Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer
November 2009
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer har mødtes i Europa i en broderlig og revolutionært forbundet ånd. Konferencen, der blev afholdt i begyndelsen af november 2009, drøftede udviklingen af det kapitalistiske systems økonomiske krise og den internationale situation og afsluttedes med at definere en række opgaver, som marxist-leninisterne forpligter sig til at arbejde for at gennemføre i vore respektive lande.
Det kapitalistiske og imperialistiske systems økonomiske krise er af almen karakter. Den er resultatet af selve det nuværende systems natur, og historisk kan den ikke løses, hvis vi ikke sætter en stopper for det system, som skaber den, og hvis ikke vi i stedet opbygger arbejdernes samfund: socialismen.
Til trods for at de borgerlige analytikere og økonomer hævder, at krisen har nået bunden, og at vi nu oplever en proces med økonomisk genoplivning, viser de respektive indikatorer, at krisen fortsætter, og at den uddybes med endnu større intensitet ikke alene i de mere udviklede kapitalistiske økonomier, men også i de afhængige lande. Både det ene og det andet sted er arbejderne og folkene krisens hovedofre.
De foranstaltninger, som bourgeoisiet sætter i værk i de enkelte lande for at overvinde krisen, har som deres fælles element, at de går ud på at kaste krisens byrder over på arbejderne og folkene. De søger at gennemføre skridt, som kombinerer neoliberale foranstaltninger med protektionistiske og interventionistiske tiltag, hvilket har forledt nogle til at tro på keynesianismens tilbagekomst. De søger alle at forsvare storkapitalen og dens ejermænd, de store finans- og industrigrupper.
De arbejdsløses rækker udvides med titusindvis af arbejdere, og mange bønder har måtte forlade deres jord i jagten efter brød, og møder i bedste fald underbeskæftigelse og udvandring, fattigdom og fortvivlelse. Det er ikke arbejderne, der har forårsaget krisen, og det er ikke dem, der skal betale for krisens konsekvenser. Lad de ansvarlige, imperialistmagterne, bank- og industriejermændene, kapitalejerne, betale for den!
Sult viser sig i forskellige dele af verden, mens de imperialistiske magter ødelægger de afhængige landes økonomier, udplyndrer deres naturrigdomme, spekulerer i fødevarepriser og råvarer og bevirker tilbageståenhed og stagnation.
I dag står unge over for endnu mere akutte problemer end tidligere. Vanskelighederne ved at finde arbejde såvel som at gå videre i uddannelsen er blevet større. Overalt vokser antallet af mænd og kvinder, der savner husly og må tage til takke med byernes gader og pladser som hjem.
I de imperialistiske lande iværksætter regeringerne initiativer og love, der fører til øget fremmedhad og kriminaliserer indvandrere, sådan som det var tilfældet med det ’Skammens dekret’ om de papirløse arbejdere, som Europaparlamentet vedtog. Vi hævder immigranternes ret til at arbejde, hvor de nu bor, og sammen med proletariatet i disse lande råber vi: De arbejder her, de lever her, de vil forblive her!
Fascisering og etablering af politistater er blandt de foranstaltninger, som finanskapitalen sætter i værk for at imødegå krisen med henblik på at sikre sit økonomiske og politiske herredømme og sætte ind mod arbejdernes og befolkningernes utilfredshed.
I sammenhæng med krisen søger imperialistmagterne at gøre deres indbyrdes regnskaber op, og de forstærker dermed de inter-imperialistiske konfrontationer og øger faren for krig. Tilstedeværelsen af deres militærstyrker i forskellige regioner i verden afslører deres faktiske mål om at erobre nye markeder og om at fremprovokere en ny omfordeling af verden.
Vi – folkene – vil ikke betale for eller tage del i disse krige!
Det internationale borgerskabs uhæmmede berigelsesjagt og monopolernes mål om at beherske markedet og verden har ført til miljø-ødelæggelse af miljøet, og de leger nu med at finde på miljøbeskyttelses- foranstaltninger. Disse ”øko-neoliberales” løsninger til at tackle dette problem er ren farce, og vi støtter de folkelige mobiliseringer, der fordømmer de virkeligt ansvarlige for miljøkrisen og fremsætter alternative løsningsforslag, som udfordrer kapitalismen som den direkte ansvarlige for dette onde.
Blandt arbejderne og folkene, der udsættes for krisen, er utilfredsheden voksende, og den tager form af massemobiliseringer. Deres bannere vejrer med større kraft på alle kontinenter for hver eneste dag, og vi marxister-leninister deltager i disse kampe og opfordrer arbejderne til kamp for at sætte kapitalens verden på porten.
Vi kæmper sammen med dem for at sætte en stopper for massefyringer og fleksibilisering af arbejdsmarkedet, der betyder stadig mere deltidsarbejde. Og for forkortelse af arbejdsdagen og sikring af to hviledage om ugen, uden lønnedgang. For at sikre en anstændig mindsteløn for alle sektorer eller en garanteret indkomst til at dække de arbejdsløses basale behov. For at sikre respekt for og for at fremme kollektive aftaler og gennemtvinge arbejdernes rettigheder – ikke mindst retten til arbejde. For at sikre, at de offentlige serviceydelser når ud til de fattige og ikke privatiseres, og dermed gratis sundhedsvæsen og gratis uddannelse. For at de papirløse arbejdere kan arbejde, hvor de bor.
Vi rejser disse krav for at imødegå følgerne af systemets krise, men det er nødvendigt at insistere på, at kun proletariatets sociale revolution vil sætte en stopper for dette onde, som er indbygget i kapitalismen. De, der påstår, at det er muligt at håndtere krisen og beskytte arbejdernes rettigheder ved bedre regulering af arbejdsmarkedsforholdene eller demokratisering af internationale relationer, lyver! De forsøger at beskytte monopolernes, industri- og finansgruppernes interesser.
Kapitalismen er inde i en stor krise, det er virkeligheden. Den mest alvorlige og mest akutte, som har været set i de seneste 80 år. Men kapitalismen vil alligevel ikke falde af sig selv, den har stadig chancer for at komme sig. Men arbejdernes og folkenes styrke er større, end den er det, hvis vi slår kræfterne sammen for at omstyrte den.
Vi marxister-leninister er dedikeret til at sikre sejr i proletariatets sociale revolution.
For at kunne lykkes med at fuldføre denne opgave arbejder vi på at forene alle de sociale og politiske elementer, der har interesse i at bekæmpe politisk og social dominans og undertrykkelse, og i at opnå frihed og uafhængighed. Historien vil være vores vidne på, at vi kan gøre det.
November 2009
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer