Situationen i Venezuela

Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer
Ecuador - December 2004

På den 10. samling i Den Internationale Konference af Marxistis-Leninistiske Partier og Organisationer, som Arbejderpartiet Kommunisterne er tilsluttet og deltager i, i december 2004 i Ecuador blev situationen i Venezuela og det venezuelanske parti Bandera Rojas positioner og virksomhed behandlet.

Bandera Roja har været anerkendt som medlem af IKMLPO, men blev med denne udtalelse fra Konferencen udelukket derfra.
Resolutionen foretager en omfattende marxistisk-analyse af situationen i Venezuela og fastlægger de marxistisk-leninistiske partiers holdning dertil – og redegør samtidig for centrale principper for de marxistisk-leninistiske partiers internationale samarbejde og koordination i dag.
Konferencen vedtog også en række andre udtalelser, hilsener og erklæringer. (APK)

På Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (IKMLPO) er situationen i Venezuela og partiet Bandera Rojas positioner og aktioner blevet behandlet i sammenhæng med diskussionen af andre temaer.

Under denne behandling af problemerne har vi beskæftiget os med undersøgelsen af den politiske situation i Venezuela og ligeledes med forbindelserne imellem broderpartier og normerne for konferencen. En sådan diskussion er ikke blevet ført særskilt indtil nu. Nu er behandlingen af forskellige aspekter gennemført for at komme frem til konklusioner.

I Venezuela udvikler begivenhederne sig med stor hastighed, og deres betydning rækker ud over landets grænser og indvirker på den internationale politik, i særdeleshed i Latinamerika.

Af disse grunde har Den Internationale Konferences 10. plenum behandlet dette spørgsmål og taget klar stilling dertil.

Den samfundsmæssige og politiske proces, som i øjeblikket udvikler sig i Venezuela, omfatter millioner af mennesker: folkets masser, arbejderklassen, bønderne og ungdommen. Alle sociale klasser såvel som de samfundsmæssige og politiske organisationer tager del deri.

Denne mangeårige proces er i den seneste tid taget til i intensitet med hensyn til folkemassernes aktivitet, og i eksplosivitet.
Det fordrer af os, af de proletariske revolutionære, venstreorienterede mænd og kvinder, demokrater, patrioter og sociale frontkæmpere, at vi tager parti, tager klar stilling for og yder støtte til og viser solidaritet med de progressive kræfter, der står imod den nordamerikanske imperialisme og det venezuelanske oligarki.

Tilspidsningen af krisen i Venezuela har de sidste godt 10 år ført til politisk opflåning og splittelse inden for de traditionelle politiske partier såvel som til masseprotester mod den imperialistisk-borgerlige udplyndring og undertrykkelse.

COPEI (1) og AD (2 ), der på skift har haft magten, er i løbet af krisen blevet rystet i deres grundvold, er blevet kompromitteret af omfattende korruption, og de er som følge af de politiske ændringer, der udspringer fra de selv samme oligarkiske lag, blevet fortrængt fra regeringspositionerne.

De af imperialismen og af dens partnere i det venezuelanske storborgerskab foretrukne nyliberale foranstaltninger har skærpet krisen og gjort afhængigheden klarere.

Privatiseringen, undertrykkelsen og bedraget ved industrialiseringen af landet førte til stigning i arbejdsløsheden, yderligere forarmelse af arbejderne og gødede utilfredsheden og ønskerne om forandringer blandt folkemasserne og ungdommen.

Siden den såkaldte ”Caracazo” (3) i februar 1989, fulgt af ”militæroprøret” (4) i 1992, udviklede de arbejdende massers og ungdommens kamp, der stræbte efter omstyrtning af regeringen og efter sociale forandringer, sig stærkt.

Det venezuelanske folks kamp blev ført på en mangesidig måde: arbejdernes strejker, ungdommens kamp i gaderne, store mobiliseringer imod korruptionen, aktioner for frihed og demokrati, en søgning mod politiske alternativer, dannelsen af nye blokke og forbund med udgangspunkt i folkemasserne, deltagelse i valgene på selvstændige lister.

