Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer
17. plenum - Oktober 2011
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer har med succes afholdt sin plenarforsamling med deltagelse af næsten alle medlemspartier og organisationer fra Europa, Amerika, Afrika og Asien.
Gennem hele samlingen – og efter at have gennemgået partiernes arbejde i deres respektive lande – konstaterede plenarmødet kapitalens manglende evne til at løse dens almene krise med de forskellige metoder, den indtil nu har taget i anvendelse. Arbejdsløshed og elendighed plager millioner af arbejdere, i særdeleshed de unge og kvinderne, både i de vigtigste imperialistiske økonomier og i de afhængige lande. De nyliberale programmer og politikker har ikke kunnet løse systemets store vanskeligheder, og endnu mindre løst situationen for arbejderklassen og folkene.
Nye sektorer af arbejderne og folkemasserne går ind i kampen for deres rettigheder: de unge, de offentligt ansatte, de arbejdsløse og indvandrerne forsvarer de fremskridt, der er opnået gennem årtiers kamp, og afprøver nye former for kamp og enhed; de vinder kostbare erfaringer, som øger de brede massers bevidsthedsniveau, og fremsætter mål af større betydning imod kapitalismen; de fremskredne dele ser socialismen som målet.
Ideen om, at krisens byrder skal tilfalde den klasse, som har forårsaget den, og ikke dens ofre, er allerede en bredt delt målsætning og en appel, der giver genlyd. I Europa, USA og Latinamerika rejser arbejderne sig mod privatiseringspolitikken, nedskæringerne i de sociale ydelser og udplyndringen. I Afrika syd for Sahara gør folkene modstand mod at blive gjort til slagmark for de imperialistiske røvere. I Asien gennemfører arbejderne stores strejkebevægelser og modsætter sig heroisk imperialistisk militær besættelse.
De arabiske folks kamp er af særlig betydning. Arbejderne, ungdommen og kvinderne væltede de forhadte tyrannier, der var allieret med imperialismen, i militante og massive demonstrationer, som det skete i Tunesien og Ægypten. De antændte flammen til de arbejdende massers kampaktioner i andre lande i regionen, såsom Bahrain, Yemen, Jordan, Marokko, Algeriet osv.
Vi betoner Arbejdernes Kommunistiske Parti i Tunesien (PCOT’s) rolle i såvel udviklingen af den politiske revolution som i den fortsatte kamp for at omstyrte kapitalismen og omdanne landets sociale og økonomiske strukturer. I denne proces opfylder PCOT sit historiske ansvar og viser sig som et revolutionært politisk referencepunkt.
Vi fordømmer afgjort den væbnede imperialistiske intervention (fra Frankrig, UK, USA og NATO) mod Libyen, som har bevirket ødelæggelse af landet og slagtning af mere end 50.000 civile. De har forsøgt at retfærdiggøre den imperialistiske aggression som et ’forsvar af libyernes ret til frihed og demokrati’, men dens formål var at sikre en omfordeling af Libyens olie- og vandressourcer. Det er derfor, imperialistmagterne angreb og besejrede deres tidligere allierede Gaddafi, men de kunne ikke kvæle det libyske folks modstand og kamp for frihed, som vil udvikle sig.
De imperialistiske lande med USA i spidsen planlægger at gennemføre en militær aggression mod Syrien, og derfra tager de sigte mod Iran. Endnu en gang udnytter de arbejdernes og ungdommens retfærdige bestræbelser for at vinde demokrati og frihed. Vi – arbejderne, folkene og ungdommen, de revolutionære og kommunisterne – afviser disse katastrofale hensigter. Vi fremhæver folkenes ret til selvbestemmelse. Syriens skæbne må afgøres af de syriske arbejdere og den syriske ungdom.
Den imperialistiske krig, som raserer Afghanistan, Irak og Libyen, har forvandlet sig til et morads af kviksand for de militære besættelsesmagter, som bliver ramt af hårde slag fra den heroiske modstand – selvom den betyder store grusomheder og lidelser for folkene. Vi fordømmer den imperialistiske militære aggression, og vi støtter fast kampen mod besættelsen.
Vi forsvarer det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse og dets heroiske kamp mod imperialismen og zionismen, ligesom dets ret til at blive anerkendt som stat af De Forenede Nationer.
Udlandsgældens løkke strammer sig stadig til mod de afhængige landes udvikling og de arbejdende massers situation. Den enorme gæld berører nu USA selv, der for nylig hævede det gældsloft, som landets egen lovgivning har fastlagt. Dets manglende betalingsevne blev midlertidigt løst med den ’legale’ udvidelse af gældsloftet med deraf følgende nedskæringer af lønninger, pensioner, sundhed og uddannelse såvel som andre offentlige ydelser. Sådanne skridt vender sig mod kapitalisterne selv, fordi de udvider recessionen i international skala.
