Erklæring fra det 13. Internationale Seminar om revolutionens problemer i Latinamerika
En stor massebevægelse rejser sig imod den kapitalistiske og imperialistiske krise
Quito, Ecuador 13. til 17. juli 2009
En stor massebevægelse rejser sig imod den kapitalistiske og imperialistiske krise.
Panikken har indfundet sig på det imperialistiske finansielle marked og i de herskende samfundsklasser verden over: Vi står midt i en ny cyklisk økonomisk krise, og hverken de magtfulde imperialister eller de afhængige lande kan slippe ud af dens greb.
Til trods for at de første tegn på denne krise kom til udtryk i finanssektoren og på boligmarkedet, ligger dens oprindelse i selve den økonomiske basis. Det drejer sig om en ny overproduktionskrise – en overproduktion af forbrugsgoder, som ikke kan forbruges af den lave købekraft. Krisens årsag skal findes i den reelle modsætning mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den private tilegnelse af goder og udbyttede rigdomme, som viser sig som den grundlæggende modsætning i det kapitalistiske system og den fremherskende imperialisme.
Dette er ikke blot endnu en krise. Det er den dybeste i kapitalismens historie, kun sammenlignelig med krisen i 1929, som førte til 2. verdenskrig – og denne krig førte til revolutioner, som befriede en tredjedel af menneskeheden fra den kapitalistiske udbytning, selvom denne proces siden hen ramtes af store tilbageslag.
Krisens rækkevidde er enorm. Den omfatter alle områder af den nuværende økonomi, den har stor indflydelse på miljø og klima, den ryster de borgerlige institutioner i deres grundvold, den tilspidser den inter-imperialistiske konkurrence, og den skærper utilfredsheden blandt arbejderne og befolkningerne rundt om i verden.
De forklaringer på krisen, som monopolerne og finansverdenen giver, er forskellige og kredser om monetaristiske formuleringer om forholdet mellem omsætning og forbrug. De prøver at konfrontere krisen på en måde, som skjuler dens virkninger og negative konsekvenser, som væltes over på arbejdernes, bøndernes, de unges, kvindernes og verdens folks skuldre, og bæres af de afhængige og undertrykte lande – og gør alle disse til krisens betydeligste ofre.
Den aktuelle krise skærper modsætningerne mellem arbejderne og arbejdsgiverne, mellem befolkningerne og imperialismen, mellem monopolerne og de imperialistiske lande indbyrdes. Den viser, at arbejdernes og befolkningernes march fremad mod deres befrielse forstærkes og opnår vigtige sejre overalt i verden. I særlig grad manifesterer den sig i Latinamerika ved en udtalt tendens til forandring, med opkomsten af en række demokratiske nationale regeringer, som fremmer alternative integrationsprojekter som ALBA, men den udtrykker også imperialismens beslutsomhed for at nedkæmpe disse nye processer med militærkup, sådan som begivenhederne i Honduras viser det.
De kapitalistiske kriser, som er produkter af et historisk døende system, kan kun finde en løsning til arbejdernes fordel med overvindelsen over dette udbytterregime og indførelse af socialisme. Monopolerne og regeringerne forsøger at undslippe krisen ved at stille garantier for systemets uforanderlighed, ligesom de har gjort det ved tidligere lejligheder, selvom deres løsningsmodeller – det være sig et velfærdssystem eller neoliberalisme – til sidst ender med nye kriser.
Verdens folk giver udtryk for afvisning af krisen og af de metoder, som de internationale monopoler og magtfulde kapitalister anvender for at beskytte deres interesser. Arbejderbevægelser og folkebevægelser vinder frem mange steder i verden og forlanger, at de rige bærer byrderne fra en krise, de selv har fremprovokeret. Derved fremkommer forslag og ideer, som ikke prøver at redde systemet, men varetager arbejdernes og befolkningernes interesser.
Vi forstår voldsomheden, dybden og størrelsen af den nuværende krise. Imidlertid er vi også bevidste om, at det kapitalistiske og imperialistiske system ikke vil falde af sig selv. Vi er nødt til at omstyrte det med kamp. Arbejdernes, bøndernes, ungdommens, befolkningernes, de oprindelige folks og kvindernes kamp. Alle de udbyttede og underkuede klassers kamp.
De folkelige og revolutionære organisationer arbejder på at skabe en stor bevægelse imod den imperialistiske kapitals dominans og imod de hjemlige udbytterklassers herredømme. I denne bevægelse deltager alle de sektorer, der er parate til at forsvare arbejdernes interesser, dem, der kæmper for demokratisk, progressiv og revolutionær forandring. En stor massefront, som udtrykker sig i hvert eneste af vores lande, er en nødvendighed. Derudover bør arbejderne forstå nødvendigheden af at løfte deres organisering til også at føre kamp på politisk plan og kæmpe for at vinde magten.
Vi anser denne krise for at give en mulighed for de revolutionære kræfter til at afsløre og vise kapitalismens arbejderfjendtlige og udbyttende karakter, for at fremme organiseringen af folket under forandringens banner og fremme den sociale og nationale revolution. Det er en mulighed for arbejderklassen til at forbedre sin antiimperialistiske og antikapitalistiske forståelse.
De, der underskriver denne erklæring, melder sig under frihedens, lighedens og ligestillingens, uafhængighedens og fremskridtets fane. Vi kæmper i hver vores lande for at føre revolutionen til sejr og skabe socialisme; vi forstår, at vi på denne måde bidrager til verdensrevolutions sejr. Vi arbejder hårdt på at nå nye niveauer i samarbejdet og de fælles aktioner mellem folkelige og politiske organisationer for at imødegå den internationale kapitals herredømme.
Sådan lyder vores stemme; det er den idé, vi sender til den amerikanske befolkning og til verden her fra Quito fra det 13. internationale seminar om Revolutionens problemer i Latinamerika, hvor vi med en holdning af gensidig respekt og i fælles positiv bestræbelse har drøftet nogle af de opgaver, som historien pålægger os i dag.
Lad os imødegå imperialismens og dens allieredes aggression mod verdens folk!
17. juli 2009
Argentinas Revolutionære Kommunistiske Parti
Tysklands Marxistisk-Leninistiske Parti
Bolivias Kommunistiske Marxistisk-Leninistisk-Maoistiske Parti
Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti
Movimiento Constituyente Popular – Polo Democrático (Colombia)
Colombias Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister)
Colombias Revolutionære Arbejderparti
Red Nacional Contra el Hambre y la Pobreza (Colombia)
Ciclo Expedición por Sur América (Colombia)
Fundación Solidaridad y Hermandad Pacífico (Colombia)
Minga Sur Palmira – PDA (Colombia)
Cubas Kommunistiske Parti
Chiles Kommunistiske Parti (Acción Proletaria)
Revolutionary Organisation of Labour (USA)
Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti
Movimiento Popular Democrático (Ecuador)
Juventud Revolucionaria del Ecuador
Confederación Ecuatoriana de Mujeres por el Cambio
Movimiento de Liberación Nacional de México
Mexicos Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister)
Frente Popular Revolucionario (México)
Panamas Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti
Perus Marxistisk-Leninistiske Parti
Perus Proletariske Parti
Asamblea Socialista (Venezuela)
Movimiento Gayones (Venezuela)
Movimiento de Mujeres Ana Soto (Venezuela)
Federación de Trabajadores de las Telecomunicaciones (Venezuela)
Frente Universitario Revolucionario Socialista (Venezuela)
Venezuelas Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti
En stor massebevægelse rejser sig imod den kapitalistiske og imperialistiske krise.