Året 1999 markerer 80-året for stiftelsen af Danmarks Kommunistiske Parti – og dermed grundlæggelsen af arbejderklassens kommunistiske parti på marxismen-leninismens grund.
DKP blev den danske sektion af Kommunistisk Internationale og blev født i en periode af skærpet klassekamp i kølvandet på den første imperialistiske verdenskrig, Oktoberrevolutionen i 1917, som for første gang satte opbygningen af et socialistisk samfund på historiens dagsorden, i en periode af revolutionære kriser i det krigshærgede Europa.
Det revolutionære DKP genrejste kampen for et socialistisk Danmark, for arbejderklassens magterobring ad revolutionær vej og for tilintetgørelsen af det herskende borgerskabs klasseherredømme og dets statsmagt efter at Socialdemokratiet havde forladt marxismen og havde forvandlet sig til et reformistisk parti, et borgerligt arbejderparti. Som ved arbejderbevægelsens og de marxistiske arbejderpartiets fødsel i den sidste del af det 19. Århundrede sluttede alle det kapitalistiske samfunds kræfter – fra statsmagt, hær, politi og efterretningsvæsen, de politiske partier, arbejdskøberne og deres organisationer, og alle det borgerlige samfunds øvrige institutioner sig sammen om at bekæmpe arbejderklassens kommunistiske part.i
En særlig – og afgørende - rolle i kampen mod kommunismen og skabelsen af et socialistisk Danmark er op gennem århundredet blevet spillet af Socialdemokratiet, der har kontrolleret arbejderklassens vigtigste masseorganisation, fagbevægelsen, som helhed. Socialdemokratiet forvandlede fagforeningerne fra klassekamporganisationer til støttepiller for det kapitalistiske system.
Senere i århundredet, efter 2. verdenskrig, fik den socialdemokratiske reformisme en 'lillebror' i den moderne revisionisme - 'kommunistisk' reformisme - med samme rolle og opgave:at lænke arbejderklassen til den kapitalistiske udbytning.
Igennem de forskellighe udformningerr af revisionismen iDanmark er følgende træk altid gået igen:
Det er forestillingen om en fredelig og parlamentarisk vej til socialismen - uden revolution og uden at knuse den kapitalistiske statsapparat. Det er forestillingen om et 'kommunistisk masseparti', først og fremmest forstået som et vælgerparti - og ikke som arbejderklassens fortropsparti og den revolutionære handlings parti. Og det er fagforeningslegalismen, den illusoriske og opportunistiskje bestræbelse på at presse den socialdemokratiske fagtop og LO-apparatet til at føre kamp for arbejderklassens interesser - der afløser linjen for udvikling af en kæmpende og revolutionær fagbevægelse ved at fremme arbejderklassens løsrivelse fra arbejderaristokratiet og nedtoner kampen mod LO-toppen og LO-apparatet som redskaber for kapitalens interesser i arbejderbevægelsen.