådnende kapitalisme

.- Denne situation skyldes ikke mindst den kontrarevolutionære og revisionistiske udvikling i Sovjetunionen, der udviklede sig til en socialimperialistisk supermagt, og så åbent genoprettede barbarisk kapitalisme. De fleste broderpartier til SUKP, bl.a. DKP, der efter det revisionistiske kup i SU 'fulgte trop', udviklede sig også til nationalt klasseforræderiske partier, hvis gerninger verden rundt gav kommunismen et dårligt navn blandt arbejdere. De engang revolutionære partier blev reformistiske.

- De fleste af arbejderklassens partier, institutioner og arbejderklassens presse er fulgt med i faldet. Eller rettere sagt, er blevet overtaget indefra og derefter nedbrudt, og fagbevægelsen blev i sidste ende stort set overladt til Socialdemokratiet, der som de øvrige europæiske reformistpartier forlod den traditionelle klassesamarbejdslinje til fordel for en ren EU-nyliberal platform, som det er tilfældet med Thorning Schmidts parti.

 - Når arbejderklassen og progressive kræfter i dag står overfor de spørgsmål der mere og mere kræver et svar 'Hvad gør vi?' 'Hvad er vejen frem?' 'Hvem er ven, og hvem er fjende?' er massemedier og erklæret progressive og arbejder-medier ikke langsomme til at komme med stribevis af bud. Men det er bud, der rådner som kapitalismen og hvis stank spreder sig mærkbart, bliver mere og mere perverterede, indoktrinerende og løgnagtige.
- Når arbejderklassen står over for dette kontinuerlige massemediestunt 'Kapitalismen er det bedste i verden' og ikke selv besidder et stærkt parti med nogle stærke informationskanaler, vil kampen mod borgerskabet nødvendigvis blive en noget spredt fægtning, og i de sjældne tilfælde af større samling, blive kortvarige og oftest på reformistiske (og parlamentariske) præmisser.

- Hvad vi oplever i denne krisetid er ikke kun kapitalismen fallitspilleri, men også de revolutionæres relative svaghed, hvorved situationen tillader kapitalismens bluf og falskspilleri, der dækker over en rigtig rigtig dårlig hånd.

International Ungdomslejr 2006

Partiets nødvendighed

KP: Og hvad gør det kommunistiske parti i denne situation?

MD: - Partiet er den revolutionære handlings parti, men vores parti har også gennem sine 10 år arbejdet med at sprede agitation og propaganda. I alt dette arbejde har vi søgt alliancer med de progressive og kæmpende bevægelser. Vi har gennem den fortsatte udgivelse af Kommunistisk Politik, gennem kpnet.dk, samt andre former og net-medier, og senest det tilkomne KPnetTV, spredt vores analyser og politik til arbejderklassen som et stærkt og afgørende våben. Vores parti ved og forstår, at arbejderklassen, hvis den står samlet og har identificeret fjenden, vil kunne slå denne fjende.

- Hvad der kræves er altså ikke gråd og tårer over 'mangel på sammenhold', men et kommunistisk parti som formår, gennem års hårdt arbejde, at samle klassen til kamp under partiets ledelse, og at dette kun kan lade sig gøre gennem kraftig spredning af partiets analyser, taktik og strategi.

-  At vores parti fra starten af er blevet modarbejdet kraftigt af revisionisterne og reformisterne er et ubestrideligt faktum. At langt de fleste af selv de 'mest liberale' indenfor disse kredse, der proklamerer at 'deres medie er til for hele venstrefløjen ' i al deres ”mangfoldighed” ikke har plads til os, viser hvilken frygt der er for, at vores politik skal sprede sig til et større publikum, og at vores parti vokser.
På samme måde har vi i flere omgange oplevet sabotage af folkelige bevægelser fra revisionistisk og reformistisk hold. Senest er overenskomst 2010 gjort til en farce af passivitet og forræderi fra fagbevægelsens top.

- Nødvendigheden af et stærkt kommunistisk parti er ikke som sådan blevet større af kapitalismens nuværende krise. Det er en nødvendighed, der gælder for alle kapitalismens forskellige former. Men den er blevet mere tydelig og lettere at påpege, og det er en opgave som vi vil løse.

Fra APK/DKU's 1. maj i Fælledparken 2009

Troen på arbejderklassen

KP: Men hvorfor er protesterne ikke kraftigere?

MD: - Kapitalen er vel vidende om farerne ved større arbejderprotester og samlinger i denne krisetid, og mange kræfter sættes ind for at dæmme op for initiativer af den art. At arbejderklassen ikke mobiliseres af dens nominelle/officielle ledere, at dens initiativer tværtimod bekæmpes må ikke anskues som at arbejderklassen ikke er kampvillig og at den ikke kan mobiliseres. Tværtimod må det stå som endnu en garanti for arbejderklassens potentiale, og hvilken frygt det vækker.

- Måden hvorpå repræsentanter fra de tre såkaldte arbejderpartier (S, SF, Ehl) gang på gang henviser til at arbejderklassen 'selv' skal i front, og at partierne 'må afvente' arbejdernes 'egne' protester, viser dels den fodslæbende teori, der ligger bag, og dels at de såkaldte arbejderpartier ikke er det,  når arbejderne altså er noget fremmed og fremmedgjort for partierne, der 'selv' må gøre dit og dat. Indtil dit og dat så bliver indfanget, indkapslet, og lukket ned af de samme partier.

- Vores parti må stålfast nægte en hver tvivl på arbejderklassens historiske rolle og dens formåen til at udfylde rollen. Derimod må vi fortsat bekæmpe reformismen og revisionismen, også i dette spørgsmål, og forstå at en uforsonlig kamp fra vores side, mod reformismen og revisionismen, er ensbetydende med en uforsonlig kamp for arbejdernes tiltro til sig selv og hinanden.

- ”Marx Engels Lenin og Stalin er det kompas som må til for ikke at forlise turen over oprørets hav” skrev vores afdøde partikammerat og digter B.C. Andersen, og bemærkede, at revisionisterne havde smidt de omtalte kammerater, og dermed kompasset over bord.

10 års kamp: Bare en begyndelse

MD: - Når vores parti runder 10 år er det marxismen-leninismen i organiseret form, som arbejderklassens parti der kan fejre et årtis kamp for revolution og socialisme.

Det er 10 års boykot, sabotage, bagvaskelse og løgne af/om vores parti fra revisionismens og reformismens side – og vores kamp imod dette.

Det er 10 års kamp, side om side med de progressive kræfter vi har samlet os med, imod kapitalens angreb, imod fascisme og imperialisme.

Det er det danske parti i den Internationale Konference af Marxistiske-Leninistiske Partier og Organisationer, der holder den internationalistiske fane højt.

Det er opgøret med revisionisternes kup i DKP/ML, og historien om 'de røde der vendte tilbage, som altid'.

Og frem for alt er det, i marxismen-leninismens ånd, begyndelsen på et nyt årtis kamp for revolution og et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur.

Se også
Et parti der er brug for

I anledning af APKs 10-år er 'DE RØDE VENDER ALTID TILBAGE' - klassekampshistorie af en af APKs stiftere Anker Holm (1921-2000) - lagt på nettet som pdf-fil.
Download den her

Kommunistisk Politik 8, 2010