Som en del af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationers virksomhed gennemførtes i juli et møde mellem latinamerikanske partier fra Konferencen. De deltagende partier var Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti, Colombias Kommunistiske Parti (marxister-leninister), Kommunistisk Arbejderparti i Den Dominikanske Republik, Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti, Mexicos Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister) og Venezuelas Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti.Mødet gjorde status over det arbejde, partierne udfører i de forskellige lande, drøftede de vigtigste udviklinger i denne region og i verden som helhed og vedtog en politisk udtalelse, som gengives her
Den amerikanske imperialisme og dens europæiske allierede Frankrig, Storbritannien, Spanien og Italien forsøger at afspore de arabiske folks retfærdige kamp og kanalisere de arbejdende massers og ungdommens harme over i simpel udskiftning af navne, mens de økonomiske og sociale strukturer og afhængighedens byrde bevares.
Efter at have vurderet de seneste begivenheder i vores lande, i Latinamerika og i verden, erklærer vi:
1. Imperialismens fortællinger om, at krisen er ved at være overvundet, falder fra hinanden dag for dag med det voksende antal arbejdsløse, faldet i produktionen, forværringen af budgetunderskuddene og udlandsgældens vækst i de fleste lande i Europa, i Japan og USA. Det berører for alvor det kapitalistiske systems formodede stabilitet og skærper dets iboende modsætninger. Den langtrukne krise, som berører alle verdens lande, viser ikke bare fiaskoen for de kriseløsningspolitikker, som imperialismen har taget i anvendelse, men også forrådnelsen af et system, som er dødeligt såret og ude af stand til at garantere den velfærd og den frihed, menneskeheden kæmper for.
2. Arbejderklassens, de arbejdendes, ungdommens og folkenes kamp spreder sig over hele verden. Tunesien, Ægypten, Libyen, Jordan, Syrien, Yemen og andre lande i Nordafrika og Mellemøsten er et eksempel på kampen mod de reaktionære diktaturer og regeringer, som med de herskende borgerskabers og imperialistmagternes bifald har nedsunket deres folk i den dybeste krise, sult og den barskeste elendighed, på trods af de enorme rigdomme, som skabes ved udnyttelsen af olie, gas og andre naturressourcer. Med FN's medvirken tyer de til militær intervention, til bombninger af civilbefolkningen i Libyen, med kampen mod tyranni som påskud – alt sammen med det formål at garantere den eksisterende orden og den fortsatte kontinuitet af alle deres profitter, som er resultatet af koloniseringen og udnyttelsen af disse folk.
Vi er fuldstændig imod den udenlandske intervention i Libyen. Det er op til det libyske folk selv at løse deres lands problemer. Ikke mere militæraggression og intervention i Afghanistan og Palæstina!
Vi kommunister står bag selvbestemmelsens, uafhængighedens, velfærdens og frihedens fane.
3. En aktiv og modig opposition mod imperialismen og de reaktionære regeringer er også levende i Europa. I Grækenland, Tyrkiet, Italien, Spanien, Irland, Frankrig, England og andre europæiske lande har der været en generel afvisning af lønreduktion, af pensionsreformer, skatteforhøjelser, privatiseringer og nedskæringerne af sundheds- og uddannelsesbudgetterne, boligsikring og i almindelighed af alle de lovpakker, hvormed krisen anbringes på de arbejdende massers skuldre.
Talrige strejker og mobiliseringer viser en betydningsfuld genoplivning af arbejderklassen og ungdommen, som igen fordrer enhed og politisk initiativ for at konfrontere krisepolitikkerne og vælte de reaktionære regeringer. De store ungdomsmobiliseringer, som finder sted i Spanien og andre europæiske lande, fortjener særligt at fremhæves, fordi de viser det borgerlige demokratis udmattelse og en søgen efter vejene til social befrielse.
4. I Latinamerika fortsætter kampen og udviser nye fremskridt og udviklinger. Strukturtilpasningspolitikken, som er gennemført af de fleste af regeringerne i de seneste år, har ikke givet de forventede resultater, og der har i endnu mindre grad været tale om foranstaltninger, som tager sigte på massernes velfærd.
De forskellige kampe, som udvikler sig i vores lande, og som kræver højere lønninger, jobsikkerhed, respekt for organisationsretten, forhandlingsretten, kollektive overenskomster og strejker, afvisningen af flytning af arbejdspladser til udlandet, kravene om sundhed og uddannelse og flere rettigheder og friheder, mobiliserer til en stadig større deltagelse fra mange af kontinentets organisationer, som ikke knæler for de kapitalistiske regeringers kriseprogrammer og som kæmper for politisk frihed for folket.
Studenterungdommen i Chile gennemfører sammen med de arbejdende masser og Mapuche-folket store manifestationer til forsvar for frihed, offentlige uddannelser og for demokrati. Ønsket om forandring bryder igennem i vores forskellige lande, store dele af masserne deltager i den politiske kamp og løfter fanen i arbejdet for sejr for demokratiske og progressive regeringer, der reelt fremmer forsvaret af suverænitet, respekt for menneskerettigheder, velfærd og politisk frihed.
Den demokratiske og antiimperialistiske tendens i Latinamerika er en ubestridelig kendsgerning, som baner vej for, giver næring til og byder på talrige muligheder for revolutionens fremgang.
5. Opkomsten af adskillige demokratiske og progressive regeringer i Latinamerika som resultat af valg udgør vigtige skridt i denne retning. I dag trues disse regeringers eksistens og fortsættelse ikke desto mindre af imperialismens og de lokale bourgeoisiers højreoffensiv, som ikke har opgivet de privilegier, der har nydt gennem århundreder i vores lande. Imperialismens og oligarkiernes offensiv har ændret kursen hos flere af disse regeringer, som er forvandlede til åbenlyse forsvarere af det kapitalistiske system, af udenlandsk herredømme; de er forvandlede til nye former for de gamle regeringsmetoder, til sådanne, som øver undertrykkelse mod de arbejdende masser og ungdommen, til skønmalere af det repræsentative demokrati og til tilhængere af reformistiske udviklingsforanstaltninger. Faktisk viser disse regeringer som historien selv, at virkelig forandring, den sociale revolution og den nationale befrielse ikke kan føres igennem til enden under ledelse af borgerlige og småborgerlige klasser og partier. Det ansvar påhviler arbejderklassen, de arbejdende masser, folkene og ungdommen, og proletariatets revolutionære parti, de ægte revolutionære organisationer og partier.
6. Imperialismen, dens allierede og lakajer, de lokale bourgeoisier i alle landene fremturer med deres reaktionære politik for at undertrykke de arbejdende massers, de oprindelige folks og ungdommens kamp med ild og sværd, og forsøger samtidig at kapre den sociale bevægelse ved hjælp af velfærdspolitik og den ene eller anden reform.
Et udtryk for denne politik er de amerikanske imperialistiske og deres latinamerikanske lakajers tropper i Haiti. På samme måde opretholdes deres handelsembargo mod Cuba, og der tages skridt med det formål at vende den venezuelanske proces om. Forfølgelsen, fængslingen og mordene på sociale kæmpere og revolutionære er ubestridelige vidnesbyrd om den kendsgerning, at kampen fortsætter, og at repressionen, uanset hvor rå og blodtørstig den kan være, ikke kan tilintetgøre idealerne og beslutsomheden i kampen for social og national frigørelse.
Vi udtrykker og understreger vores solidaritet med de kammerater, som lider under repression og tortur i Honduras, Mexico, Guatemala, Colombia, Paraguay og Peru. Særligt kræver vi løsladelse af den ecuadorianske studenterleder Marcelo Rivera, som fortsat er fængslet, anklaget og dømt som terrorist af Correa-regeringen for at forsvare universiteternes autonomi.
7. Rafael Correa-regeringens forræderi og de bolivianske arbejderes kamp mod ’gasolinazoen’ (Morales-regeringens kursskifte i forhold til energipolitikken, med efterfølgende store prisstigninger, KP) ikke alene klarlægger disse regeringers begrænsninger, men synliggør også behovet for at gøre det klart for arbejderklassen og de sociale massebevægelser og organisationer, hvad den virkelige vej er til social forandring. Erfaringen viser, at hverken reformisme eller klasseforsoning kan føre til forandring, Virkelig forandring og vores folks sande frigørelse kommer med revolutionen og socialismen, som kun er mulig, hvis der findes en revolutionær politisk fortrop, som er i stand til at få sat et virkeligt revolutionært program på dagsordenen i spidsen for arbejderklassens, de arbejdende massers og folkenes kamp.
8. Kontinuiteten og udviklingen af arbejdernes, folkenes og ungdommens kamp i de latinamerikanske lande garanteres af den historiske tradition og de nuværende klasseslag. Perspektivet udvikler sig på den sociale revolutions vej. Vores kontinent er og vil blive skuepladsen for store befrielseskampe, og vi marxister-leninister vil opfylde og befæste vores position som revolutionens og socialismens fremmeste kamptropper.
9. Styrkelsen af højrefløjs-, korporative og reformpolitikker hos de fleste latinamerikanske regeringer vil ikke få os til at vige tilbage for kampen for ægte social og national befrielse. Vi marxistisk-leninistiske partier i Latinamerika erklærer igen vores forpligtelse til at forbinde os dristigt og afgørende med de kampe, som arbejderklassen, det arbejdende folk, bønderne, ungdommen, kvinderne og folkene i almindelighed udvikler, ligesom vi gentager vores uomstødelige beslutning om at nå fremgange for deres kampes enhed og ledelse, idet vi vinder dem for revolutionen og socialismen.
Quito, Ecuador
Juli 2011
Oversat fra En Marcha #1545 , centralorgan for Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Partis Centralkomité, 19.-25. august 2011