Det var en stærk fjende, de ansatte på CSC stod over for i en principiel kamp, som kom til at vare i måneder. Det var ikke bare en multinational unionbuster-virksomhed, som ikke skyede nogen midler i kampen for at knuse IT-fagforeningen Prosa og fjerne de gældende overenskomster. Et helt arsenal af midler blev taget ij brug, fra arbejdsgiverlockout til systematisk internationalt organiseret skruebrækkervirksomhed,, hvor de CSC-ansatte blev tvunget til at oplære deres egne afløsere.
CSC opsagde den såkaldte ’danske ok-model’ og fik støtte fra hele arbejdsgiversiden, der er stærkt interesseret i at svække fagbevægelsens indflydelse og gennemtvinge forringede overenskomstforhold under den nuværende økonomiske krise.
Og virksomheden blev i det stille støttet af den danske stat og de statsvirksomheder, som IT-virksomheden udførte opgaver for, herunder Skat. Staten og virksomhederne lagde aldrig et massivt pres på CSC for at løs konflikten på trods af, at der blev skabt store vanskeligheder for den offentlige administration som følge af lockouten og den efterfølgende strejke. Tværtimod er vanskeligheder og forsinkelser, som endnu ikke er overvundet, systematisk blevet fortiet. En af kampparolerne lød med rette: ’Nej til statsstøttet løntrykkeri!”
Arbejdsretten viste gennem en række domme, hvorfor den også kaldes ’Arbejdsgiverretten’ eller ’arbejdsuretten’. Arbejdsretten endte med at løse CSC fra de med Prosa indgåede overenskomster og demonstrerede, at ’den danske model’ er en illusion uden fast juridisk forankring.
Resultatet af alt dette var et nederlag for de CSC-ansatte og Prosa, der kæmpede hårdt og sejgt i en vanskelig konflikt, de aldrig havde bedt om. Det blev en af de vigtigste arbejdskampe i en årrække, af principiel karakter. Under parolen ”CSC i dag – Dig i morgen” udvikledes en omfattende støttebevægelse, der manifesterede sig i daglige blokader og aktioner under konflikten. De ansattes flotte kamp vandt stor sympati i den brede befolkning og vakte også international respekt.
Et afgørende sted udeblev støtten imidlertid: Toppen af den danske fagbevægelse gjorde intet konkret for at bidrage til en sejr i denne principielle kamp. Det eneste, der kom, og i begrænset omfang, var nogle pæne ord til de kæmpende. Fagtoppen ville ikke i åben kamp med staten og arbejdsgiverne, og svigtede sine medlemmer på gulvet. Dette var mere end noget andet den afgørende faktor for, at kampen endte i et nederlag.
Tilbage står at konstatere, at den ’danske arbejdsmarkedsmodel’ ligesom ’den danske velfærdsmodel’ reelt er kastet på porten i det nyliberale EU og under den imperialistiske globalisering. Det stiller nye betingelser og rejser nye opgaver for en kæmpende fagbevægelse, som må skille sig af med fagbosser og bureaukrater, der ikke vil se, at det også betyder det traditionelle klassesamarbejdes kollaps.
De CSC-ansattes kamp peger fremad, trods nederlaget. Det er deres vej, hele arbejderklassen og hele fagbevægelsen må følge, hvis de ikke skal blive ofre for de multinationales og de danske arbejdsgiveres og statens diktat.
26. juni 2011
Arbejderpartiet Kommunisterne