Kvindekamp er klassekamp

Kvindekampen er ikke slut. Siden kvindekampen for første gang blev sat på dagsordenen, er der sket fremskridt, også inden for det kapitalistiske system, men at der nu skulle være ligestilling er en af de største løgne, man har prøvet at bilde befolkningen ind. Kvinder har ikke de samme rettigheder som mænd på arbejdsmarkedet og uden for dette. Kvinder får ikke det samme i løn som mænd, der er ikke lige løn for lige arbejde. Kvinder laver stadig mere i hjemmet end mænd. Der er ikke sket afgørende ændringer, hverken i hjemmet eller på arbejdsmarkedet. Kvinder er stadig en reservearbejdskraft, der trækkes ind, når der er brug for det. Der er flere arbejdsløse kvinder end mænd, på trods af at kvinder efterhånden er mindst ligeså godt uddannet som mænd. I dag er der kommet ekstra idealer, som kvinden skal opfylde for at få succes i sit liv. Der er sat meget mere fokus på kvinder som sexobjekter, særligt i reklame- og sexindustrien. Modeindustrien tvinger kvinder til at spilde tiden på obskure slankekure, der har påført utallige kvinder et sygeligt syn på deres krop. Især unge kvinder, der i forvejen er usikre på deres krop, sulter sig - i flere tilfælde med døden til følge. Det er kun et sygeligt samfund, der stiller sygelige kvindeidealer op og tvinger kvinderne ud på et vildspor.
At der opstilles krav til manden om at være mandig og tage føringen er naturligvis også en del af reklamens opstyltede univers, men kvinderne rammes umådeligt hårdere.