Venezuela oplevede et opsving i massernes kamp, by og land blev til skueplads for konfrontationen mellem småfolks frihedskamp og bourgeoisiets og imperialismens antinationale og antifolkelige politik

I 1998 stillede en betydelig del af det venezuelanske folk, de demokratiske og venstreorienterede partier og organisationer op til valg (5) med et eget alternativ. De opstillede som kandidat oberst Hugo Chávez på et alternativt program mod de traditionelle politiske partiers platforme.

I Hugo Chávez, som i 1992 havde førte an i militæroprøret mod regeringen Carlos Andrés Pérez og siden blev forfulgt og sad i fængsel i flere år, så en stor del af venezuelanerne de rebelske soldater, der havde sat sig op imod korruptionen og oligarkiets sultepolitik. Han betød håb og mulighed for forandring.

Chávez holdt opildnende kamptaler mod korruption og privilegier i åben konfrontation med de traditionelle partier, stillede forslag til forandring, lovede at gøre op med social ulighed og at tage fat på Venezuelas og folkets store problemer.

Folkemassernes ønsker om forandring, de borgerlige partiers nedslidthed og tab af prestige og opsvinget i den sociale kamp flød sammen i det af Chávez foreslåede parlamentariske alternativ, og dette vandt valget i første valgomgang.

Denne triumf vækkede store forhåbninger og forventninger i Venezuela og ud over landet grænser, ikke mindst i Latinamerika.

I den nye regering foreslår Cháves nogle politiske forandringer, indkalder den forfatningsgivende forsamling (Asamblea Constituente) , og på denne måde bliver en del sociale fremskridt opnået for de arbejdende masser, enkelte demokratiske normer institutionaliseret, og der bliver banet veje for forandringer i det økonomiske og samfundsmæssige liv (6).

Den nye forfatning forandrer ikke den økonomiske orden, og de kapitalistiske institutioner bliver lige så lidt antastet som de politiske normer. Alligevel udgør den et reelt fremskridt i den venezuelanske lovgivning, for de gældende demokratiske politiske rettigheder og den offentlige frihed.

Regeringen Chávez råder over betydelige finansielle ressourcer, som kommer fra de internationale priser på olie.

Med disse midler kunne meget blive gjort for de fattigste lag af det venezuelanske folks velfærd, og regeringen Chávez kunne udvide sin sociale basis.

Man er gået i gang med en alfabetiseringskampagne, styrker det offentlige skolevæsen og giver dermed millioner af venezuelanere, der ikke før havde det, mulighed for adgang til skoler, opbygger et sundhedsvæsen, der er for alle, har påbegyndt en jordreform, der omfatter statens landejendomme og de uudnyttede landområder, som de store jordejere besidder.

Chavéz organiserede et politisk parti (Movimento Bolivariano V Repúplica: den Bolivarianske Bevægelse for den 5. Republik) , hvormed det lykkedes ham i forbund med andre organisationer at vinde valget. Dette parti er ikke et regerings- og ledelsesinstrument for masserne. Det er påvirket af ideologisk splittelse og korruption.

De andre politiske venstreorienterede partier og organisationer, som er med i regeringen, har ringe betydning og besidder næppe potentialet til at koordinere samfundsmæssige og politiske processer, der udfolder sig i stor skala.

Chávez har et godt kommunikationsniveau med folket og ungdommen og er den ubestridte leder af processerne.

Regeringen Chávez har ikke ændret karakteren af den samfundsmæssige og politiske orden i Venezuela, men angriber i et vist omfang storborgerskabets og imperialismens interesser og begunstiger de fattigste lag i samfundet.

Den har fastholdt modstanden mod Plan Colombia, mod ALCA (7), mod Irak-krigen og spiller en vigtig rolle inden for OPEC (8) gennem at forfægte olieudvindingslandenes interesser.

Imod imperialismens hensigter og trods bestræbelserne fra det venezuelanske oligarki og reaktionen fastholder man samarbejdet med og den gensidige hjælp til det revolutionære Cuba.

Disse kendsgerninger har pådraget sig hadet fra de nordamerikanske monopoler, den amerikanske regering, oligarkiet og de traditionelle politiske partier og reaktionære kræfter, der fra første færd med rasende angreb har villet styrte regeringen.

