Direktivet, som blev vedtaget af EU-parlamentet den 18. juni er et utilsløret udtryk for Den Europæiske Unions imperialistiske og undertrykkende karakter og for dens rolle som forkæmper for nyliberale og antifolkelige tiltag.Direktivet, som blev vedtaget af EU-parlamentet den 18. juni er et utilsløret udtryk for Den Europæiske Unions imperialistiske og undertrykkende karakter og for dens rolle som forkæmper for nyliberale og antifolkelige tiltag.
Dette direktiv tillader fængsling af enhver ’illegal’ indvandrer – det vil sige en indvandrer uden papirer – fra 6 til 18 måneder er i modstrid med internationale aftaler om menneskerettigheder; det er et diskriminerende og racistisk tiltag, gennemsyret af fremmedfrygt rettet mod folkene, især folkene fra Latinamerika, Afrika og Asien.
Med direktivet udviser de europæiske regeringer, ledet af Berlusconi, Merkel, Sarkozy, Zapatero o.s.v., en total mangel på historisk hukommelse. De glemmer, at europæerne brutalt koloniserede det amerikanske kontinent, Indien og en stor del af Asien; og de glemmer, at millioner af spaniere, italienere, tyskere, englændere, franskmænd, svenskere, portugisere – med andre ord: folk fra hele Europa – var tvunget til at udvandre til Amerika i søgen efter et bedre liv, efter arbejde, som de ikke kunne få i hjemlandet, eller efter nogen tryghed, som de var nægtet som følge af lokale krige eller borgerkrige (jf. den spanske borgerkrig 1936-1939).
De blev budt velkommen og accepteret overalt. Europæernes integration i disse lande er et simpelt faktum. Men Europa nægter nu folkene fra de amerikanske kontinenter de samme rettigheder, som disse folk gavmildt har givet de europæiske indvandrere.
De afrikanske folk er blevet udplyndret, slagtet, deres lokale økonomier ødelagt, de er blevet gjort til slaver af de europæiske kapitalister (fra Storbritannien, Belgien, Tyskland, Frankrig, Spanien m.fl.) og i dag, efter at de er blevet kastet ud i armod og evig hungersnød, forhindrer disse dem i at arbejde i Europa. Immigranterne sætter livet på spil i små kanoer eller plimsollere, når de forsøger at krydse Middelhavet, Gibraltarstrædet eller Atlanterhavet.
I dag fortsætter nykolonialismens, militærmagternes og de økonomiske stormagters udplyndring og forarmelse af det afrikanske kontinent. Samtidig holder de reaktionære og blodige regimer ved magten og støtter dem mod deres egne folk, som det f.eks. er tilfældet med selvherskeren Ben Ali i Tunesien, eller med enevoldsfyrsten i Marokko, som undertrykker både sit eget folk og folket i Vestsahara.
I 1948 blev Verdenserklæringen om Menneskerettighederne undertegnet, hvori det hedder (i artikel 13), at ”Enhver har ret til at bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted indenfor hver stats grænser”. Immigranter, der ikke har nogen beskyttelse, må have denne rettighed – medmindre da menneskerettigheder kun gælder for de rige lande, kolonialisterne og imperialisterne.
Da han blev informeret om indholdet i dette skammelige EU-direktiv, skrev Evo Morales, Bolivias præsident, et modigt og skarpt brev, som hurtigt har fået støtte fra mange fremtrædende latinamerikanske ledere som Corréa, Chávez og andre. Morales fastslår korrekt, at ’indvandrerne er ikke ansvarlige for de sociale sammensætningsproblemer, som præger Europa; disse er en følge af den udviklingsmodel, som er blevet påtvunget fra Nord, og som ødelægger hele planeten og demonterer menneskesamfundet.’
Selvom vi tvivler på deres evne til at gøre det som følge af deres kapitalistiske interesser og nyliberale politik kræver vi, at EU udvikler en politik, som respekterer indvandrerne og deres rettigheder, og som ikke stigmatiserer dem eller ghettoiserer dem.
Som præsident Morales siger, er det på høje tid, at de europæiske regeringer indfrier ’den kolossale historiske, økonomiske og økologiske gæld en gang for alle, som de europæiske lande står i til Den tredje Verden … I kan ikke nu fejle med ’integrationspolitikken’ på samme måde som I led fiasko med den såkaldte ’civiliseringsmission’ i kolonitiden …’
Arbejderne i Europa og over hele verden må forene sig for at sætte en stopper for denne EU’s kriminelle diskriminationspolitik, som ligner den amerikanske imperialismes og alle andre imperialismers politik over hele verden.
Det slagord, som franske arbejdere og deres indvandrerkolleger har råbt i denne tid i Paris’ gader, må genlyde med styrke i alle lande, hvor der bor arbejdere fra andre lande og kontinenter. Det er en parole for solidaritet, broderskab og modstand mod kapitalismens udbytningsmekanismer:
« De arbejder her, de bor her, de bliver her »
Juni 2008
Underskrivere
Latinamerika og caribiske lande
Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti - PCR
Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti - PCMLE
Mexicos Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister) - PCM(ML)
Arbejdets Kommunistiske Parti Den Dominikanske Republik
Venezuelas Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti – PCMLV
Chiles Kommunistike Parti (Proletarisk Aktion) – PC(AP)
Europa
Arbejderpartiet Kommunisterne Danmark - APK
Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister) – PCE(ML)
Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti – PCOF
Che Guevara-Gruppen (Frankrig)
Kommunistiske Cirkler: Circle Henri Barbusse, Coordination Communiste 59/62, Cercle Communiste d'Alsace, Cercle Communiste de Région Parisienne
Organisationen til gendannelse af Grækenlands Kommunistiske Parti
Kommunistisk Platform Italien (Piattaforma Comunista)
ML-gruppen Revolusjon Norge
Kommunistisk Platform Norge
Tyrkiets Revolutionære Kommunistiske Parti – TDKP
Organisationen til opbygning af et kommunistisk arbejderparti i Tyskland
’Arbejdets Forsvar’ – Sammenslutningen af Arbejderfagforeninger i Rusland
Arbejderungdomsorganisationen ’Red Kommuna’ (Ukraine, Kharkov)
Orion – marxistisk arbejderorganisation – Letland
‘Proletarskaya Gazeta’ (Rusland, Leningrad)
Afrika
Øvre Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti – PCRV
Elfenbenskystens Revolutionære Kommunistiske Parti – PCRCI
Arbejdernes Kommunistiske Parti Tunesien - PCOT
Benins Kommunistiske Parti - PCB
Kulturkomiteen for Demokrati i Benin – CCDB
Aktivistkollektivet Marokko – Immigration, Aktion, Kamp
Fernent – Panafrikanske arbejderes bevægelse, Senegal - Fernent/MTP-S
Sanfin, Mali
Asien og Mellemøsten
Irans Arbejderparti - PLI Toufan
Revolutionary Democracy, Indien
Pakistan Mazdur Mahaaz – Pakistans Arbejderfront
Malaysias Socialistiske Parti - PSM
- End -