Kommuniké fra mødet af europæiske marxistisk-leninistiske partier og organisationer
 i Paris juni 2010

I Europa og i verden nægter arbejderne og ungdommen at betale
for det kapitalistiske systems krise

Det verdensomspændende kapitalistiske systems krise fortsætter og kaster millioner af mennesker på gaden og ud i elendighed.
Alle sektorer af befolkningen - arbejdere, arbejdende i by og på land, små og middelstore bønder, håndværkere, funktionærer, aktive eller arbejdsløse, unge eller pensionerede – rystes i deres grundvold af en håndfuld rige, der bliver stadig rigere, af finansoligarkiet, dets banker og monopoler. I alle kapitalistiske lande, udviklede eller under udvikling, i de imperialistiske lande som i de lande, der beherskes af imperialismen, ønsker dette oligarki at rette angrebet mod arbejderklassen, mod de arbejdende masser og folkene : Elleve millioner millionærer i verden, der bliver rigere og rigere på milliarders bekostning.

Aldrig har de skabte rigdomme været så store, og aldrig har så mange kvinder og mænd været berøvet et eksistensminimum, aldrig tidligere har denne rigdom været så koncentreret som nu i en snylterklasses hænder, bourgeoisiet, klassen af aktionærer.

Efter at den af staterne, der ene og alene står i denne klasses tjeneste, havde forlangt, at de skulle mobilisere hundreder af milliarder dollars, euroer, yen osv. for at redde dens banker og finansinstitutioner, forlanger finansoligarkiet nu betaling af offentlig gæld og renter.
Deres motto er: « Lad os gøre en ende på gælden », som den selv har skabt og udvirket.

Politikken for beskæring af de offentlige underskud – et påskud for at gennemføre nedskæringsplaner

I Europa var det græske folk det første mål for disse storstilede angreb, som gennemføres i fællesskab af EU-kommissionen og Den Internationale Valutafond, som har resulteret i gigantiske nedskæringsplaner, angiveligt for at reducere den offentlige gæld.
I løbet af nogle uger har højrefløjs-regeringer og socialliberale (:socialdemokratiske, KP) regeringer i hele Den europæiske Union konkurreret om at øge mængden af ‘besparelser’, som de ønsker at påtvinge statsbudgetterne. De kan tælles i hundredvis af milliarder euro, og rammer alle lande uden undtagelse.

Påskuddet: At berolige finansmarkederne og deres ‘kreditvurderingsagenturer’.
Hensigten: At gennemføre yderligere en omfattende overførsel af rigdom fra arbejde til kapital, at garantere profitterne til bankerne og de mest magtfulde monopoler.
De sociale budgetter klemmes, og alle de sociale mekanismer, som arbejderklassen og folkene har erobret og gennemtvunget, især efter 2. verdenskrig, er målet for denne koordinerede offensiv.

De første ofre for tilintetgørelsen af de sociale ’sikkerhedsnet’ er samfundets fattigste lag, de som allerede lever i fattigdom, usikkerhed og frygt for morgendagen. Det er også dem, der vil lide mest under nedskæringerne på de sociale budgetter.
I de rige lande, som Tyskland, Frankrig osv er der millioner af mænd, kvinder og unge, som søger beskæftigelse, unge med de underligste jobs, fattige arbejdere, som trues med at ramle ned i den dybeste nød. I samfundets modsatte spol fortsætter de rige med at skåle for væksten af deres indkomster i champagne.

Disse angreb begyndte længe før den nuværende krise. Nyliberal og socialliberal politik havde allerede forårsaget omfattende skader, ved at privatisere centrale økonomiske sektorer, veda t gennemføre undergravningen af offentlige sundhedsydelser, offentlig uddannelse, social beskyttelse osv.
I dag vil oligarkiet benytte krisen til at fjerne hindringer for den uhæmmede udnyttelse af arbejdsstyrken ved at likvidere de økonomiske og sociale rettigheder, som arbejderne har tilkæmpet sig. De ønsker at overudbytte de, som har arbejde, mens de gennemfører massive fyringsrunder: de vil tvinge folk til at arbejde hårdere, længere, til udmattelse, for stadig lavere lønninger, for stadig lavere pensioner. De vil udnytte arbejdsløshedshæren til at sætte lønninger og arbejdsforhold under pres.

I denne grove nedskæringsplan er spørgsmålet om at beskære et pensionssystem, der er baseret på solidaritet og sociale bidrag, et fælles mål for alle EU-regeringerne.
At arbejde længere end de 65 år er blevet normen, mens millioner af unge ikke kan finde arbejde. Banker og forsikringsselskaber gnider sig i hænderne: De håber at sælge deres pensionssystemer, baseret på kapitalisering, til de få, der har råd til det, idet de spekulerer i frygten for bankerot for pensionssystemer, som er baseret på solidaritet mellem generationer og skattefinansierede.

For at gennemtvinge disse massive nedskæringer i de sociale ydelser styrker oligarkiet politiets magtbeføjelser, gennemfører barskere fagforeningsfjendtlige og antifolkelige love og forsøger at splitte arbejderne og folkene.
På højden af den græske krise, hvor hundredtusinder af demonstrerende råbte deres afvisning af at betale for kapitalens krise ud over Athens gader og i alle græske byer, hørte vi hadefulde taler fra politikere (som i vidt omfang blev reproduceret og forstærket i medierne) mod arbejderne og folkene i Sydeuropa, som beskyldtes for at ’nasse på’ andre lande; om arbejdere og folk i Sydeuropa, som skulle ’straffes’ osv.
Det ligger milevidt fra retorikken om ’europæisk’ harmoni, fred og forståelse, som EU skulle fremme og euroen ville sikre.

Folkene har ret til at forlade euroen og EU

Efter en årrække med euroen har folkene gjort regnestykket op. Denne ‘enestående’ valuta har primært tjent de dominerende imperialistmagter i EU og styrket deres økonomiske og politiske magt.

Euroen har accelereret ræset hen imod stadig lavere lønninger i EU. Maastricht-traktatens ‘konvergenskriterier’ er instrumenter til permanent social dumping. EU-regeringerne forsøger at påtvinge landene dem, indbefattet lande uden for euozonen som Danmark, hvor folket ved en afstemning sagde nej til euroen.
Euroen har betydet prisstigninger, som er kommet de store monopoler i omsætningen og fødevarekoncerner til gode på bekostning af almindelige forbrugere, små og mellemstore landbrugsproducenter, småhandlende osv.
Euroen er en vigtig mekanisme for at bygge et EU, som aspirerer til at blive en imperialistisk verdensmagt, et nyliberalt Europa, som udbytter arbejderklassen og deltager i udplyndringen af rigdommene i Afrika, Latinamerika osv., som deltager i krige og konflikter om strategiske råvarer, energikilder og deres kommunikations- og transportkanaler til de store produktionscentrer i de imperialistiske lande.
Den reaktionære karakter af EU-projektet bliver stadig mere åbenlys: Fort Europa beskytter sig mod immigranter, der er fordrevet fra deres lande af hungersnød og krige, som imperialismen bærer skylden for. Politiets Europa, som anvender fælles politistyrker for at styre og undertrykke store folkelige mobiliseringer, som under NATO-topmødet i Strasbourg eller klimatopmødet i København.
Udover den enorme politianvendelse, som resulterede i tusinder af arrestationer, har topmødet i København også vist, at stormagterne kun bekymrer sig om deres egne snævre interesser og at de kun kan opfatte spørgsmålet om beskyttelse af miljøet som et marked for deres monopoler.

Vi står sammen med folket i Grækenland og andre lande, når de hævder deres ret til at forlade euroen og EU.
Vi støtter udviklingen af solidariteten mellem alle verdens folk. Vi har fælles kampe at udkæmpe med arbejderne og folkene i Europa, imod udbytningsmekanismerne, som fremmer konkurrencen mellem arbejderne, de ’små’ landes underkastelse under imperialistmagterne, imod det politiske herredømme, imod de mekanismer, som organiserer udplyndringen af de beherskede lande. Konstruktionen af Europa, EU og dets valuta er redskaber for denne politik, som vi fordømmer og bekæmper.