Det er lykkedes dem at inddrage en stor del af mellemlagene i befolkningen, erhvervslivet og en del af arbejderklassen i aktiviteter rettet mod Chávez. Disse sociale lag stræber efter sikkerhed og frygter for et oprør fra dem, der lever under den absolutte fattigdomsgrænse, og hvis utilfredshed næres af den krise, der ryster Venezuela.

For imperialismen er ethvert middel i orden, legalt eller illegalt.

En stor del af imperialismens politik bliver spredt af massemedierne, af radioen og tv-stationerne, der time for time, dag for dag hetzer mod, bagtaler, opdigter episoder om og angriber Chávez, hans regering og dens arbejde.

Imperialisterne ophidser soldaterne og trænger ind på kasernerne i jagt på soldater, som viser åben modstand imod Chávez, og benytter dem som spydspids. De forsøger at undergrave de væbnede styrker og organisere et kup mod Chávez.

Imperialisterne opbygger sociale politiske forbund, lader dem bryde sammen igen for at etablere sig på ny med den hensigt at forene alle højrekræfter og alle reaktionære kræfter.

Oppositionens synlige hoved er ”Federación de Cámaras” (9) , som repræsenterer arbejdsgiverforeningerne og bankassociationerne såvel som den høje gejstlighed inden for den katolske kirke. Indlemmet deri er også de traditionelle partier, de bureaukratiske kræfter i samfundet og renegater fra det politiske venstre, ligesom der også findes enkelte politiske organisationer med en venstreorienteret og revolutionær fortid.

Regeringen Bush, det nordamerikanske herskab og CIA er de dukkeførere, som holder de reaktionære venezuelaners aktioner i snor og sammenkæder dem. Eksilcubanere og colombianske paramilitære udgør også en del af de kræfter, der er meget aktive mod regeringen Chávez.

På den anden side står folkemasserne, arbejderklassen, bønderne, de underbeskæftigede, de mange, der lever under den absolutte fattigdomsgrænse, og de brede lag af ungdommen, der ser regeringens arbejde som deres eget.

I Venezuela foregår der i dag en dyb og omfattende samfundsmæssig og politisk proces, som har polariseret samfundet. Kampen eksploderer på alle områder – i omfanget af ideer, i de politiske konfrontationer, på gaderne og pladserne.

Denne samfundsmæssige og politiske konfrontation øges i 1998 og finder udtryk på forskellige områder og niveauer.

Regeringen Chávez udskriver seks gange valg, som hver gang har bekræftet regeringens støtte fra det venezuelanske folk.

Den indkalder den forfatningsgivende forsamling og udarbejder en ny politisk grundlov ( Nueva Carta Politica).

Chavéz selv accepterer et nyt præsidentvalg og bliver med stor majoritet bekræftet og genvalgt.

Han organiserer befolkningen i de såkaldte bolivarianske cirkler ( Circulus Bolivarianos) og styrker på den måde den folkelige støtte til sin regeringsvirksomhed.

Oppositionen har aktivt deltaget i den proces og har ved alle valgrunder lidt nederlag.

Organiseret af den nordamerikanske regering og CIA, af det kirkelige hierarki, af federcámaras (arbejdsgiverne) og en gruppe medskyldige officerer fandt der i 2002 et statskup sted (10), hvorunder Chávez blev fængslet og en ny regering udpeget. De fattige i Caracas og flertallet af hærstyrkerne bakkede op om regeringen Chávez og slog kupforsøget ned.

I december 2002 og januar 2003 organiserede arbejdsgiverne en strejke/lockout (11) for at få den venezuelanske økonomi til at bryde sammen og derigennem styrte regeringen. Det mislykkedes.

Med en klage til forfatningsdomstolen satte oppositionen med alle midler tryk på kampagnen for en folkeafstemning for at tilbagekalde Chávez' mandat som præsident (Referéndum Revocatorio del Mandiato del Presidente Chávez) . Denne folkeafstemning fandt sted i august 2004, og endnu en gang blev Chávez genvalgt med overvældende flertal.

De reaktionære kræfter vil ikke opgive deres planer om at forsvare oligarkiet og imperialismen og fortsætte deres kampforanstaltninger.

De folkelige kræfter, patrioterne, demokraterne, de venstreorienterede og revolutionære kræfter vil marchere fremad, drive processen videre og forsvare den.

I Venezuela udkæmpes et stort opgør mod imperialismen, og vi proletariske revolutionære må i overensstemmelse med denne situation støtte arbejderne og ungdommen og regeringen Chávez, så længe den bibeholder sin demokratiske og patriotiske linje.

10.

Regeringen Chávez modsætter sig De Forenede Stater og dets imperialistiske rænker. Det er indlysende, at denne konfrontation begrænser sig til bestemte dele af afhængigheden, at der er spørgsmål, der ikke bliver berørt, og at de internationale monopoler stadig kan gennemføre deres forehavender.

I det mindste kan regeringen Chávez som følge af dens holdning til de nationale interesser betegnes som national og patriotisk. Den er en regering legitimeret igennem seks valgprocesser, bekræftet af flertallet af venezuelanernes vilje.

Vi marxist-leninister er fuldt klar på, at der i Venezuela ikke bliver gennemført en revolution, og endnu mindre en proletarisk social revolution. Regeringen Chávez er ikke en revolutionær regering. Det drejer sig om en proces, der mobiliserer millioner af mennesker og kan udvikle sig i retning af en social revolution. For at det kan ske, er det nødvendigt at udvikle de subjektive betingelser, ikke mindst arbejderklassens partis politiske og ideologiske ledelse af den revolutionære proces frem til magtovertagelsen.

11.

Begivenhederne i Venezuela udfolder sig i en international situation, som på ny kendetegnes af en styrkelse og fremadskridende udvikling af arbejderklassens og folkenes revolutionære bevægelser under imperialismens akutte krise.

I Latinamerika har disse begivenheder i Venezuela særlig stor betydning. Den herskende klasse, de reaktionære og opportunisterne betegner Chávez som ”kommunist”, som marionet for Fidel Castro, som antidemokratisk og autoritær. Vi, folket, arbejderne og ungdommen, de fremskridtsvenlige og demokraterne, de revolutionære og kommunisterne, forstår det venezuelanske folks kamp som en del af vores kamp for friheden.

12.

Partiet Bandera Roja tager aktivt del i de venezuelanske begivenheder.

Det har betegnet regeringen Chávez som et redskab for finanskapitalen og som en forkæmper for nyliberale forholdsregler.

Det har påstået, at regeringen Chávez baserer sig på socialt udstødte, opildner til revanchelyst hos de forarmede lag og fremprovokerer sammenstød mellem venezuelanerne indbyrdes.

Det erklærer, at det er en antidemokratisk, profascistisk regering, der benytter demagogi, populisme, paramilitære grupper (de bolivarianske cirkler) og militære enheder til undertrykkelsen.

Det har deltaget i præsidentvalgene, hvor Cháves er blevet genvalgt, og støttet Arias (12), USA's, højrefløjens og de reaktionæres kandidat.

Det havde en betragtelig vægt i kuppet i april 2001, hvor det dannede en del af sammensværgelsen med den hensigt at styrte Chávez.

Det forbinder sig med Acción Democrática og bureaukraterne ved fagforeningsvalgene.

Det var aktivt med i erhvervslivets strejke/lockout i 2003.

Det arbejdede aktivt i underskriftsindsamlingen for en mistillidsafstemning.

Det var en del af oppositionens nationale koordination (Coordinadora Nacional de Oposición).

I alle disse aktiviteter var det objektivt i fuld overensstemmelse med imperialismens, CIA's og den nordamerikanske ambassades, oligarkiets, erhvervslivets, bankassociationernes og toppen af den katolske kirkes politik og aktioner. Det stod på folkets fjenders side.

13.

Vi, de proletariske revolutionære, har ansvaret for at organisere og gennemføre revolutionen. Vi styrker os til denne virksomhed, idet vi organiserer arbejderklassen og de øvrige arbejdende klasser, idet vi opdrager dem politisk og leder dem i en social og politisk kamp i en uafbrudt proces, som tillader os at samle kræfter og sejrrigt træde op mod imperialismen og kapitalismen, styrte den og opbygge socialismen.

