I den kapitalistiske verden, der stadig er i dyb krise, blæser der folkelige oprørs- og revolutionsvinde fra Mahgreb og mellemøstlige lande. Folkene i disse lande har rejst sig, det ene efter det andet, imod tyranniske regimer, der ofte har solgt sig til imperialismen. De kæmper for demokrati; de ønsker at leve et værdigt liv, at arbejde, studere og bidrage til deres lands udvikling og slippe af med de korrupte regimer, der har beriget sig på deres regning ved at sælge landet og dets rigdomme til imperialistmagterne.
Revolutionen begyndte i Tunesien. Arbejderklassens modstand, og fra modstanden ungdommen, bønderne, demokraterne og de folkelige lag blev organiseret på trods af den rasende undertrykkelse fra Ben Ali-regimet, der til det sidste blev støttet af dets imperialistiske godfathers.
I denne kamp har Arbejdernes Kommunistiske Parti i Tunesien (PCOT) spillet en afgørende ledende rolle. Sammen med andre kræfter kæmper det i dag for at denne revolutionære proces skal føres igennem til enden. Det var den tunesiske revolution, som fordrev Ben Ali. Den tilskyndede andre folk i Mahgreb og Mellemøsten til at rejse sig. Fra Ægypten til Yemen, fra Marokko til Syrien, har der udviklet sig bevægelser, som har frembragt en stor sympatibevægelse blandt arbejderne, ungdommen og folkene i hele verden.
Imperialistmagterne, som betragter denne region som deres private jagtmark, er blevet taget på sengen. De foregøgler at støtte disse folkelige bevægelser med henblik på at forsøge at udnytte dem i deres egen interesse. I Libyen har de fundet kræfter, der var parat til at samarbejde med dem, og Sarkozy, Cameron og Obama udløste en krig, som kaster landet ud i kaos. For første gang i sin historie intervenerer NATO militært i denne region, og viser dermed imperialistmagternes vilje til at bremse de folkelige bevægelser og opnå fuldstændig kontrol med alle Libyen ressourcer, især olie, gas og vand. De har også interesse i Libyens geostrategiske position på det afrikanske kontinent og i Middelhavsregionen.
Som G8-topmødet har vist, snakker e store imperialistmagter om at ’hjælpe’ disse folk, men de forsøger at lænke dem med gæld. I dag er gældsmekanismen et centralt redskab for imperialismens nykoloniale politik. Vi fordømmer denne politik for slavebinding og fremhæver tværtimod, at disse folk ikke har brug for ny gæld.
Det er ikke afsluttet endnu, men med disse bevægelser har klassekampen antaget en ny dimension, en ny skala, internationalt. Disse folk har rejst sig og giver ny gnist til revolutionen, til kampen for national og social befrielse. De har vist, at det er folket, som skaber historie, og at et forenet folk kan ombringe den imperialistiske orden og vælte diktaturer.
Ideen om revolution er igen på dagsordenen
Arbejderklassen, det arbejdende folk, ungdommen og verdens folk er solidariske med denne kamp, som inspirerer og opmuntrer dem til at forstærke deres kamp mod det kapitalistiske og imperialistiske system, der tvinger dem til at betale dets krise. Krisen er langt fra forbi, og endnu mindre overvundet, mens en ny krise truer med at eksplodere: statsgældskrisen – især i Den europæiske Union.
Finanskapitalen, monopolerne, har fået gældsat staterne for at redde det finansielle system, bankerne og de store monopoler. Til dette formål er der brugt milliarder af euro fra de offentlige kasser, taget fra de sociale budgetter. Samtidig er lønningerne blevet sænket, og fattigdom og knaphed har ramt stadig større dele af masserne.
Finansmarkederne spekulerer i statsbankerotter; de forlanger at livremmen skal spændes endnu mere ind og kræver nye privatiseringer og nye nedskæringer i de sociale rettigheder. For at redde euroen vil lederne af EU’s stormagter, af IMF og ECB (Den europæiske Centralbank) gennemtvinge en meganedskæringsplan; det er den såkaldte ’stabilitetspagt’, som i realiteten vil kaste endnu flere arbejdere i by og på land, unge og arbejdende kvinder ud i fattigdom usikkerhed, og vil øge superudbytningen i virksomhederne.
For at påtvinge en sådan politik for sociale tilbageskridt, styrker regeringerne – højreregeringer, såvel som socialdemokratiske og socialliberale – den reaktionære lovgivning for at kriminalisere den fremvoksende sociale kamp. De holder sig ikke tilbage fra at kopiere de racistiske dagsordener, som sættes af de ekstreme højrepartier, som udvikler en populistisk propaganda.
Vi fordømmer forstærkelsen af ’fort’ Europa og siger: ”Det er ikke immigranterne, som skal smides ud, men Sarkozy, Berlusconi og Co.”
Arbejderklassen, folkemasserne og folkene går til modstand og nægter at betale for det kapitalistiske systems krise
I en række lande går ungdommen, der er massearbejdsløshedens og knaphedens første ofre, på gaderne og besætter offentlige pladser i byerne, mens de udskriger deres vrede mod et samfund, som ikke har nogen fremtid at tilbyde dem. I alle landene, fra Grækenland til UK, fra Portugal til Italien, fra Irland til Spanien, demonstrerer arbejderklassen og folkets masser; de går til modstand og udtrykker deres Nej til at betale for systemets krise.
Vi arbejder for at udvikle denne modstand, for at udvikle den internationale solidaritet og knytte disse fronter sammen til en generel udfordring af det kapitalistiske system, som er ansvarligt for krisen, krigene og katastroferne, som ved Fukushima-atomkraftværket. Det er kapløbet om maksimalprofitter, som ofrer arbejdernes og folkenes sikkerhed.
Vi støtter arbejdernes og folkenes kamp i Europa, som nægter at betale for kapitalisternes gæld, og vi erklærer, at det er de rige, spekulanterne og de store aktionærer, som må betale den.
Vi støtter kampene imod privatisering og fjernelse af offentlige tjenester, inden for sundhed, uddannelse, social sikkerhed …
Vi støtter arbejdernes strejker og kampe for højere løn, mobiliseringer mod fyringer, lønnedgang og forværring af de sociale vilkår.
Vi opfordrer til at forstærke kampen mod ”stabilitetspagten” i alle lande og på internationalt plan.
Vi fordømmer og bekæmper racisme og kæmper for lige rettigheder for alle arbejdere, som tillader dem at kæmpe sammen mod vores fælles fjender.
Vi fordømmer imperialismens krigspolitik og appellerer om solidaritet med folkenes kampe i Mahgreb og Mellemøsten.
Vi opfordrer til en stor solidaritetsbevægelse med den revolutionære proces i Tunesien og for støtte til vores broderparti PCOT.
Vi arbejder for at forene de kræfter, som er modstandere af bougeoisiets og imperialismens politik, de imperialistiske kriges politik, og for at bygge fronter i kampene, nedefra og i aktion.
Klassekampen har taget fart gennem de seneste måneder
Vi opfordrer arbejderklassen, de unge, de arbejdende i by og på land, de arbejdende kvinder til at intensivere deres kampe for at forsvare deres tilkæmpede sociale og politiske rettigheder.
Vi opfordrer de politiske og sociale organisationer, som ønsker at bryde med dette system, og vil se social forandring, til at forberede sig på de nye udviklinger i klassekampen, på kamp og konfrontationer på et højere niveau.
København, maj 2011
Arbejderpartiet Kommunisterne, Danmark - APK
Arbejdernes Kommunistiske Parti i Frankrig – PCOF
Organisationen til gendannelse af Grækenlands Kommunistiske Parti (1918-1955)
Kommunistisk Platform Italien
ML-organisationen Revolusjon, Norge
Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister) – PCE(m-l)
Tyrkiets Revolutionære Kommunistiske Parti – TDKP
Organisationen til opbygning af et kommunistisk arbejderparti i Tyskland (Arbeit-Zukunft)
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer