Klassekamp og international solidaritet er arbejderklassens og ungdommens svar på krige, krisepolitik og undertrykkelse.Klassekamp og international solidaritet er arbejderklassens og ungdommens svar på krige, krisepolitik og undertrykkelse.
I mange europæiske lande er regeringerne under pres fra befolkninger, der ikke længere vil finde sig i nedskæringer, tilbagegang, krige og reaktionær politik.
Især ungdommen har markeret sig, og denne generation har givet sit svar på den førte krisepolitik, som det ses i Spanien, Grækenland, Italien, Storbritannien, Island m.fl.
Ungdommens, arbejdernes og folkenes svar er en forstærket og benhård kamp mod de stadigt intensiverede angreb på levevilkår og rettigheder, mod krigene og mod de stadigt mere reaktionære love, der forvandler de såkaldt ´åbne demokratier’ til politistater.
Denne generation af unge – uden frygt for andet end den fremtid, de nuværende regeringer og parlamenter kan tilbyde dem – har rejst sig til modstand mod de reaktionære nedskæringsplaner og politikerne, der kigger mod fortiden.
Arbejderne markerer også massivt, sammen med ungdommen. I flere lande har især de arbejdende i den offentlige sektor været på gaden i hårde kampe mod de brutale nedskæringer. Disse nedskæringer dikteres af EU, storbankerne og monopolerne og gennemføres af de 'nationale' regeringer i fuld samhørighed.
De folkelige oprør i Nordafrika er også et brud med kapitalismens og imperialismens krisepolitik, krigene og det indskrumpede demokrati.
Først faldt Ben Ali i Tunesien, siden Mubarak i Ægypten. Begge disse diktatorer og deres partier var medlemmer af den socialdemokratiske 'Socialistisk Internationale'.
Det samme er også tilfældet med de hårdt pressede regeringsledere Papandreou og Zapatero i hhv. Grækenland og Spanien, der afløste reaktionære borgerlige regeringer, men har fulgt samme nyliberale, EU-dikterede politik.
Den danske aspirant til statsministerposten Helle Thorning Schmidt og Socialdemokraterne er medlemmer af det samme internationale forbund, der angiveligt er et alternativ til de åbent borgerlige, men som i praksis har vist sig at føre en politik mod det store flertal, der nu kvitterer ved at gå til modstand.
Der tegner sig internationalt et markant brud med en politik, der kun tjener de rigeste, storbankerne og de multinationale selskaber. En international ”Nu er det nok!”-stemning, der har mobiliseret hundredtusindvis, hvis ikke millioner af unge og arbejdere, som har indtaget gader og torve.
I Danmark har mediebilledet gennem det første halvår af 2011 nærmest været besat af valgsnak og valgrygter og spekulationer om, hvorvidt den stadig mere upopulære og forhadte VKO-regering udskiftes med en S/SF-regering.
Alt dette skal skabe en illusion om, at der er markant forskel på linjen i de to blokke, selvom flertallet af danskerne godt har luret, at vi hverken vil være heldige med Løkke eller lykkelige med Thorning.
Der tales meget om ’en ny regering’, der vil føre ’en anden politik’. Men ingen af de to blokke vil bryde med EU’s nyliberale krisepolitik, ingen vil bryde med USA og NATO og krigspolitikken, ingen af dem vil stoppe krigene og starte velfærden!
Uanset om det er blå eller 'rød' blok, som vinder, og om der vajer en rød eller en blå fane på Christiansborg efter dette valg, så vil politikken derindefra være sort, og modstanden mod denne politik vil kun findes uden for murene.
Ingen af de officielle blokke i dansk politik vil gå ud over den ramme, der er sat med det fortsatte EU- og NATO-medlemskab, og begge blokke vil være mere end tilfredse med at udgøre en lokal administration af det danske område af både EU og NATO.
Det er på tide, at der opbygges en klar linje imod borgerlig politik af både blåt og 'rødt' tilsnit og politik ført på borgerlige præmisser. Ingen almindelige danskere, ingen tilkommere og ingen af de mange tusinder, der gennem de seneste år har været på gaden, har strejket og protesteret og så videre, vil være tjent med hverken den ene eller anden borgerlige blok i det danske parlament.
Arbejderne, de unge, krigsmodstanderne, de fagligt aktive, kvindekamps-forkæmperne, antifascisterne, atomkraft-modstanderne, klima- og flygtningeaktivisterne, græsrødder af enhver afskygning må på hvert deres område og som samlet front afvise kompromiser på befolkningens bekostning.
Hvad der politisk er brug for, og hvad der kan mobilisere de store folkemasser som i Nordafrika og Sydeuropa, er ikke en linje om 'det mindste onde', et falsk valg mellem to onder.
Der er tværtimod brug for en klar kamplinje, der i alle henseender tager udgangspunkt i den almindelig befolknings behov og krav.
Arbejderpartiet Kommunisterne (APK) har fremsat 12 sådanne basale krav til en ny regering. Det er hver for sig krav, som mange har været på gaden for at rejse, og det er krav, der kompromisløst må stilles til enhver dansk regering. Det er krav, der skal mobiliseres omkring – både i de enkelte spørgsmål og som samlet og samlende politisk platform.
De to veje, der reelt findes i dansk politik, er ikke den ene og den anden parlamentariske bloks vej, men derimod arbejdernes og folkets vej over for borgerskabets vej. Ungdommens vej mod et senilt system.
Kun den ene af disse linjer er nu repræsenteret i folketinget. Den anden må så meget desto mere manifestere sig i gaderne og på pladserne og opbygge en slagkraftig organisering, der er et reelt våben for de mange.
Ved det kommende folketingsvalg er der ingen partier uden for og mod begge blokkene. Derfor siger APK:
Ingen accept af krigspolitikken og nedskæringspolitikken! Stem blankt til folketingsvalget 2011!
For en samlet kampfront mod krise, krig og reaktion!
26. juni 2011
Arbejderpartiet Kommunisterne