1. maj 2011 i klassekampens tegn
Stop krigene!
Start velfærden!
Udtalelse fra Arbejderpartiet Kommunisterne
Vi ser folkene rejse sig til kamp mod diktatorer og tyranner, mod tyvene, der lever som konger og snylter og på vores arbejdskraft. Det meste af Nordafrika er i oprør og folkene forlanger frihed, retfærdighed og arbejde. En revolutionær storm har rejst sig – men imperialismen og reaktionen vil knuse den og tømme den, før den for alvor truer den herskende dybt uretfærdige verdensorden, der baserer sig på udplyndring og udbytning af arbejderklassen og folkene. Krige og besættelser under falske påskud er dagligdagen i ’den nye verdensorden’ – i Palæstina, Afghanistan, Irak og Libyen – og flere er under forberedelse.
I Danmark, som i resten af Europa er arbejderklassen under stigende pres. Tilkæmpede rettigheder undermineres af terrorlovgivning, det fælles ansvar for de svage, vores velfærdssystem, er fjernet bid for bid. Der gennemføres omfattende angreb på uddannelser, fagforeninger, pensionsalder og lønninger, alt sammen koordineret fra det nyliberale EU.
Krigsforbrydere danner regering, mens vi deltager i en ulovlig krig, og forfulgte og undertrykte fra andre lande også forfølges her. Men splittelse og mistillid mellem de undertrykte styrker kun magthaverne.
VKO-regeringen fortjener efter 10 års ulykker at blive sendt ud i historiens mørke. Men S/SF/R repræsenterer ikke et virkeligt alternativ til krigspolitikken og EU-politikken med dens velfærdsslagtninger. Kun en omfattende folkelig modstand nedefra – af arbejdere, offentligt ansatte, den arbejdende og studerende ungdom – kan bremse den kapitalistiske krisepolitik og sætte en ny dagsorden, der begynder med at stoppe krigene og starte velfærden!
Hverken nedskæringer eller længere arbejdstid!
Stå sammen mod velfærdslagtning!
Lad de rige betale krisen!
Danmark ud af EU
Stop krigene mod Irak, Afghanistan og Libyen!
Stop USA og NATO! Danmark ud NU!
Stop for akraft og klimaødelæggelse, NU!
Fællesskab og solidaritet på tværs af grænser!
Socialisme er fremtiden!
27. april 2011
Arbejderpartiet Kommunisterne