Maleraktivisten og DKU'eren Lars Grenaa:

Vi må gå til modstand mod magten

Vi må gå til modstand mod magten. Ellers vil Bush og hans kloner ødelægge planeten og vores fremtid. Og vi må lære af hinanden - globalt, siger maleraktivisten og DKU'eren Lars Grenaa.

Billederne af Anders Fogh med rød maling gik verden rundt i marts 2003, da Danmark gik med i Bush's krig mod Irak. 'Du har blod på hænderne' , råbte Lars Grenaa, der kastede malingen. Mere end 100.000 irakiske døde senere er Fogh og Co. stadig ikke blevet stillet til ansvar for krigsforbrydelser.

De to maleraktivister Lars Grenaa og Rune Eltard Sørensen fik hhv. tre og fire måneders fængsel - og blev idømt en gigantisk bøde, som stadig hænger over dem.
Men de er for længst ude i det fri - og har ikke lagt protesten på hylden. Lars er nu pædagogstuderende og medlem af forretningsudvalget i PLS - Pædagogstuderendes LandsSammenslutning. Han er også medlem af DKU og af Arbejderpartiet Kommunisterne.

- Vi må gå til modstand mod magten, siger Lars.- Ellers vil Bush og hans kloner ødelægge planeten og vores fremtid. Det er formidable fjender kloden er oppe imod. Deres program er krig - udplyndring - undertrykkelse. Og de vil gennemføre det, medmindre vi - folkene - stopper dem.

Men Lars er ikke pessimistisk:
- Den enorme antikrigsbevægelse, vi måtte følge fra fængslet, vokser jo stadigvæk. Selv i USA er der nu et klart flertal i befolkningen mod Bush's røverkrig i Irak. Den irakiske modstand går ikke væk. De slås for at befri deres land fra en illegal besættelse, som de europæiske folk gjorde det mod nazisterne. Den irakiske modstandskamp er af enorm betydning for at hindre USA's plan for verdensherredømme og nye krige. Vi unge må støtte den irakiske modstand - og her mener jeg selvfølgelig ikke spøgelset Al Zarqawi eller terror mod civile. Det er ikke irakisk modstand, men besættelsesmagternes provokatører. Vi skal støtte den brede folkelige modstand, der simpelthen slås for et frit og uafhængigt Irak.
- Nu dør der danske soldater, og Anders Fogh har også ungt dansk blod på hænderne. Han har med sin ulovlige krig øget risikoen for terror i Danmark. V skal simpelthen ud af den beskidte krig!

Lars Grenaa glæder sig også over at EU-forfatningen er faldet:
- Vi har set et fantastisk NEJ til unionsforfatningen fra Frankrig og Holland. De vil heller ikke have en superkapitalistisk, militaristisk og asocial supermagt i Europa. Det var et nej fra de unge og et nej fra arbejderne, et nej fra venstre.
- Det er et andet udtryk for, at folk over hele verden går til modstand mod imperialistmagterne og monopolerne.

På vej mod politistat

Betingelserne for modstand og protest er ikke nemme.
- Der bliver slået hårdt ned på politisk protest nu. Det er det terrorpakken og terrorlovgivningen skal bruges til, siger Lars.
- Det er fuldstændig absurd at Greenpeace kan blive dømt efter terrorloven for at hænge et banner op på Axelborg mod gensplejsede svin. Domme og straffe bliver også hårdere. Vores egen dom og dommen mod Frank Grevil er bare enkelte eksempler. Anklagen for terrorstøtte mod Foreningen Oprør og Patrick MacManus er grotesk. Hvis man gør noget imod løgnene og forbrydelserne, bliver det straffet hårdt.
Det er ikke bare USA, men også EU-landene og Danmark, som går i retning af politistater.
- Det er en farlig udvikling, der er i gang. Det er et stort angreb på de demokratiske rettigheder - simpelthen for at magthaverne kan føre krig for olie og profit og for at de kan banke arbejdernes lønninger og overførselsindkomsterne ned. A.P. Møller har på et år øget sin familieformue med 54,8 milliarder kroner, et svimlende beløb. Imens skal almindelige danskere betale for krigseventyret.
Vi må gå sammen for at stoppe det, siger Lars.

- Fogh og hans regering fører angrebskrig udadtil og klassekrig indadtil. De unge rammes hårdt. Gymnasieeleverne protester mod den vanvittige overbelægning og de overfyldte klasselokaler. Haarder vil også fjerne 10. klasse og lægge en bombe under de mange gode efterskoler. De pædagogstuderende er nu ved at rejse modstanden mod regeringens planlagte reform af pædagoguddannelsen - dens haarderficering.

- Bush, Blair og Fogh og deres politik forsvinder ikke af sig selv. For de er redskaber for den egentlige magt: kapitalen. Det er den, som profiterer på krigene og den voksende elendighed.
Vi vil have de tre krigsforbrydere og deres medsammensvorne stillet for en krigsforbryderdomstol for at stå til regnskab - men vi glemmer ikke, at de er repræsentanter for et forbryderisk system: imperialismen - og at det er den, som må stoppes, konstaterer Lars.

Vi må lære af hinanden - globalt

Men hvordan stoppes mareridtet? Lars Grenaas svar er:
- Ved at vi går sammen, ved at blive gode til at kæmpe. Vi må indstille os på, at kampen mod krigsmagerne og røverne bliver en langvarig kamp. Bush har erklæret en uendelig 'krig mod terror' - det er et andet ord for hans krig mod verdens fattige. Hans krig for amerikansk verdensherredømme og kontrol med olien. Den slutter ikke, før det bliver stoppet effektivt - af folkenes modstand.

- Derfor må vi blive rigtig mange, og vi må lære at organisere, at få vores budskaber ud, aktionere, ændre på tingene. Til det må vi også bruge af andres erfaringer. Det er en global kamp - og derfor må vi også lære af hinanden globalt, siger Lars.

- Det er virkelig godt, at den 20. internationale ungdomslejr mod fascisme og imperialisme finder sted i Danmark til næste sommer, hvor der kommer folk fra mange forskellige lande og fra alle kontinenter, folk med erfaringer fra kamp og modstand. Jeg var med på den sidste lejr, i Mexico i 2004. Sådan en lejr samler og formidler utroligt vigtige erfaringer og giver masser af inspiration.

- Jeg kan kun anbefale at man tager med på denne lejr - både hvis man allerede er aktiv eller hvis man ønsker at blive det, slutter Lars Grenaa.

IInternational Ungdomslejr 2006 mod fascisme og imperialisme afholdes fra den 28. juli - 6. august i Isterød, Nordsjælland. Man kan læse mere på dens hjemmeside www.iul2006.net

Lagt på nettet 10.10.2005

 

[Til Forsiden]  [Print]

Noter

Reform af pædagoguddannelsen får tæsk af 400 studerende
PLS

Maleraktionen i folketinget
og dens efterspil

MALERAKTIVISTERNES HJEMMESIDE

Livet er for kort til kapitalisme

Samtale med Lars Grenaa op til stiftelsen af DKU _____________


www.iul2006.net

 

 
 
 

DKU: dku@dku99.dk
Kommentarer til hjemmesiden: webmaster@dku99.dk