Udtalelse fra
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer
Maj 2005
For 60 år siden overvandt arbejderne, folkene, de demokratiske regeringer, de progressive sociale kræfter fascismen. Dette betød afslutningen på den 2. verdenskrig; det satte et punktum for det folkemord, som var startet af de fascistiske aksemagter, bestående af Hitler-Tyskland, det fascistiske Italien og det imperialistiske og reaktionære Japan, mod folkene i Europa, Asien og Afrika, mod Sovjetunionen. Det satte punktum for forfølgelsen af jøderne og 'holocaust', for klapjagten, torturen og morderne på fagforeningsfolkene, de revolutionære og kommunisterne.
Det fascistiske vilddyr bedrev mord og unævnelige bestialske handlinger; det invaderede lande, massakrerede folk og lagde byer i ruiner, det oprettede 'kz-lejrene', hvor det underkastede hundredtusinder af mennesker slavearbejde, tortur og tilintetgørelse. Det påstod, at det byggede et 'tusindårsrige'.
USSR – socialismens fædreland, skydeskive for imperialisterne
USSR, der blev født af Oktoberrevolutionen, gik fremad og opnåede vigtige videnskabelige og teknologiske succeser – og først og fremmest byggede det arbejdernes nye samfund.
Disse skabte et stort land, med en ekstraordinær produktion og et mobiliseret folk. Det var en ny magt, som manifesterede sig kraftfuldt, et eksempel for verdens arbejdere og folk, et fyrtårn for udbredelsen af socialisme i alle klodens afkroge. Det var en klippe, som de imperialistiske landes ekspansion knustes imod. USSR blev helt fra begyndelsen af imperialisterne og fascisterne set som en fjende, der skulle tvinges i knæ.
Fascismen foreslog at oprette en 'ny orden', de 'højerestående folks' herredømme over verden. Det var i denne ånd, den vendte en enorm militærmagt mod Sovjetunionen, imod kommunismens land. Den var bevidst om, at dens tørst efter ekspansion kun kunne opfyldes ved at tilintetgøre sovjetternes store land.
Forspillet til Anden Verdenskrig var diplomatiske forhandlinger mellem de europæiske imperialistiske lande, England, Frankrig og Tyskland, med det mål at vende den enorme tyske krigsmaskine mod Sovjetrusland.
De tøvede ikke med at ofre Tjekkoslovakiet og Polen i denne hensigt.
Sovjetunionen deltog for sit vedkommende i forhandlinger, i den diplomatiske kamp, med det formål at forsvare dens suverænitet, integritet og selve dens eksistens, for at forsvare og styrke socialismens magt.
Den tysk-sovjetiske pagt
Et resultat af disse forhandlinger var underskrivelsen af ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Tyskland, kendt under navnet Molotov-Ribbentrop-pagten.
Denne aftale var en succes for det sovjetiske diplomati , som gjorde det muligt at vinde kostbar tid til at sikre og udvikle våbenindustrien, til at sikre og udvikle Den Røde Hær, til at organisere de arbejdende og sovjetfolkene til forsvaret af det socialistiske fædreland.
Da Tyskland og Italien invaderede Sovjetunionen, lagde de landet i ruiner og ødelagde de store civile anlæg. De dræbte millioner af civile og begik bestialske krigsforbrydelser i større skala end dem, de begik i Frankrig og de øvrige besatte lande i Europa.
De tyske styrker syntes uovervindelige; de rykkede langt ind i landet, til Moskvas forstæder, og det lykkedes dem at belejre Stalingrad. Den sovjetiske regering, Den Røde Hær, arbejderne og folket rykkede tilbage for den tyske hærs fremmarch, men lod hundredtusinder af partisaner blive tilbage bag fjendens linjer, som udførte et beundringsværdigt arbejde under Den store Fædrelandskrig.
Stalingrad og modstanden
Berlin 1. maj 1945
Ved Stalingrad udkæmpedes et blodigt og afgørende slag.
Det lykkedes denne fæstning og soldaternes og sovjetfolkenes patriotisme at udholde belejringen og til sidst at vende krigens retning ved at vinde dette slag.
På alle kontinenter voksede fordømmelsen og vreden mod det fascistiske diktatur uophørligt, og modstanden organiserede sig.
I de besatte lande organiserede den væbnede modstand mod besættelsesmagten sig. I denne krig, som havde karakter af en national befrielseskamp, spillede de kommunistiske partier og deres medlemmer en rolle af første rang, ved beslutsomt at påtage sig deres ansvar og gennemføre en heroisk kamp. Alliancer blev dannet, fronter blev skabt, som forenede alle, der forsvarede fædrelandet, alle, som gik op imod fascismen: arbejderne og folkene, kommunister og socialdemokrater. På det internationale plan opbyggedes De Allieredes store Internationale Antifascistiske Front, som omfattede De Forenede Stater, England, Frankrig, Sovjetunionen og en lang række andre lande.
