Home Print

Kommuniké fra de marxistisk-leninistiske partier og organisationers møde i Europa

Madrid juni 2008

I juni 2008 mødtes repræsentanter fra de marxistisk-leninistiske partier og organisationer i Europa i Madrid for at drøfte en række spørgsmål i forbindelse med kommunisternes arbejde i fagbevægelsen.
 
Diskussionen fokuserede ikke mindst på den politiske og økonomiske situation, som er kendetegnet ved en forstærkelse af imperialismens aggressive politik. Med "neoliberalisme" mener vi  imperialismens politik i vore dage, en politik, der ene alene står i det herskende mindretals tjeneste og er designet til at sikre de størst mulige fordele for monopolerne på bekostning af arbejderne og deres rettigheder og til skade for folkene.

Denne politik kan sammenfattes på følgende måde: "Mindre stat til at beskytte og mere stat til at angribe arbejderne og folkene."

Over for de illusioner, som udbredes af socialdemokraterne og reformisterne, fastslår vi på ny, at en ‘socialt ansvarlig’ kapitalisme er umulig. Den nuværende politik er imperialismens sande ansigt, hvor den fordobler sine angreb på grund af uddybningen af krisen og modsætningerne mellem de imperialistiske stormagter indbyrdes i deres kamp om markeder og indflydelsesområder.

I Europa er konsekvenserne af denne politik: at der stilles spørgsmål ved de opnåede sociale landvindinger og arbejderbeskyttelses-lovgivningerne; at den offentlige service nedbrydes og privatiseres; samt en styrkelse af undertrykkelsesapparatet, militariseringen og den væbnede aggression mod andre lande. Den Europæiske Union arbejder på at styrke sin imperialistiske udenrigspolitik i en international sammenhæng, der karakteriseres af USA´s aggressionspolitik.

I denne nye situation bliver arbejderbevægelsen genaktiveret, massemobiliseringerne vokser, og fagforeningernes kamp bliver stadig mere betydningsfuld.

Diskussionen fokuserede også på spørgsmålet om kommunisternes arbejde i forhold til fagbevægelsen.
Fagbevægelsen må kæmpe for sine krav, på en offensiv måde, under hensyntagen til den konkrete situation og udviklingen af kampen for faglig enhed på et klassekampsgrundlag.
Vi kommunister insisterer på nødvendigheden af at arbejde inden for de store fagforeninger, som organiserer hovedparten af den organiserede del af arbejderklassen, og for at gøre de faglige kampe politiske for at give dem en revolutionær retning.

Vi opfordrer til at forsvare arbejdernes ret til faglig organisering, især for indvandrer-arbejdere, og vi opfordrer til, at der sker fremskridt i koordineringen af kampene på europæisk plan, til at udvikle solidariteten og støtten til de konkrete kampe, og til at støtte initiativer, der kan udbygge enheden, og koordinerende møder, der kan samle de klassebevidste faglige kræfter.


Madrid, juni 2008

Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister) (PCE (m-l))
Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti (PCOF)
Arbejderpartiet Kommunisterne - Danmark (APK)
Tyrkiets Revolutionære Kommunistiske Parti (TDKP)
Kommunistisk Platform (Italien)
ML-gruppen Revolution Norge


Øvrige udtalelser fra dette møde

Det irske folk sagde NEJ til Lissabon traktaten!

Solidaritet med fransk strejke for normalisering for papirløse arbejdere

- End -