Det er ikke sandt, at kapitalismens og imperialismens nuværende krise er ved at være overstået og definitivt på vej mod helbredelse, sådan som imperialismens talsmænd proklamerer. Den udvides og uddybes tværtimod i økonomierne hos alle klodens lande. Dette rammer de produktive, finansielle og kommercielle sektorer hårdt. Men det angriber først og fremmest livet for arbejderne på alle kontinenter og for de afhængige folk og lande. De mest dramatiske konsekvenser ses i fyringen af tital millioner arbejdere, i lønnedgang og nedskæringer i de sociale ydelser. Denne krise, som brød ud hos den amerikanske imperialisme, har bredt sig til alle kontinenter, uden at et eneste land har kunnet slippe ud af den. Derfor gennemfører storkapitalen og dens regeringer aggressive økonomiske, politiske, sociale og militære aktioner, så det bliver de afhængige lande og deres befolkninger, som kommer til at betale for den. De styrker deres invasionshære og forbereder regionale krige som i Irak og Afghanistan og støtter okkupationer, som Israels af Palæstina.
Imidlertid svarer arbejderklassen og folkene i alle lande, og især Europa, igen på markant vis med massemobiliseringer og generalstrejker, som viser deres vilje til at bekæmpe imperialismens og de borgerlige regeringers økonomiske politik. Den græske arbejderklasses og ungdoms kamp udmærker sig.
USA befæster sin rolle som imperialistmagt og forsøger at fastholde sine positioner og fortsætte sit overherredømme i Latinamerika. Stillet over for folkenes modstand, der har opnået vigtige demokratiske og nationale positioner, styrker den amerikanske imperialisme sin politiske og militære offensiv. I fortsættelse af Plan Colombia opretter den syv militærbaser, moderniserer den 4. flåde og lader atter denne besejle Amerikas kyster, den iværksætter Plan Merida i Mexico, kuppet i Honduras, den militære besættelse af Haiti, befæster blokaden af Cuba, ligesom den uddyber sin ideologiske og politiske offensiv, promoverer paramilitarisme, anti-narkotika-‘operationer’, militarisering af regimerne osv.
Europas imperialistlande, især Tyskland, Storbritannien og Spanien, udvider deres direkte investeringer og kreditter og stimulerer handelen med regionen. Adskillige latinamerikanske lande har indgået frihandelsaftaler med Den Europæiske Union, mens andre drøfter det. Disse økonomiske afhængighedsforhold gennemsyrer politikken.
Japansk imperialisme har i adskillige årtier udstrakt sine fangarme i regionen, især finansielle og kommercielle, hvilket gør den til en af de magter, som kæmper om dominans i Latinamerika.
I de seneste år er den kinesiske imperialisme kraftfuldt trængt ind i de forskellige lande i Latinamerika. Den foretager direkte investeringer i minedrift, olie, byggeri osv. Den udfolder et kommercielt angreb i alle landene og er blevet regeringernes kreditor. Den kinesiske offensiv i regionen er vokset betydeligt og den konkurrerer med USA og andre imperialistiske lande.
I Latinamerika og Caribien sætter krisen alvorlige aftryk, især i de fattigste og mest afhængige lande. Den nedsænker staternes økonomi med en drastisk reduktion af produktionskapaciteten, med alvorlige finansunderskud og med en generel reduktion af deres bruttonationalprodukt (BNP). Den bevirker en stigning i udlandsgælden, vækst i fyringer og arbejdsløshed samt en tiltagende underbeskæftigelse og udvidelse af den uformelle sektor. Den forårsager alvorlige nedskæringer i de offentlige ydelser og den sociale sikkerhed og fører til et rasende angreb mod de politiske, økonomiske, sociale og kulturelle fremgange, der er opnået. Selvom krisen kan udvise nogle udsving og tegn på genoplivning, har den endnu ikke nået bunden; den skærpes fortsat, og dens sociale, økonomiske og politiske konsekvenser påvirker livet i landene og forholdene for arbejderklasserne, folkene og ungdommen på kontinentet.
Gennem en årrække har der været en markant vækst i massernes kamp. De folkelige bevægelser genoplives, bliver stadig bredere og politiseres i stigende grad. Kampen til forsvar for suverænitet, imod imperialismen og til forsvar for naturressourcerne imod plyndring og uhæmmet udnyttelse giver nyt liv til de sociale bevægelser. Konfrontation mod repressionen, menneskerettighedskrænkelserne, kriminaliseringen af sociale kampe, militariseringen og paramilitarismen, statskup og kampen for demokrati og borgerrettigheder er en del af arbejdermassernes og ungdommens kamp.
Fagbevægelsen kæmper bravt mod fyringer, for retten til arbejde, for højere løn, til forsvar for strejkeretten og kollektive overenskomster, for retten til demokratiske faglige organisationer, for social sikkerhed og anstændige pensioner. Bønderne i alle landene fører kraftfulde kampe for jord og for deres rettigheder; de oprindelige folk rejser sig, forsvarer deres rettigheder og tager del i kampen for social forandring; arbejderkvinder og økologer gennemfører fælles aktioner for arbejdernes og folkenes fremgang.
Den voksende massekamp falder sammen med den nyliberale politiks fiasko og udmattelse, med skærpelsen af modsætningerne inden for bourgeoisiet og mellem imperialisterne, hvad der skaber nye scenarier og betingelser, som er gunstige for de arbejdende masser, folkenes og ungdommens klassekampe, for de venstreorienterede og revolutionære organisationer og partiers arbejde.
Massekampens krav har ikke bare været præget af kampen til forsvar for opnåede fremskridt, men har udviklet et indhold, som kræver forandring. Denne bestræbelse bliver stadig kraftigere og projiceres ind i de politiske valgkampe, og den udtrykker sig i voksende stemmeandel til partier og organisationer, som går ind for forandring og for venstrekræfternes forslag, hvilket hjælper til at vælge demokratiske og progressive regeringer, hvoraf nogle indtager stærke positioner i forsvaret af suverænitet, af folkenes rettigheder og bekæmper imperialistisk dominans og den indre reaktions angreb, som i Venezuela og Bolivia.
På den anden side får presset fra imperialismen og reaktionen en del af disse regeringer til at forfalde til reformistisk udviklingspolitik, til forsoning med imperialismen og oligarkierne; de bevæger sig mod højre og støder som følge heraf sammen med og undertrykker fagbevægelsen, de sociale bevægelser, de indfødte folk, venstrefløjsorganisationerne og de revolutionære kræfter, som det sker i Ecuador med Correa-regeringen.
Denne sociale og politiske proces – udviklingen af massernes kamp, inddragelsen af betydelige dele af mellemlagene og middelklasserne – går sammen i dannelsen og udviklingen af en tendens til patriotisk og progressiv forandring fra venstre, som øver indflydelse på det sociale og politiske liv i alle landene, i varierende grad og styrke.
Denne tendens kommer til udtryk i udviklingen af arbejdernes og folkenes antiimperialistiske bevidsthed, i beslutsomheden om at kæmpe for regeringsmagten, for social forandring. Inden for denne tendens kommer de revolutionære ideer, beslutningen om at kæmpe for imperialismens fald, omstyrtelsen af kapitalismen og opbygningen af socialismen til udtryk med stor styrke og udvikles; vores marxistisk-leninistiske partier opfylder sammen med andre revolutionære organisationer vores forpligtelser i denne henseende.
I dette nye scenarie, udviklingen af den sociale kamp og befæstelsen og væksten i proletariske revolutionære positioner, har de marxistisk-leninistiske kræfter ansvaret for at afsløre og bekæmpe alle mulige slags teser og forslag af reformistisk og afledende karakter i arbejderbevægelsen og den folkelige bevægelse. Nogle af disse føres frem af regeringerne; vi må i særlig grad være opmærksomme på den såkaldte ’borgerrevolution’, ’den bolivariske revolution’, og på den fredelige revolution, revolutionen ved ’stemmeafgivning’, som ’det 21. århundredes socialisme’ prædiker. Disse forhold sætter den ideologiske og politiske kamp mellem revolution og reformisme på dagsordenen.
Udviklingen af tendensen til forandring ændrer styrkeforholdene i Latinamerika, den har ført til eksistensen af en række demokratiske og progressive regeringer, samtidig med at imperialismen og reaktionen som svar opbygger åbent proimperialistiske regeringer som dem i Colombia, Mexico og Peru.
Dette momentum i arbejdernes og folkenes kamp, en række regeringers konsekvente positioner og andres villighed til at genforhandle fornyet afhængighed, giver anledning til fremkomsten af politiske initiativer vendt mod USA på mellemstatsligt niveau og regeringsniveau, såsom ALBA (Den Bolivariske Alliance for Amerika), organisationen af latinamerikanske og caribiske stater, som udelukker USA og Canada. Der er også dannelsen af UNASUR (De Sydamerikanske Nationers Forbund), etableringen af Sydbanken, og en virtuel valuta, sucren, som betalingsmiddel for handel mellem medlemslandene.
Vi proletariske revolutionære støtter disse initiativer som en del af konfrontationen med USA’s imperialistiske politik, mens vi advarer mod deres begrænsninger og arbejder for at befæste folkenes antiimperialistiske bevidsthed i deres kamp for social og national befrielse.
Vi marxister-leninister tager udgangspunkt i udviklingen af den sociale og politiske kamp, i deres fremskridt og resultater, vi er til stede på alle slagmarker; vi støtter fuldstændigt de forskellige progressive og patriotiske forholdsregler, men vi advarer samtidig mod de illusioner, de kan forårsage blandt masserne. Vi fastholder ubetinget, at virkelig forandring vil komme som resultat af imperialismens omstyrtelse, af gravlæggelsen af kapitalismen i kraft af organiseringen af den sociale revolution, af magtovertagelsen ad revolutionær vej og med socialismens opbygning.
For at organisere revolutionen må vi lede arbejderklassen og folkene i kampen mod krisen og dens konsekvenser. Vi insisterer på, at den definitive løsning på krisen, til arbejdernes fordel, kun kan finde sted med revolutionen og socialismen. Ethvert andet alternativ er kun lindrende remedier, forslag til nystrukturering af kapitalismen. Men denne position betyder på ingen måde, at man skal være passive i forhold til at tackle krisefølgerne for de arbejdende masser. Den kræver, at vi rejser os i spidsen for arbejderklassens kamp, for alle de af kapitalismen og imperialismens udbyttede og undertrykte, i kampen mod fyringer, for højere lønninger, for ikke-betaling af udlandsgælden, imod regeringernes udsalgspolitik, for opbygningen af en revolutionær strøm med arbejderklassen i spidsen, som omfatter bønderne, de fattige, de oprindelige folk og ungdommen; for bekræftelsen af forandringens ide, for revolutionens og socialismens idealer.
Lad de rige, de ansvarlige, betale for krisen!
Revolution er den eneste løsning på krisen!
Proletarer i alle lande, forén jer!
Det regionale møde for Latinamerika og Caribien i Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer
Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti, Colombias Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister), Det Kommunistiske Arbejderparti i Den Dominikanske Republik, Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Pari, Mexicos Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister), Venezuelas Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti