13-17. december 2004, Quito - Ecuador
Opmuntret af opsvinget i arbejdernes og folkenes kamp i Latinamerika og verden har de organisationer, som underskriver denne erklæring, mødtes i Quito, Ecuador, for at udveksle erfaringer om drivkræfterne i den politiske aktion for at bringe kampen for arbejderklassen og folkenes frigørelse til sejr.
Vi aktionerer mod strømmen i konfrontation med den offensiv, som den amerikanske imperialisme har indledt mod folkene for at befæste sig som hegemonistisk magt i konkurrence med andre imperialister og imperialistiske blokke om kontrol med markeder og indflydelsessfærer.
Baseret på brugen af militærmagt truer USA og dets allierede folkene og agerer imod dem. Afghanistan og Irak var de første ofre for dette nye angreb, men listen over militære og politiske mål er større og omfatter lande på alle kontinenter. Imidlertid er militarismen og interventionerne stødt på folkenes modstand, kampberedthed og aktioner. I Irak udformes en heroisk national befrielseskrig, mens USA fremmer en ulovlig valgproces, som forsøger at legitimere et påstået demokratisk regime; i Palæstina slås folket heroisk for oprettelsen af en palæstinensisk stat, i kamp mod den israelske zionisme, spydspidsen i Mellemøsten for regeringen i Washington; også i Afghanistan går modstanden fremad. I solidaritet med disse og andre folk og i kraftfuld fordømmelse af Yankee-militarismen er en stærk masseprotestbevægelse i færd med at udvikle sig på internationalt plan.
Men lugten af yankee'ernes krudtrøg breder sig ikke bare over fjerntliggende lande; på denne halvkugle fortsætter interventionsplanerne også deres gang. De politiske og økonomiske bestræbelser på at føre Plan Colombia – Patriot Plan'en op på et nyt niveau går videre; USA har etableret militærbaser i forskellige lande og har planer om at opføre dem endnu flere steder; forsøgene på at destabilisere Cuba og Hugo Chavez' regering i Venezuela fortsætter, men de vil rende ind i disse folks modstand og i modstanden fra alle folk på de amerikanske kontinenter.
For at konsolidere sin økonomiske og politiske kontrol over regionen, for at imødegå sin krise og for at konkurrere ud fra en stærkere stilling på verdensmarkedet forsøger den amerikanske imperialisme – i skarp konkurrence med de øvrige imperialistmagter – at etablere og kontrollere et særligt regionalt marked, som alene tjener dens monopolvirksomheder. Til dette formål har den oprettet Det Amerikanske Frihandelsområde (FTAA) og Frihandelsaftalen. Men disse bestræbelser støder op imod massernes aktioner, som har tvunget imperialisterne og de servile oligarkier til at udskyde gennemførelsen af FTAA til et senere tidspunkt end januar2005, som de ellers havde planlagt.
Arbejderne og folkene affinder sig ikke med undertrykkelse og udbytning, med sult, arbejdsløshed og de forfærdelige livsbetingelser, som kapitalismen og det udenlandske herredømme har skabt. De har rykket fra utilfredshedens nødskrig og klager til den åbne protest, til partielle og generelle massemobiliseringer til aktioner, der forlanger deres rettigheder indfriet, til afgørende sociale forandringer.
I Latinamerika er der voldsom social uro, folkenes bevidsthed og massebevægelserne er i udvikling. Der er ikke længere ebbe i klassekampen; tendensen i dag går mod en genoplivning og yderligere fremadskridende udvikling af kampen. Det stærke ønske om forandring uddybes, og brede sektorer forstår, at denne forandring kun vil komme som følge af store anstrengelser, som resultat af folkenes kamp.
Forskellige begivenheder bekræfter dette. Der er intet land, som ikke har mærket massemobiliseringerne på sit eget territorium. De folkelige opstande og oprør i Ecuador, Argentina og Bolivia, blokaderne af landeveje, lammelserne på regionalt og nationalt plan og i forskellige økonomiske sektorer, næres af den kampånd, som er til stede hos arbejderne, ungdommen, de indfødtes bevægelse, bønderne, de jordløse, pensionisterne, kvinderne, de småhandlende, kort sagt … alle som lider under følgerne af den anti-folkelige, neoliberale udsalgspolitik, som Den Internationale Valutafond forlanger gennemført. Dette finder oven i købet sted i Chile, det land, som er blevet fremvist som modellen for den nyliberalistiske politiks 'levedygtighed'.