I Grækenland forsøger de at løse bankerotten ved at lade arbejderne betale en opsvulmet udlandsgæld, som vokser kolossalt, forklædt som ’bistand’. Det er en uretfærdig og illegitim udlandsgæld; arbejderne har ikke stiftet den, og den er blevet betalt mange gange. Af den grund rejser vi arbejdere, folk og revolutionære kraftfuldt parolen om i alle regioner i verden ikke at betale gælden.
Vores partier og organisationer i IKMLPO rejser sammen med andre politiske organisationer og masseorganisationer en beslutsom international kampagne for annulleringen af Tunesiens udenrigsgæld.
Udviklingen af arbejdernes og folkenes kamp, modstanden mod krisens virkninger, kravene om frihed og demokrati, som udvikler sig på forskelligt niveau i alle lande, giver igen hovedrollen og den ledende rolle til arbejderklassen, som dybest viser modsætningen mellem kapital og arbejde. Resten af de folkelige lag (studerende, kvinder, arbejdsløse, folk på overførselsindkomster osv.) grupperer sig om arbejderklassen; de bliver forenet og vender sig imod imperialismens aggression og kapitalismens udbytning.
Både miskrediteringen af de borgerlige institutioner og fagforeningsbureaukratierne, men først og fremmest arbejderklassens kamp bidrager til at afsløre den sande karakter af det borgerlige demokrati, de kapitalistiske institutioner og deres lakajer, opportunisterne og revisionisterne. Under disse omstændigheder leder anselige dele af arbejderklassen, folkene og ungdommen efter alternative veje. Det er op til os proletariske revolutionære at spille en mere dynamisk rolle: at fordømme undertrykkelsens og udbytningens natur, at klargøre konflikternes klassekarakter, fagbureaukratiets og arbejderaristokratiets forræderiske rolle, opportunismens splittelsesvirksomhed, og ganske særligt kæmpe for ledelsen af de arbejdende massers og ungdommens organiseringer og kampe.
I denne proces er det uomgængeligt nødvendigt at fremme klassekampsbaseret faglig virksomhed og enheden mellem arbejderne og fagbevægelsen, i aktionsenhed og med hensyn til programmatiske forslag. I arbejderklassen og dens kampe må vi arbejde for den folkelige bevægelses enhed, for inddragelsen af masserne på landet, ungdommen og de undertrykte folk og nationaliteter. Vi skal bekæmpe kapitalismen og imperialismen i en samlet front med knyttede næver. Vi skal hejse socialismens flag.
Arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser står over for store udfordringer i kampen mod imperialismens og kapitalismens herredømme og for frihed og demokrati – og må beslutsomt drage en skillelinje mellem revolution og reformisme.
Betingelserne for arbejdernes og folkenes revolutionære kampe er gunstige, og i morgen vil de være endnu bedre. Den nuværende situation gør den sociale revolutions nødvendighed endnu mere indlysende, og de vigtige sociale og politiske begivenheder viser muligheden for at organisere den.
Vores partier og organisationer bekræfter deres beslutning om at organisere og gennemføre revolutionen.
Idet vi atter bekræfter os selv på basis af den proletariske internationalisme, udtrykker vi vores kæmpende solidaritet med arbejderne og folkene, som kæmper over hele verden.
Verdens arbejdere, foren jer!
Madrid oktober 2011
Albanien (Det Kommunistiske Parti)
Brasilien (Det Revolutionære Kommunistiske Parti)
Burkina Faso (Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti)
Danmark (Arbejderpartiet Kommunisterne/APK)
Den Dominikanske Republik (Det Kommunistiske Arbejderparti)
Ecuador (Det Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti)
Frankrig (Arbejdernes Kommunistiske Parti/PCOF)
Tyskland (Organisationen for genskabelsen af et kommunistisk arbejderparti – Arbeit Zukunft)
Grækenland (Organisationen for gendannelse af det kommunistiske parti 1918-1955)
Iran (Arbejdets Parti/PLI – Toufan)
Italien (Kommunistisk Platform)
Mexico (Det Kommunistiske Parti M-L)
Marokko (Demokratisk Vej)
Spanien (Det Kommunistiske Parti M-L)
Tunesien (Arbejdernes Kommunistiske Parti/PCOT)
Tyrkiet (Det Revolutionære Kommunistiske Parti/TDKP)
Venezuela (Det Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti)
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer