1917-2007
”Vi vil bygge verden om. Vi vil gøre ende på den imperialistiske verdenskrig, som hundreder af millioner mennesker er trukket ind i, som kapitalinteresser på hundreder af milliarder er vævet ind, og som kun den største proletariske revolution i menneskehedens historie kan gøre ende på ved en virkelig demokratisk fred.”
V.I. Lenin, april 1917
Den Store Oktoberrevolution vakte proletarernes og arbejdernes entusiasme og håb til live, og har samtidig været genstand for kapitalisternes og reaktionens enorme had imod bolsjevikpartiet og dets vigtigste ledere.
For det var en revolution uden sidestykke i menneskehedens historie, en revolution ”der rystede verden”.
I Rusland barslede revolutionen ikke bare med en stat og regering af ny type: Den skabte en ægte civilisation, en højere form for samfundsliv (socialisering og kollektivisering), en organisering bygget på lighed og folkenes frihed, og den betød et spring fremad for kultur og videnskab, som ramte hele verden som et lynnedslag..
Sovjetunionen var gennem årtier en afgørende factor i menneskehedens historie. Det lykkedes at konsolidere en stålsat folkelig enhed, som gjorde landet i stand til med succes at overvinde de prøvelser, det blev stillet overfor - nemlig borgerkrig, den imperialistiske intervention, kollektiviseringen og industrialiseringen, de nazistiske horders udryddelseskrig og invasion (godt skubbet på vej af de såkaldte vestlige demokratier), den dramatiske genopbygning af landet efter krigen, osv.
Blandt de mange erfaringer og lærer, vi kan drage af Oktoberrevolutionen og af de handlinger, der gennemførtes af historiens første socialistiske stat, vil vi særlig fremhæve den praktiske gennemførelse af proletarisk internationalisme, sådan som den er sammenfattet i de berømte og fuldt dækkende ord fra Det Kommunistiske Manifest: ”Proletarer i alle lande, forén jer”.
Dette er en aktiv internationalisme, der ikke er begrænset til ord, som hos socialdemokrater og andre. Sovjetmagten virkeliggjorde den på en klar og radikal måde ved at omskabe det tsaristiske imperium til en union af republikker, baseret på en frivillig sammenslutning af folkene af mange nationaliteter.
Derfor kunne USSR til gengæld regne med internationalistisk støtte i dets kamp mod den imperialistiske alliance, der samarbejdede med Kerenski i den første tid efter revolutionen i håb om, at det ville udløse en blodig borgerkrig. Søfolkene fra Sortehavet, som under ledelse af den franske kommunist André Marty nægtede at angribe USSR, er et eksempel på denne internationalisme, der – som antydet af dens navn, når den forbindes med proletariatet - bør være normen for forbindelserne mellem broderpartier, der står på et ligeberettiget grundlag, samtidig med at der tages højde for partiernes uens udvikling, både organisatorisk og politisk.
Internationalismen kommer ikke kun til udtryk i tilbagevendende, mere eller mindre storslåede manifestationer, som for eksempel De Internationale Brigaders kamp imod nazisme og fascisme i Spanien, men den antager også organisatorisk skikkelse, sådan som Marx, Engels, Lenin og Stalin og alle de store revolutionære opfattede den. Fra Oktoberrevolutionen organiserede Lenin og bolsjevikkerne 3. internationale (Komintern), der fastlagde det som en af sine opgaver at danne, hvad man dengang kaldte bolsjevikpartier, og i dag ville kalde marxistisk-leninistiske partier, i alle lande. Det er også en opgave, der stiller sig for os i dag. Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (IKMLPO) er et udtryk for nødvendigheden heraf, men den udgør ikke allerede en ny internationale.
Den proletariske internationalisme blev kraftfuldt forsvaret af Lenin, Stalin, Dimitrov o.s.v, det er alle verdens arbejderes internationale solidaritet, og den må være et grundlæggende princip og en integreret del af de ægte marxistisk-leninistiske partiers virksomhed, som den var det for bolsjevikkerne. n er udtryk for proletariatets verdensomspændende internationale solidaritet.
På samme måde følger vi de store ledere af den socialistiske opbygning i Sovjetunionens eksempel og bekræfter, at revolutionær vold er nødvendig for at omstyrte borgerskabet og andre kapitalistiske kræfter, der fører kamp mod proletariatet og folkene i verden. Den revolutionære vold er fra et bestemt trin i klassekampen en uadskillelig del af denne kamp. Den revolutionær volds højeste udtryk er proletariatets diktatur, ”organiseringen af de undertryktes avantgarde som herskende klasse for at undertrykke undertrykkerne”, er et af de principper, som socialdemokrater, revisionister og forskellige opportunister har udsat for de største bagvaskelser. Hrustjov lancerede på den berygtede 20. kongres en hel stribe løgne og angreb imod Stalin, imod vold og imod proletariatets revolutionære diktatur. Som den store fortsætter af Lenins værk førte Stalin en uforsonlig kamp for anvendelsen af disse principper, en kamp som stadig er ætset ind i alle kommunisters erindring. Vi vil forsvare Stalin ved at citere Lenin: ”Marxist er kun den, der udvider anerkendelsen af klassekampen hele vejen igennem til anerkendelsen af proletariatets diktatur. Deri ligger den mest fundamentale forskel imellem en marxist og en ordinær små- (eller stor)- borger.”
Det var midt under sovjetmagtens store bedrifter, midt i dens vanskeligheder og problemer, at Hrustjovs og hans følgesvendes forræderi kom for dagen, som underminerede den socialistiske stats grundlag, til borgerskabets og de reaktionære kræfters begejstring verden over. Dertil kommer de andre moderne revisionister, som under mange former og med forskellige udtryk, alligevel tilhører den samme opportunistiske og anti-marxist-leninistiske blok. Reaktionen har profeteret de kommunistiske ideers død, afslutningen på proletariatets og arbejderklassens afgørende rolle og i sidste instans de kommunistiske partiers nyttesløshed.
Vi, partier og organisationer der er medlemmer af IKMLPO, fastholder og bekræfter, at det kommunistiske parti er den uundværlige motor, der skal tilvejebringe den nødvendige bevidsthed, organisere og lede proletariatet, hovedstyrken i den revolutionære kamp, i alliance med husmænd og småbønder, hvor disse findes, eksisterer og med de øvrige arbejdende befolkningslag. Imperialismens udvikling eller de gigantiske teknologiske fremskridt og alskens opdagelser har ikke afsluttet klassekampen, og kan selvfølgelig ikke stoppe den. Alle sejrene, som blev opnået med Oktoberrevolutionens storslåede epos, med Lenin og Stalin i spidsen, forbliver gyldige; klassekampen er historiens drivkraft, og det kommunistiske parti klargjorde betydningen af, hvad Marx sagde:
”Menneskene kan kun befri sig selv ved deres egne handlinger, ikke som følge af en eller anden mæcens luner eller i kraft af en oplyst diktators vilje.”
Tesen om det svage led i kæden, dvs at revolutionen kan bryde ud, hvor de grundlæggede modsigelser er mest skærpede, især dem imellem proletariatet og bourgeoisiet, gælder også i dag. Dette bør taktisk holdes for øje i kommunisternes internationale kamp. Men den imperialistiske kæde bryder kun sammen i et eller flere svage led eller med omstyrtelsen af kapitalismen og opbygning af socialismen som resultat, når kampen ledes af et ægte kommunistisk parti, sådan som det blev vist af revolutionen i 1917. Rusland var virkelig et svagt led i det kapitalistiske system, men det var ikke det eneste. Det var det kommunistiske parti, som ledt af en sikker hånd vandt ledelsen af de arbejdende masser, bønder og soldater, som gennembrød denne kæde, stormede Vinterpaladset og førte magten over til sovjetterne. Dette er en af de store lærer og en af de vigtigste erfaringer fra dette heroiske epos, som forbliver ætset ind i revolutionens annaler, og som leder os og ansporer os.
Man kan - uden at gå galt overhovedet - sige, at medmindre der findes et marxistisk-leninistisk parti, hærdet i kamp og bevæbnet med en solid ideologi, med organisatorisk fasthed og dristighed, og med erfarne ledere, der er i stand til at forudse og fremme begivenhederne. Uden et sådant parti kan folkemasserne ved givne lejligheder opnå en midlertidig succes, delsejre, men de kan aldrig gennemføre revolutionen, i dette ords egentlige betydning, fordi ”kun et parti ledet af en fremskreden teori kan fuldføre fortroppens kampopgave.”
Når vi fejrer 90 året for Den Store Oktoberrevolution, ledt af Lenin, Stalin og andre bolsjevikledere, ønsker Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer særligt at fremhæve og understrege marxismen-leninismens aktualitet og gyldighed for arbejderklassen og verdens folk, der bombarderes med væld af pseudomarxistiske teorier som anarkisme, socialdemokratisme, eurokommunisme, trotskisme, diverse utopier, osv, som forsøger at trænge ind i arbejderklassen og progressive sektorer. De fleste af disse teorier, designet af borgerskabet og dets hær af ’kritiske’ intellektuelle, er intet andet end genbrug af gamle ideer i nye klæder, der altid ender med at spille reaktionens spil. Det er disse nye filosoffer, der ikke opdager noget nyt overhovedet, teoretikere som teoretiserer, underdriver og overser styrken ved den praktiske handlen. Deres analyser har ikke til formål at drage konklusioner: Det er teorier, der skal forklare forud givne konklusioner. Det er denne type, som kalder marxismen forældet, hævder at leninismen står i modsætning til marxismen, osv. Ud af ærmet hiver de ”teorier der bevæger sig ud over Kapitalen”.
For os er marxismen, beriget af Lenins betydelige og geniale bidrag (marxismen leninismen), ikke bare gyldig, men vi er også overbeviste om, at dens korrekte anvendelse under de proletariske og revolutionære kræfters fremmarch og dens rodfæste i folkemasserne, er den nødvendige tilskyndelse til den afgørende kamp for at omstyrte og udslette kapitalismen og påbegynde den socialistiske opbygningsproces.
Vi genkalder den berømte sætning:
”Marxismen-leninismen er den videnskab som forholder sig til naturens og samfundets lovmæssigheder, til de udbyttede massers revolution (…) Det er arbejderklassens og dens kommunistiske partis ideologi.”
Den er en levende videnskab, en videnskab i bevægelse: Den er ikke og vil aldrig være en katekisme, et dogme, for kommunister, men er en vejledning til handling og dialektisk analyse. Som fremhævet af Lenin: ”Uden revolutionær teori, kan der ikke findes nogen revolutionær bevægelse”.
Og lad os til slut erindre om Lenins ord:
”Det russiske proletariat havde æren at være de første, men vi må aldrig glemme, at dens bevægelse og dens revolution kun er en del af proletariatets verdensomspændende revolutionære bevægelse”.
Længe leve Den Store Oktoberrevolution!
Længe leve den proletariske internationalisme!
Leve Marxismen-Leninismen!
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer
IKMLPO
http://www.apk2000.dk/ikmlpo/ikmlpo.htm
- End -