Processen for at samle kræfterne er ikke et simpelt spørgsmål. Det kræver af os kommunister, at vi deltager aktivt i det samfundsmæssige og politiske liv, tager den samfundsmæssige bevægelse og forholdet mellem kræfterne i betragtning, iværksætter en politik for enhed mellem alle sociale og politiske klasser og lag, som deltager i revolutionen, indgår aftaler og kompromisser med andre kræfter med mål at træde op mod hovedfjenden.
I alle disse aktiviteter går vi proletariske revolutionære ud fra arbejderklassens og folkets interesser, ud fra marxistisk-leninistiske positioner og tager vare på ikke at afvige fra vejen mod målet for vores aktioner. Under ingen omstændigheder kan vi stille os på imperialismens side imod masserne, på den herskende klasses side imod folket.

14.

For enhver person og organisation er det klart, at den nordamerikanske imperialisme, regeringen Bush, deres kontrol- og spionageapparat åbent konspirerer imod regeringen Chávez med alle tænkelige midler..

Ligeledes er det tilstrækkeligt tydeligt, at Federación de Cámaras forfægter storborgerskabets interesser, og at de traditionelle partier COPEI og AD er instrumenter for den herskende klasse.

Bandera Roja kæmper ikke kun mod regeringen Chávez, men er udtrykkeligt forbundet med de reaktionære proimperialistiske kræfters virksomhed og udgør en del af oppositionens nationale koordination.

15.

Arbejderklassens internationale karakter, kampen mod imperialisme og kapitalisme, det revolutionære proletariats umiddelbare, midlertidige og strategiske mål gør de kommunistiske partier til en del af verdensrevolutionen i hvert eneste land, hvor de fører den revolutionære kamp.

De marxistisk-leninistiske partier er sammentømrede og solide frontkæmpere for proletarisk internationalisme.

Proletariatets revolutionære partis klassekarakter kræver af dem, at de tager ansvaret for aktivt at deltage i analysen af den internationale situation, at de tager parti for arbejderklassens sag og folkene i alle lande, støtter kampene for frihed og demokrati og udviser solidaritet, at de forbinder deres kræfter og arbejderklassens og folkenes kræfter i de enkelte lande og i international målestok i kampen mod imperialismen.

Dette ansvar påtager vi – de deltagende partier og organisationer i IKMLPO – os principielt.

I det konkrete tilfælde Venezuela hæver de proletariske revolutionæres stemme sig højlydt for at fordømme imperialismens aggression, dens hensigter om med magt at styrte Hugo Chávez' demokratiske regering, og for at hilse og støtte Venezuelas folk i dets modige kamp for selvbestemmelse og forsvaret af dets suverænitet.

16.

Denne side af opfyldelsen af de marxistisk-leninistiske partiers internationale ansvar betyder ikke – overhovedet ikke – at blande sig i det enkelte partis kompetence til at udarbejde en revolutionær politik i deres eget land. Hvis disse standpunkter adskiller sig fra holdninger og beslutninger fra partiet i det pågældende land, er en broderlig og fri diskussion nødvendig, der skal hjælpe til for at løse problemerne.

Partierne i de enkelte lande kan ikke blive påtvunget en bestemt politik, men ligeledes er det ikke rigtigt simpelthen at henvise til andre organisationer og partiers synspunkter. Vi kommunister kan og må diskutere vore vurderinger, vi er forpligtet til at forsvare marxismen-leninismen og dens anvendelse i den revolutionære kamp, til at afgrænse os fra revisionisme og opportunisme.

Med henblik herpå siger normerne for IKMLPO:

”Det er klart, at vores bevægelse og den samlede konference respekterer og omgås respektfuldt med ethvert medlemsparti. Ligeledes anerkender alle vores partier og organisationer de andres vedtægter og love på samme måde, som de anerkender og respekterer vores. Men det må også være klart, at det faktum, at vi har en holdning til såvel den internationale situation i almindelighed og til situationen i bestemte konkrete lande i særdeleshed, og at det faktum, at vi tilkendegiver vores holdning til situationen og arbejdet, formulerer kritik eller træffer kollektive beslutninger, ikke er en fejl. Tværtimod må det ses som en pligt og et ansvar. På samme måde kan ethvert parti kritisere og bedømme andres arbejde i deres eget land afhængigt af, i hvor høj grad man anvender kollektive beslutninger.
Det er mindstekravene til en international bevægelse og kan ikke betragtes som indblanding i interne anliggender.”

17.

Med henblik på situationen i Venezuela og Bandera Roja s politiske aktiviteter har diskussioner af bilateral, multilateral og regional karakter og på konferenceniveau været en selvfølgelighed. Disse drøftelser har muliggjort, at vi gjort os fortrolige med de konkrete forhold.
IKMLPO's 10. plenum bekræfter efter behandlingen af denne problematik sin solidaritet med det venezuelanske folk i forsvaret af deres suverænitet og selvbestemmelsesret og tilbageviser den nordamerikanske imperialismes indblanding og oligarkiets reaktionære politik. Konferencen udtrykker sin overbevisning om, at arbejderklassen og folket vil finde den sikre vej til national og social befrielse og være udstyret med deres fortrop, proletariatets revolutionære parti.

Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer

10. plenum
Ecuador december 2004

Noter ved Roter Morgen/Kommunistisk Politik:

1. Comité de Organización Política Electoral Independiente: Uafhængigt Valgpolitisk Organisationsparti (konservativt (”socialkristeligt”) parti).

2. Acción Democrática: Demokratisk Aktion (socialdemokratisk parti).

3. Eller ”Caracozo” , opstanden den 27. februar 1989, hvor der overalt i Venezuela udbrød uro (forbundet med massedemonstrationer i gaderne, motorvejsblokader og forretningsplyndringer) imod massive prisforhøjelser (f. eks. benzin 90 pct.) og ophævelse af subventioner gennemført af den nye regering under Carlos Andrés Pérez Rodríges (socialdemokrat), hvilket førte til erklæring af undtagelsestilstand (frem til 23. marts 1989) og indsættelsen af militær imod befolkningen dagen efter (menneskerettighedsorganisationer vurderer antallet af døde til 4.000). Regeringen trak derpå sine økonomiske forholdsregler tilbage og gennemførte den første lønforhøjelse i to år.

4. Den 4. februar 1992 (efter en omdannelse af regeringen Pérez og en bebudet fortsættelse af spare- og nedskæringskursen til stor byrde for de fattige befolkningslag) gjorde venstreorienterede officerer og deres mandskaber, i længere tid forberedt af MBR-200 (Movimento Bolivariano Revolucinario-200) forskellige steder i landet oprør. En faldskærmsjægerbataljon under Hugo Chávez Frías marcherede ind i Caracas. Oprøret slår dog fejl, og Chávez indstiller kampen mod de regeringstro tropper. Regeringen sætter borgerrettighederne ud af kraft, 133 officerer og 956 soldater bliver fængslet, 24 officerer (deriblandt også Chávez) stilles for en militærdomstol. Den 2. april 1992 kommer det til massive opstande med krav om genindførelse af de forfatningsmæssige rettigheder og løsladelse af oprørerne, hvoraf 42 sættes på fri fod, mens 47 andre anbringes i samme fængsel uden for Caracas. Den 9 april træder forfatningen igen i kraft. Den 30. maj bliver den mangeårige guerillaleder Douglas Brown arresteret og beskyldes for støtte til oprøret den 4. februar. Nye militære opstande finder sted 7. september 1992 for at befri de fængslede fra den 4. februar og den. 2. april. Alle slås dog ned.

5. Ved præsidentvalget den 6. december 1998 vinder kandidaten Chávez med 56,2 pct. af de afgivne stemmer (valgdeltagelse på 65 pct. af de stemmeberettigede). Chávez har siden oprøret i 1992 siddet to år i fængsel og nyder godt af et valgkampslogan mod korruption og mod systemet blandt den fattigste fjerdedel, med sin Polo Patriotico (patriotiske samlingsbevægelse) bestående af Movimento Quinta República (MVR, Bevægelsen for den 5. Republik), Movimento al Socialismo (MAS, Bevægelsen for Socialisme), Patria para Todos (PPT, Fædreland for Alle, et venstreorienteret parti), Movimento Electoral del Pueblo (MEV, Folkets Valgbevægelse, venstresocialdemokratisk), Partido Comunista de Venezuela (PCV, Venezuelas Kommunistiske Parti, revisionistisk) med flere.