Styrkelse af modstanden mod nedskæringsplanerne over hele Europa

Arbejderklassens og folkenes modstand mod kapitalens angreb kom øjeblikkeligt til udtryk og voksede overalt. Adskillige dage med strejker og adskillige generalstrejker fandt sted i forskellige lande. Vreden og ønsket om at kæmpe for at nægte at betale for systemets krise, for oligarkiets gæld og dets nedskæringsplaner er stor.
Denne vrede opskræmte bourgeoisiet og de reformistiske partier, som omfavnede nedskæringspolitikkerne og var enige i at gennemføre dem. De taler onm ’at dele ofrene’, men kun for at påtvinge arbejderne og folkene dem.

Denne modstand må udvikle sig og vokse, i hvert eneste land, men også internationalt. En fælleseuropæisk aktionsdag med fagbevægelsen har allerede fastsat til efteråret : Vi vil arbejde for at give dem maksimalt omfang og for deres succes, for at skabe et stærkt udtryk for internationalisme og arbejderklassens enhed.
At arbejde for arbejderklassens enhed er af vital betydning. Arbejderklassen producerer merværdi og er den eneste kraft, som kan udøve et stærkt pres på Kapitalen. Den er rygraden i kampen mod kapitalismen, for social forandring. I alle EU-lande er det arbejderklassen, der først og mest massivt har rejst sig mod angrebene fra arbejdsgiverne, regeringerne, EU-kommissionen, Den Internationale Valutafond osv.

Det vigtigste redskab for arbejderklassens og de arbejdende massers modstand i by og på land er fagforeningerne. Arbejderbevægelsen er splittet og svækket af klassesamarbejdspolitikken, som er udviklet i den. Men i dag placerer strømninger af fagligt aktive og fagforeninger klassekampen som basis for konkrete kampe.
Vi forsvarer faglig aktivitet på klassekampens grund og vi opfordrer arbejderne til at organisere sig i fagforeninger, til at arbejde for enhed i fagbevægelsen baseret på klassekampspositioner. Vi fordømmer og tilbageviser forsøg på eksklusion af kæmpende faglige aktivister. Vi arbejder for at udvikle international solidaritet for faglige initiativer, som styrker arbejdernes kamp i alle lande og internationalt.
.
Immigrantarbejdere, med eller uden papirer, ‘legale’ eller ‘illegale’ er en del af arbejderklassen i alle lande. Det er en arbejdsstyrke, som monopolerne har brug for på grund af deres manglende rettigheder, som dømmer dem til endeløs udbytning. I den skarpe konkurrence mellem monopoler og i sektorer, hvor produktionen ikke kan outsources, er denne arbejdskraft afgørende. I denne sammenhæng er den vellykkede strejke i Frankrig, der blev gennemført af papirløse arbejdere for regulerede forhold, af stor betydning og en opmuntring for alle, som kæmper på denne front. Strejken, som varede mere end otte måneder, er blevet støttet af fagforeninger, kvindeorganisationer, demokratiske organisationer og alle partier på venstrefløjen. Den har konkret demonstreret, at immigranter, mænd og kvinder, først og fremmest er arbejdere, en del af arbejderklassen. Den skabte en stor solidaritetsbevægelse i den offentlige opinion, en reel  modgift til de splittelsesforsøg, som  oligarkiet og reaktionen aldrig vil ophøre med at foretage. Disse arbejdere, mænd og kvinder, vil indtage deres plads i den generelle kamp for at nægte for at betale for systemets krise.

Arbejderne i den offentlige sektor, der står for sociale ydelser, i stat og kommune (byråd, departementer, regioner osv) er i særlig høj grad berørt af de planlagte nedskæringer i statsbudgetterne og alle offentlige og halvoffentlige institutioner. Titusinder af jobs skæres væk, lønningerne beskæres i alle lande, som i Grækenland, hvor den socialistiske regering vil fjerne to måneders løn. Ved at kæmpe imod privatisering, for deres løn, for jobs, kæmper arbejderne i den offentlige service også for de almindelige brugere af de offentlige ydelser. De kæmper sammen for at modsætte sig politikken for at nedlægge de offentlige ydelser.


Lad os afvise nedskæringsplanerne, militariseringen og imperialistiske krige

Det kapitalistiske systems og den imperialistiske verdens krise skærper alle modsætningerne, som bliver stadig mere voldsomme. For at gennemtvinge de grove nedskæringsplaner styrker oligarkiet sit arsenal til undertrykkelse og kriminalisering af arbejdernes kampe og folkelige kampe.
Den hårde konkurrence for kontrol over markeder og råvareressourcer afspejles allerede i konflikter og krige. Den beskidte krige, som de imperialistiske magter og deres militære gren NATO fører i Afghanistan har også som baggrundsmotiv kontrollen med fremtidige rørledninger og mineraler, der er skjult der.

Derfor siger vi: ”Vi vil ikke betale for jeres krise, vi vil ikke betale jeres krige.”
Vi siger, at pengene ikke skal gå til krig og militarisering, men til opfyldelsen af sociale behov, uddannelse, sundhed, social velfærd for det størst mulige antal.
Vi siger: ’NATO-tropperne ud af Afghanistan” og ”Imperialist-tropperne ud af Irak”
Vi udtrykker også vores solidaritet med det palæstinensiske folk og befolkningen i Gaza, der i månedsvis har været underkastet en umenneskelig blokade organiseret af den reaktionære israelske regering. Sammen med de progressive kræfter i verden fordømmer vi den kriminelle zionistiske politik og forlanger blokadens øjeblikkelige indstilling. Vi fordømmer EU’s medskyld og støtter det palæstinensiske folks kamp for anerkendelsen af deres nationale rettigheder.

Et alternativ for  brud med det imperialistiske og kapitalistiske system

De alvorlige nedskæringsplaner berører alle lag i befolkningerne. Arbejdet for at skabe enhed blandt alle kategorier af ofre for denne politik for socialt tilbageskridt er mere påtrængende end nogensinde. Vi arbejder for at bygge denne enhed ved hjælp af en ambitiøs frontpolitik, som legemliggør afvisningen af at betale for det kapitalistiske systems krise, afvisningen af nedskæringspolitikken. Vi siger at bankerne, aktionærerne, oligarkerne skal betale for krisen og vi ønsker at arbejde med alle kræfter, politiske og sociale, som deler dette mål, om at sikre dets gennemførelse gennem stadig stærkere folkelige mobiliseringer.

Krisens dybde skærper akut behovet for at udvikle og gennemføre politikker, der fører til brud med dette system. Disse politikker må baseres på sociale foranstaltninger og konkrete krav, der straks må opfyldes, i og gennem kampen og massemobiliseringen. Disse sociale krav må være basis for programmer, der bryder med systemet og rejses af koalitioner af politiske partier, sociale kræfter, masseorganisationer osv. Vi benytter alle politiske og demokratiske rum, indbefattet valgarenaen, til at få os hørt af det størst mulige antal og vinde masserne for vores positioner.

Som partier og organisationer, som kommer fra arbejderklassen, bekræfter vi vores overbevisning om, at den eneste effektive og varige udvej af det imperialistiske og kapitalistiske system går gennem dets omstyrtelse og etablering af socialisme. Alle vores kampe har dette perspektiv.

Længe leve arbejderklassens, ungdommens og folkets kamp for at nægte at betale for krisen!
Det er Kapitalen, der skal betale krisen!
Længe leve den internationale solidaritet!

Paris Juni 2010

Arbejderpartiet Kommunisterne (Danmark)  – APK
Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti - PCOF
Organisationen for Genopbygning af Grækenlands Kommunistiske Parti (1918-1955)
Kommunistisk Platform Italien
ML-gruppen Revolusjon, Norge
Spaniens Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister) – PCE(ML)
Tyrkiets Revolutionære Kommunistiske Parti - TDKP

Medlemmer af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (IKMLPO)

Organisationen til opbygning af et kommunistisk arbejderparti i Tyskland (observatør)

Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer