Historieskrivere og kommunister

Børge Houmann gjorde engang (i en introduktion til et udvalg af Hans Kirks artikler) opmærksom på noget vigtigt angående historien, da han skrev:
"Den, som ønsker et mere fuldstændigt og nuanceret billede af en tidsperiode, end historiebøgerne giver, må søge til aviser og tidsskrifter.
Enkelte journalister kommer derved i kraft af deres personlighed og uforfærdethed til at fremstå som deres samtids egentlige historieskrivere."
Og han konstaterede:
"Hans Kirk var en sådan journalist."

At dykke ned i fortidens arkiver - også til den tid, der ligger umiddelbart før det, vi kalder nutiden, hvad der for nogle af os er en del af samtiden - er at kaste sig baglæns ned i medietåger af politisk spin, sensationer, tomme underholdningskalorier og karrierespil. Intet er så kedeligt som månedgamle aviser eller ugeblade fra året før - medmindre det fungerer som nostalgiske dyk tilbage til 'de gode gamle dage'.

Men vil man virkelig forstå vor egen tid - for at få mulighed for at rykke fremtiden - må man også kende og forstå fortiden, ikke mindst de seneste generationers, som lagde grunden til det omskiftelige og foranderlige, vi kalder 'i dag'. Det er ikke muligt uden at tilegne sig marxismen og den materialistiske historieopfattelse - uden at forstå kapitalismen af i dag, imperialismen, og klassernes fortsatte kamp. Men det er heller ikke muligt uden at gå til samtidens vidner, til de kloge folk, der iagttog og handlede i deres tid for at rykke den kommende tid i progressiv og revolutionær retning.

Vi er heldige, at vi i Danmark har en flok af den slags folk, de fleste tilknyttet det kommunistiske parti og dets aviser og tidsskrifter gennem tiden - som Arbejderbladet, Land & Folk og Dagbladet Arbejderen. Og vi er heldige, at en mand som Børge Houmann, der var redaktør af Arbejderforlaget i 30'erne, medlem af Frihedsrådet under besættelsen og redaktør af Land & Folk i en årrække efter befrielsen, brugte den sidste store del af sit liv til at formidle sin samtid og dens egentlige historieskrivere.

Martin Andersen Nexø

Det var Børge Houmann, der redigerede det store trebinds udvalg af Martin Andersen Nexøs journalistik - 'Det røde flag', 'Kultur og barbari' og 'Rejseskildringer' - og som udgav hans bibliografi.
Martin Andersen Nexø var kommunistisk historieskriver som aktiv deltager i sin samtids kamp.
Nexøs artikler er centrale dokumenter ikke bare for hans, men den danske kommunistiske bevægelses historie.

Det var også Børge Houmann, som sammensatte fire udvalg af Hans Kirks tusinder af artikler, først og fremmest til den kommunistiske presse, samt hans 'Breve fra Horserød', et vigtigt dokument om besættelsestiden.

Hans Kirk (1898-1962) er selvfølgelig kendt for sit skønlitterære forfatterskab, som romanerne fra 20'erne og 30'erne, Fiskerne, Daglejerne og De ny tider. Som forfatter til Slaven og Vredens søn og de fremragende 'agitationsromaner' Djævelens Penge og Klitgaard og Sønner fra 40'erne og begyndelsen af 50'erne. Men hans journalistik - først ved Arbejderbladet, senere Land & Folk frem til hans død - er også af enorm og blivende værdi. Houmanns karakteristisk af ham som en af hans samtids 'egentlige historieskrivere' er meget nøjagtig. Det er 30'ernes krise og fascismens opmarch, det kapitalistiske Danmarks forvandling af landbrugslandet til industriland, det er besættelsen, efterkrigstiden og den kolde krig.

Hans Kirk

Samlingen 'Det borgerlige frisinds endeligt' (1969) er en god introduktion til hans politiske og kulturelle kommentarer, skarpe, kloge, vittige. 'Litteratur og tendens' (1974) rummer især hans litterære betragtninger og kamp for en progressiv litteratur.
Kirks ophyggelige, videnskabelige metode, som han også anvendte som journalist, tog udgangspunkt i den jævne mands virkelighed. Før fjernsynet bragte han gennem hundreder af interview og samtaler med almindelige folk - arbejdere, pensionister, arbejdsløse, landarbejdere, fiskere, enlige mødre, invalider - deres tilværelse frem og skabte dermed en modvægt til tidens spinvirkelighed i medierne. Et udvalg af disse interview og portrætter - som også omfatter samtaler med en række kommunister om deres indsats i modstandskampen - findes i samlingen 'Godtfolk' (1980). Den uovertrufne polemiker Kirk finder man i 'Hug til højre og venstre' (1980).

Tilsammen udgør disse bøger kun en mindre del af hans journalistiske arbejde. Hans bibliografi viser, at der kunne gøres flere udvalg, f.eks. af artikler fra den kolde krig: Danmark under den amerikanske politiske, økonomiske og kulturelle ekspansion under Marshallplanen, koloniernes befrielseskamp, Koreakrigen, den truende atomkrig og fredskampen, antikommunismen, den daværende socialistiske lejrs fremgange.

Men denne tid havde også andre kommunistiske historieskrivere end Kirk. F.eks. den på mange måder imponerende Rudolf Broby-Johansen.
Hans artikelsamlinger Imprimatur (senest i to bind fra 1980), Skrift i sand (1970) og samlingen om billedkunst Kun kunst (1971) er kildeskrifter af stor værdi.

Rudolf Broby-Johansen (1900-1987)

Det gælder også udvalget af den revolutionære sagfører og forfatter Carl Madsens artikler 'Når bladene falmer' (1975), og ikke mindst gælder det hans store samtidshistorie, 'Fortids møre mur', 'Flygtning 33', 'Vi skrev loven' m.fl.

Carl Madsen (1903-1978)

Hans Scherfig (1905-1979) var lidt yngre end Kirk, men hans skrifter dækker næsten samme periode. En meget stor del af hans omfattende journalistiske produktion er optrykt i forskellige udvalg. Modsat med Kirk blev det meste trykt i bogform, mens han levede.

Hans 'Journalistik fra 30'erne' (1975) giver væsentlige vinkler til den tid. Besættelsestiden behandlede han ikke mindst i romanen 'Frydenholm', men også i talrige essays og artikler frem til sin død. Fra begyndelsen af 60'erne foreligger den kostelige Krigs ABC (1961). 'Den kolde krig i Danmarks radio' (1986) rummer eksempler på hans radioanmeldelser fra 47-64, 'Månen og Trediveårskrigen' (1972) er stærke kommentarer til USA's krigsførelse i Vietnam, 'Den fattige mands bil' (1971) hudfletter det kapitalistiske 'velfærdssamfund'.

Hans Scherfig

Fra 1966 til hans død blev hans ugekommentar i Land & Folk udgivet i bogform som Årbøger. De udgør vigtige brikker til hele denne periodes Danmarkshistorie. Tværsnit af Scherfigs essayistik findes dels i 'Naturens uorden' og i de tre bind 'Holberg og andre forfattere' (1973), 'Det borgerlige samfund og dets institutioner' (1974) og 'Marxisme Rationalisme Humanisme' (1975).

John Max Pedersen (1942-1992) indgår i denne perlerække af betydelige forfattere og fremragende journalister og samtidshistorikere. Hans skønlitterære forfatterskab giver et virkelighedsemmende og indgående billede af arbejderklassens liv i tiden fra besættelsen til 80'erne. Samlingen af hans politiske tekster 'Den røde tråd' (1984) dækker perioden 1969-83 i indlæg især fra den marxistisk-leninistiske presse i 70'erne og i Dagbladet Arbejderen.

John Max Pedersen

Det er en ny revolutionær generation, som træder frem i disse lynglimt af denne turbulente og forvirrede tid, præget af opbrud, af antiimperialistisk kamp og global kontrarevolution. 'Den røde tråd' tegner et holdbart og præcist signalement af 70'erne og de tidlige 80'ere, oplevet af en revolutionær arbejder, som også var en stor skribent.

Flere kunne nævnes. Ikke mindst fra de seneste 30 år. Men mange af kilderne til denne samtid, som er ved at blive historie, er endnu ikke samlet op - de gemmer sig i arkiver eller på mikrofilm af tidens presse.

Tilbage til Børge Houmann. Hans største bedrift er det uomgængelige værk om første halvdel af det 20. århundrede, 'Martin Andersen Nexø og hans samtid', i tre vægtige bind. *)
Var Hans Kirk en af sin tids 'egentlige historieskrivere', var Houmann ikke mindst dens store formidler.

Børge Houmann (1902-1994)

Uden at det er ment som en kritik, må det også konstateres, at udgiveren også vil præge udvalget - hans politik, hans præferencer. Houmann var overordentlig samvittighedsfuld og gav, gennem bibliografier og noter, andre mulighed for at kigge ham efter i sømmene.

Det er heller ikke ment som en kritik at konstatere, at de kommunistiske historieskrivere ikke ramte plet hver gang i deres skriverier, eller at de ikke fik ret i nogle af deres forudsigelser. Det er betingelserne, når man forholder sig til sin samtid, uden at kende alle dens forudsætninger eller facetter. De var på højde med deres tid, og det kan vi også lære af dem.

Den gode digter Oscar Hansen skrev engang en lyrisk hyldest: Pas på de gamle pjecer!
For det er ikke mindst de gamle artikler, de gamle pjecer, der for en eftertid rummer nøglen til det levende liv, til kampe, sejre og nederlag. De rummer skatkamre af viden, analyse og kamperfaring. Når et stort journalistisk forfatterskab bæres af sanddruhed, revolutionær glød og marxistisk indsigt, slås der bro fra fortiden til fremtiden.

Klaus Riis

*) Det bør i denne sammenhæng også bemærkes, at Houmann også stod for udvalg af den store lyriker Otto Gelsteds essays og artikler, og at han brugte fem år på at udgive Gelsteds enormt omfattende bibliografi, som ikke mindst åbner for en central del af tidens kulturdebat, litterære kritik og kunstkritik. Der kunne også udgives relevante nye udvalg af Gelsteds artikler, bl.a. om lyrik.

- End -