Kampen mod fascismen og de allieredes sejr kostede strømme af blod. Mere end 50 millioner mennesker, heraf et stort antal civile, betalte med deres liv. USSR betalte den højeste pris i menneskeliv: syvogtyve millioner mennesker, soldater og civile.
Hovedbyrden ved krigen blev båret af arbejderklassen og folket. I særdeleshed af Sovjetunionen og Den Røde Hær, der formede et militært og politisk kontingent, som kunne gå til modangreb og bevæge sig i retning af Tyskland. I disse kampe deltog også arbejdere og bønder, demokrater og patrioter i de øvrige besatte lande. Det var et militært epos, som befriede adskillige lande og nationer. Vestfronten, slagmarken, hvor de amerikanske, engelske og franske hære intervenerede, bidrog ligeledes til sejren.
Millioner af soldater fra Den Røde Hær rykkede hen over Øst- og Centraleuropa. De bekæmpede heroisk Hitler-hæren, påtvang den det ene nederlag efter det andet og indtog Berlin den 1. maj 1945.
USSR's internationalisme
Det bolsjevikiske Kommunistiske Parti, Sovjetunionens regering, Den Røde Hær og de sovjetiske folk var ubrydeligt forenet omkring forsvaret af det socialistiske fædreland. De afspejler dette store lands kolossale ressourcer, den socialistiske opbygnings betydelige frugter og millioner af soldaters og civiles liv, som ofrede sig i den store sags tjeneste, som befriede menneskeheden fra fascismens barbari.
Dette var muligt, fordi socialismens idealer, marxismen-leninismen og den proletariske internationalismes principper besjælede partiet, arbejderklassen og folket i USSR. Fordi det kommunistiske parti var bevidst om sit ansvar for opbygningen og forsvaret af det socialistiske samfund; fordi partiets ledelse forstod de økonomiske og politiske omstændigheder, som forårsagede krigen, og derfra kunne udlede en rigtig, retfærdig og smidig politik; fordi kammerat Stalin, leder af det sovjetiske parti og stat, spillede en bemærkelsesværdig rolle i den socialistiske opbygningsproces, for partiets enhed og for partimedlemmernes vilje til at gå i spidsen i fædrelandskrigen.
Man kan ikke forstå sejren over fascismen, hvis man ikke tager højde for kommunisternes, arbejderklassens og folkene i de besatte landes ekstraordinære faste beslutsomhed, som under de vanskeligste betingelser kunne organisere væbnet modstand, guerillakrig, som rettede formidable slag mod de fascistiske styrkers bagtrop. De blev til en militær og politisk bastion, som arbejdede for de fascistiske besætteres nederlag og fordrivelse, hvilket i Albaniens og Jugoslaviens tilfælde førte til revolutionens sejr.
De andre fronter
I disse store slag kan man ikke overse den heroiske modstand, som blev ydet af folkene i de asiatiske lande, som Japan invaderede, ikke mindst i Kina og Vietnam. Under ledelse af de kommunistiske partier organiserede de den nationale befrielseskrig og smed japanerne ud; de var afgørende for fascismens nederlag på dette kontinent.
Den antifascistiske bevægelse, som organiserede sig i praktisk talt alle lande, blev opflammet af de kommunistiske partier, af de revolutionære, af patrioterne og demokraterne. Denne bevægelse spillede ligeledes en særlig rolle i denne krig og for denne sejr.
De kapitalistiske lande, som var blandt de allierede – USA, England, Frankrig, Canada – spillede også en hovedrolle. De investerede politisk og militært i denne krig og medbragte vigtige materielle midler og en meget stor mængde soldater.
Vores forpligtelse i dag
60 år efter arbejdernes, folkenes og den progressive menneskeheds sejr over fascismen, dens forbryderiske handlinger og folkemord, bekræfter vi, kommunister forenet i Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, vores forpligtelse over for revolutionen og socialismen, for menneskehedens frigørelse.
Vi bekræfter vores vilje til at kæmpe for fred mellem folkene og nationerne, vores overbevisning om, at det ikke vil være muligt, uden at kapitalismen og imperialismen – kilden til krig og aggression – omstyrtes med revolutionens sejr på internationalt plan, med opbygningen af socialismen og kommunismen.
De bedste traditioner i kampen for frihed og socialisme er blevet nedfældet af arbejderklassen og de proletariske revolutionære. De udgør en arv også for de nuværende generationer af kommunister. Vi tilegner os dem beslutsomt, og vi sætter os ind for at føre dem op på et højere niveau ved at tage ansvaret for at forberede og gennemføre revolutionen i ethvert af vore lande og på internationalt plan.
Hæder og ære til de antifascistiske kæmpere!
Leve Sovjetunionen og Den Røde Hær!
Leve arbejderklassen og verdens folk, som kæmper for deres frigørelse!
Død over imperialismen!
Revolutionen leve!
- End -