Kampen om 69
En ny generations oprør

Af Cathrine Pedersen
formand for DKU

Rydningen og nedrivningen af ungdomshuset på Jagtvej 69 er et slag i ansigtet på alle progressive mennesker. Vi har været vidne til en veltilrettelagt og koordineret aktion, med mange samvirkende reaktionære kræfter, som skulle berøve ikke bare de københavnske unge et hævdvundet fristed i en historisk bygning og overdrage det til en gal fundamentalistisk kristen sekt.

Vi har set politiet, med mediernes bevidstløse bifald, med stort held øve sig i borgerkrig. Vi har set et retsvæsen krakelere og indsætte unge på samlebånd uanset om de har gjort noget som helst eller ej. Vi har set politistaten i funktion.
Vi har set det - fra Ruth til Ritt: Samme skidt!

Tidligt om morgenen den 1. marts valgte politikerne at indsætte betjente bevæbnet med maskingeværer og tåregas ind for at rydde huset. Nu skulle den private ejendomsret forsvares, om det så skulle koste menneskeliv.

Langsomt men sikkert begyndte protesterne. Om morgenen samledes unge mennesker foran huset og blev fængslet på stribe, mange varetægtsfængsledes i ugevis.

I løbet af aftenen og gennem weekenden strømmede folk på gaden til planlagte og spontane aktioner. Politiet, med vogne lånt fra Sverige og Holland belejrede bydelen med vold og tåregas, men kunne ikke knække protesterne eller forhindre barrikadebygning og brostenskast.

Politiet henlagde Nørrebro i undtagelsestilstand, tæskede børn og unge, spærrede af og forhindrede folk i at aktionere, lavede bagholdsangreb med tåregas på anmeldte demonstrationer og folks hjem.

Hvor er der blevet løjet om Ungdomshuset og dets brugere! Dag ud og dag ind. De er fremstillet som 'forkælede snotunger', der tror de bare kan kræve ind, nærmest som overklassens børn. Men de har ikke fået offentlige tilskud til det hus, de fik lovning på. De har selv holdt det kørende.

Og de er blevet fremstillet som ballademagere, bøller og hærværksfolk, men balladen kom, da et flertal på Rådhuset lavede en sammensværgelse om at fratage de unge deres hus og overdrage det til en halvgal sekt under den mest massive magtanvendelse - med bistand fra antiterrorkorps, militær og udland - som er set i årtier.

Men netop fordi Ungdomshuset ikke var, hvad den borgerlige propaganda påstod - et tilholdssted for en marginaliseret gruppe af asociale unge - slog det tilbage med den bredeste, mest massive og alsidige modstand mod det vilde destruktionsræs, der har været set lige så længe.

Ungdomshuset var et samlingssted og fristed, hvor en ny generation kunne være/finde sig selv - og er blevet et nyt symbol for dens kamp. Og det var først og fremmest Nørrebro-ungdommens og københavner-ungdommens hus, arbejderungdommens hus, elsket af både pigerne og drengene.

Ungdomshuset repræsenterede en anden side af dansk ungdomskultur end den ensrettede og gennemkommercialiserede diskotekskultur, der ellers tilbydes. En kultur med de unge selv som hovedaktører. Det var et hus med folkekøkken, støttefester, politisk aktivitet og bands uden pladekontrakter.

Derfor var det en torn i øjet på det renskurede neo-con Danmark. Det var et sted hvor arbejderungdommen og de udstødte kunne føle sig hjemme og finde alternative måder at tænke og organisere på. Derfor skulle det væk og erstattes af en syg kristen menighed.

Rydningen af huset var dråben ovenpå årevis af reaktionær klassepolitik, som fik bægeret til at flyde over. Ungdomshusaktivister, brugere, progressive og indvandrere forenedes i kamp mod undertrykkerne personificeret af politiet i de pansrede køretøjer.

Som i Frankrig hvor mordet på to unge drenge i fjor førte til voldsomme optøjer, har slagtningen af ungdomshuset ført til en bevægelse, der både handler om et hus og et fristed, men også er en protest mod det kapitalistiske Klasse-Danmark. Mod et Danmark, der fører racistisk hetz mod udlændinge, lukker skoler og sygehuse, ødelægger velfærdsgoder som efterløn og pensionsordninger (for dem, der er unge i dag), stigmatiserer arbejdsløse og syge, går i krig og indfører terrorlove, der kan spærre folk inde for blot at være uenige med systemets måde at tænke på.

Det er de unge, der nu og i fremtiden bliver og vil blive ramt af denne reaktionære overklassepolitik, sat i system af såvel Fogh og Co. som af Ritt og Helle Thorning-Schmidts socialdemokrater.

Et nyt ungdomsoprør er i gang, en ny social revolte. En ny og slagkraftig ungdomsbevægelse, som vil manifestere sig igen og igen i den kommende tid og de kommende år.