Udtalelse fra Arbejderpartiet Kommunisternes partikonference, København
lørdag den 14. juni 2008
Storkonflikten i det offentlige har været historisk. Det er første gang de arbejdende i den offentlige sektor så massivt har rejst sig mod deres arbejdsgivere – hvad der i sidste ende vil sige regeringen og folketingsflertallet – og rejst i bund og grund politiske krav som ’Ligeløn lige nu’, ’Mandeløn til kvindefag’, ’Flere hænder i den offentlige sektor’ o.s.v.
Storkonflikten blev båret frem nedefra, fra arbejdspladserne, gennemsyret af en følelse af, at ’Nu er det nok’ og ’Det er NU det gælder’.
59 dage – næsten to måneder – varede den historiske konflikt, før Sundhedskartellet som de sidste indgik et forlig med de offentlige arbejdsgivere, der som BUPL-forliget nu er sendt til urafstemning.
Selvom det vil være meget vanskeligt at genoptage konflikten, bør der stemmes nej, fordi de konkrete aftaler ligger milevidt fra de 15 pct. i lønstigning, som var mindstekravet, og ikke engang er en sikring mod reallønsfald for både pædagoger og sundhedsarbejdere over de næste tre år, fordi inflation og prisstigninger er uhørt høje.
’15 pct’ og nedsættelse af en ligelønskommission af folketinget var de krav, som først og fremmest blev fremført af Sundhedskartellet og blev fælles krav for de strejkende. Ingen af delene er blevet en realitet. Selvom sympatien blandt arbejderne og hos befolkningens flertakl var massivt for de offentligt ansattes krav og kamp, var de oppe imod uhyre stærke kræfter i det danske samfund: regeringen, folketingets flertal, medierne, kapitalmagten. De måtte ikke sejre, for det ville være et nederlag for den nyliberale politik for udlicitering, privatisering og svækkelse af den offentlige sektor, som Fogh-regeringen og Den Europæiske Union står for.
I selve sin karakter var konflikten en kamp mod nyliberalismen og den nyliberale regering. Med kravene om en styrket offentlig sektor, ligeløn o.s.v., har de strejkende sat en anden dagsorden og udfordret de herskende kræfter i samfundet.
De umiddelbare konkrete resultater af konflikten er ikke imponerende, tværtimod. Det har sine årsager, som er vigtige at fastslå og lære af. Men ingen kan komme uden om, at de strejkendes kamp var imponerende, ikke bare fordi den var så langvarig, men først og fremmest, fordi de strejkende udfoldede deres initiativ og kampkraft.
Og uanset de skuffende resultater er kampen ikke slut. Kampen mod den nyliberale regering, det nyliberale EU og for ligeløn, en velfungerende offentlig sektor, for ’velfærd til alle’ fortsætter. De lavtlønnede blandt de offentligt ansatte – og det vil sige flertallet – har valgt kampens vej, klassekampens vej.
Det er det afgørende.
ARBEJDERPARTIET KOMMUNISTERNE
APK