I bestræbelserne på sociale forandringer har folkene i nogle lande, som i Venezuela, Ecuador, Brasilien og Paraguay, bragt demokratiske og progressive valgprogrammer til sejr, selvom de ikke alle har været i overensstemmelse med folkenes programmer og forhåbninger, og nogle af disse tilmed er blevet forrådt. Hvad der er vigtigt er, at folkene i disse valgprogrammer så et middel til at gå til modstand mod oligarkierne og den udenlandske indflydelse, at de var og er folkelige forsøg på at opnå suverænitet, uafhængighed, frihed og social forandring. I Venezuela var folket årsag til, at det amerikansk-dirigerede kup slog fejl, som forsøgte (og som stadig forsøger) at gøre en ende på en regering, som har forsvaret landets og folkets værdighed, og som frontalt har afvist den amerikanske imperialismes politik. Massernes kamp i Colombia, de politiske aktioner og oprørsstyrkernes kamp mod Uribes pro-imperialistiske regering vinder fremgange og sympati blandt folkene.
I disse aktioner og kampe har vi – de revolutionære organisationer – været med, spillet vores politiske rolle og brugt vores erfaring til udviklingen af arbejdernes og folkenes klassebevidsthed, organisering og kamp. Vi anstrenger os for at hæve den folkelige enhed til nye højder gennem fronter for aktion og kamp, i valgalliancer, i solidaritetsbevægelser, i politiske fronter, med forslag af programmatisk karakter. Vores virksomhed har som mål at befæste arbejderklassens ledende rolle, at vinde de brede masser for revolutionen og orientere dem i den retning, vi arbejder for at akkumulere revolutionære kræfter. Vi konfronterer de herskende klasser og imperialismen ved at anvende de mest forskelligartede kampformer, afhængigt af de behov og politiske betingelser, som er skabt i hvert enkelt af vores lande.
I Latinamerika er der gunstige betingelser for udviklingen af massekampen for revolutionære organisationers aktioner. Baseret på arbejderklassen og folkenes historiske kamperfaringer bekræfter vi gyldigheden af brugen af massernes revolutionære vold for at erobre magten.
De latinamerikanske massers kamp er endnu en stærk strøm i den kamp, som arbejderne og folkene fører i Asien, Afrika og Mellemøsten mod imperialistmagterne. Disse folks aktioner flyder sammen med proletariatets og folkenes kamp i de udviklede kapitalistiske lande. Alle disse kolonner bør forne sig i en stor Anti-Imperialistisk Front , som – snarere end at være udtryk for en enkelt organisme – omfatter folkenes, de revolutionæres, patrioternes og demokraternes fælles kamp. Vores opgave er at besejre imperialistisk dominans og de lokale herskerklassers udbytning, at sætte en stopper for den amerikanske imperialismes krigsplaner og også for dens økonomiske planer. Dette er vores ufravigelige opgave for at forsvare vores suverænitet, vores naturressourcer og miljøet, og for at bevare folkenes kulturelle identitet, ansigt til ansigt med den ideologiske offensiv. Vores kamp er for revolutionens sejr, for folkemagtens erobring og for socialisme.
Endnu engang forener vi vores stemmer i støtte til og solidaritet med alle verdens folk, som kæmper for det daglige brød, frihed og revolutionen, i dette America Latina, som er en vulkan – ikke bare for hvad der vil komme, men for hvad der sker nu. Vi revolutionære på denne del af kloden vil slås for at være på højde med tiden og opfylde det ansvar, som historien har pålagt os.
Quito 17. december 2004
Argentinas Revolutionære Kommunistiske Parti
Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti
Chiles Kommunistiske Parti (Proletarisk Aktion)
Colombias Kommunistiske Parti (marxister-leninister)
Colombias Kommunistiske Parti Maoister
Bevægelsen for Folkets Grundlovgivende Forsamling – Colombia
Arbejderpartiet Kommunisterne Danmark
Kommunistisk Arbejderparti Den Dominikanske Republik
Bevægelsen for Uafhængig, Enhed og Forandring – Den Dominikanske Republik
Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti
Den Demokratiske Folkebevægelse – Ecuador
Ecuadors Revolutionære Ungdom
Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti
Tysklands Marxistisk-Leninistiske Parti
Mexicos Kommunistiske Parti (marxister-leninister)
Perus Kommunistiske Parti (marxister-leninister)
Den kommunistiske organisation Oktober – Spanien
Det Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti - Tyrkiet og Nordkurdistan
Tyrkiets Revolutionære Kommunistiske Parti
Ray O. Light Organisation – USA
Øvre Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti
Utopia Organisation - Venezuela
- End -