6. Ved valget til den forfatningsgivende forsamling 25. juli 1999 (stemmedeltagelse på 47 pct.) erobrer tilhængerne af Chávez 120 ud af 128 pladser. De skal udarbejde en ny forfatning, vil forlænge præsidentens embedsperiode til 6 år, muliggøre hans genvalg, give nyliberale et afslag og forhindre indblandingen fra politiske og økonomiske kræfter i udlandet.

7. Area de libre Comercio de las Americas (ALCA)/Free Trade Area of the Americas (FTAA), amerikansk frihandelszone.

8 . Organisation de los Paises Exportadores del Petróleo/Organisation of Petrol Exporting Countries (OPEC), organisationen af olieeksporterende lande.

9. Federación de Cámaras de Comercio (Federcamerás), den største arbejdsgiverorganisation.

10. Udløst af en reformpakke, som præsidenten forsøgte at gennemføre ikke via parlamentet, men via en til ham givet særfuldmagt (en højere beskatning af olieindustrien, en ny fiskeri- og jordlov, som muliggjorde statslig ekspropriation af ubenyttede landområder og en ophævelse af centralbankens uafhængighed) erklærede arbejdsgiverforeningen Federcámaras og ledelsen af fagforbundet Confederacíon de Trabajadores de Venezuela (CTV, sammenslutningen af arbejdere i Venezuela) en to timers generalstrejke den 10. december 2001, som i vidt omfang lammede det offentlige liv i landet.
Den 23. januar 2002 – 44. årsdagen for indførelsen af demokrati med omstyrtelsen af general Marcos Pérez Jiménez i 1958 – kommer det til en protestmarch med over 100.000 modstandere af regeringen. Dog finder samtidig en endnu større moddemonstration af Chavez-tilhængere sted. Acción Democrática kræver, at Højesteret afsætter statsoverhovedet. Der følger en ny generalstrejke (9. april) angiveligt for at støtte de strejkende medarbejdere i den statslige oliekoncern Petroleos de Venezuelas, der protesterer mod, at Chávez i al hast har udskiftet koncernledelsen. Militærstyrker under general Lucas Rincón Römer begår, koordineret med CIA, kup den 11. april 2002. Generalen erklærer offentligt, at Chavez har nedlagt sit embede. Den 12.april erklærer Pedro Carmona Estanga, præsidenten for arbejdsgiverforeningen Federcámaras, at han er i færd med at danne en overgangsregering og har opløst parlamentet. Den 13. april træder han tilbage, da de andre kupmagere opfordrer ham til at genindsætte parlamentet, og militæret tager den hidtidige vicepræsident Cabello i ed som præsident. Den 14. april vender Chávez, der har siddet i militærarrest, imidlertid tilbage fra sit fangenskab efter massive folkelige demonstrationer og gør krav på sit embede igen. Carmona bliver sat i husarrest og kupgeneralerne fængslet. Carmona flygter i slutningen af maj til Colombia og anmoder i Bogota om politisk asyl. En af borgerlige partier, fagforeninger og arbejdsgiverforeninger såvel som andre forbundne interesser dannet ”Coordinadora Democratíca” forsøger dog stadigvæk i løbet af hele året med forskellige aktioner at lamme det offentlige liv (lammelse af olieindustrien, generalstrejke, der bliver erklæret på ubestemt tid, opfordringer til militæret om at styrte præsidenten, som dog alle slår fejl).

11. Den i over to måneder varende generalstrejke år 2002/2003 efter arrestationen af generalen for militærpolitiet Carlos Martinez, der under militærets kupforsøg en måned inden åbent havde stillet sig på deres side, er i virkeligheden en masseudelukkelse/lockout fra arbejdsgivernes side.

12 . Fransisco Arias Cárdenas, en ud af to modkandidater til Chávez ved præsidentvalget den 30. juli 2000. Chavez fik 59,5 pct. af stemmerne, Arias 37,5 pct.

- End -