Krig og krise

I kapitalismen er der indbygget kriser, og det er altid arbejderne, der må til lommerne, når den krise, som kapitalismen og kapitalisterne selv har skabt, skal betales. Men i tilfælde med særligt store kriser kan de kapitalistiske lande beslutte sig for, at det er på tide med en omfordeling af landenes interesseområder. Dette betyder, at de kapitalistiske lande ønsker at omfordele deres landområder på bekostning af andre lande, og den eneste måde, det kan gøres på, er gennem krig. Det stærkeste land står efter krigens afslutning tilbage med nye markeder, hvor profitten kan forøges nok engang. Dette var eksempelvis tilfældet i 1. og 2. verdenskrig, hvor USA, England, Tyskland og Frankrig anså en krig som en kærkommen lejlighed til at vinde nyt territorium. De store tabere var den almindelige befolkning, arbejderklassen og de øvrige arbejdende. Unge soldater og civilbefolkningen måtte dø for kapitalismens pengeinteresser. Nyere kapitalistiske røverkrige er der mange eksempler på: fx Golf-krigen mod Irak i 1991, hvor USA og EU ønskede kontrol over den kuwaitiske olie, og NATO's krig mod Jugoslavien, der udkæmpedes for at sikre USA's og EU's økonomiske og militærstrategiske interesser.