Quito den 16. juli 2010

Trods det internationale borgerskabs desperate indsats for at få en ende på krisen i det kapitalistiske system, og på trods af ”optimistiske” analyser fra de borgerlige økonomer, der allerede for måneder siden har spået krisens ende og starten på et nyt økonomisk opsving, ser vi i dag nye momenter til, hvordan systemkrisen, som startede i slutningen af 2008 i USA, og som snart omfattede de største økonomier, og hvis virkninger føltes over hele verden, bliver endnu dybere.

Udviklingen af dette fænomen har skabt indtryk af, at krisen havde sin årsag i finanssektoren, men det er en overproduktionskrise af forbrugsvarer. Som det blev sagt på vores forrige seminar, ligger årsagen i modsætningen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den private tilegnelse af rigdom og gods, som træder frem som den grundlæggende modsigelse i det kapitalistiske, imperialistiske herredømme.

I vores type af lande har virkningerne af den internationale krise sat yderligere fart i en proces med ødelæggelse af produktivitetskræfter, national kapital, indenlandsk industri og arbejdspladser. Vore landsmænd tvinges i tusindvis til at rejse hjemmefra for at sælge sin arbejdskraft i mere udviklede kapitalistiske lande, hvor de er ofre for ekstrem udbytning og fremmedfjendtlig og racistisk politik.

Akkurat som før i tiden prøver det internationale borgerskab at vælte virkemidlerne til økonomisk stabilisering af systemet og deres forretningsvirksomhed over på skuldrene af arbejderne og folket. Et levende eksempel er kravene om stramninger fra Den Internationale Valutafond, Den Europæiske Centralbank og regeringerne i Grækenland og Spanien, som rammer arbejderne i de lande hårdt.

Men folk forsoner sig ikke med disse tiltag. De kæmper imod. I disse dage, og specielt i Europa, spiller arbejderklassen en nøglerolle i modstanden og mobiliserer under parolen om, at ”krisen skal betales af kapitalisterne, der har ansvaret for den, ikke af arbejderne”. Også i Amerika, Asien og Afrika er der en folkelig modstand mod krisen og dem, der beriger sig på den.

Givet sin størrelse og intensitet er det den alvorligste krise i kapitalismens historie, men systemet vil ikke falde sammen af sig selv. De historiske erfaringer viser, at systemet har evner til at komme til hægterne igen. Men det står dog helt klart, at krisens negative følger medfører, at folks mistillid til kapitalismen vokser. Det skaber bedre vilkår for revolutionært arbejde. Masserne forstår, at der ikke findes nogen løsning inden for rammerne af dette dekadente system – at socialismen er alternativet for menneskehedens fremskridt og udvikling.Der er ingen tvivl om, at krisen skaber grundlag for en fremgang for de revolutionære kræfter.

Ved siden af denne udvikling foregår der i Latinamerika en vigtig proces, hvor den politiske bevidsthed udvikles blandt folkene, der på forskellige niveauer har været i stand til at identificere og isolere talsmændene og forsvarerne af den griske nyliberalisme. I kampens hede er en demokratisk og progressiv venstretendens frem, som har ført til ændring af de sociale og politiske styrkeforhold i regionen. De demokratiske og progressive regeringer, der findesher, er resultat af og udtryk for det nye scenarie. Men begrænsningerne er også indlysende. Ser vi bort fra disse regeringers talemåder, så tjener deres præstationer med én undtagelse kun til at styrke det herskende system.

De politiske forhold i Latinamerika er gunstige for revolutionen, for det er ikke nogen tilfældighed, at borgerskabet afprøver forskellige mekanismer for at stoppe massernes kamp eller afspore den fra sine mål. Gamle teorier støves af, og fra den folkelige bevægelse og uden for den (inklusive regeringer anset som progressive) fremholdes det presserende behov for samfundsændringer, der dog bør ske via reformer inden for de institutionelle rammer, idet man respekterer de demokratiske mekanismer og kanaler. Selvfølgelig er der tale om institutioner og et demokrati undfanget af og administreret af bankfolk, storkapitalister og godsejere, dvs. af udbytterklasserne.

Den konstitutionelle og pacifistiske diskurs, der taler om social og national forsoning, har til formål at forhindre, at massernes bevidsthed går i revolutionær retning. Man vil have masserne til at tro på reformer inden for rammerne af kapitalismen som en måde til at løse problemerne. De revolutionære ved, at reformer, uden at magten ligger i arbejdernes hænder, ikke kan spille nogen revolutionær rolle og ikke gøre kål på menneskers udbytning af andre mennesker. Derved er social befrielse ikke mulig.

Vi slås for massernes krav om materielle og politiske reformer, som er akut nødvendige for at forbedre levevilkårene, men ser dem absolut ikke som en definitiv løsning på folkets problemer. Det at indskrænke kampen til reformer er det samme som at fæste tiltro til kapitalismen. Det er at spille magthavernes spil, at henfalde til reformisme og acceptere de herskende klassers socialpolitiske virkemidler. Politisk set kæmper vi for reformer som middel til at samle kræfterne til revolutionen.

Arbejderne og folkene må overvidne sirenesangene om fredelige revolutioner, medborgerdemokrati eller om en socialisme for det 21. århundrede. Dette er politiske tilnærmelser, som er forenelige med kapitalismen, fordi de ikke tager skridt for at vælte hjørnestenen, dette system er bygget på: privat ejerskab til produktionsmidlerne. Vi må ende borgerskabet på revolutionær vis, dvs. erobre magten. For at klare det opmuntrer vi til alle former for kamp, og vi arbejder for at indlemme alle klasser, samfundslag og grupper, som berøres af kapitalismen, og som har interesse i social revolution.

Udviklingen af massekampen er et vigtigt særtræk ved det politiske liv i de latinamerikanske lande. Arbejdere, ungdom og folk generelt slås for social forandring, de presser på for at få de progressive regeringer til at gå længere og radikalisere deres programmer, de slås imod imperialismen, specielt USA- imperialismens interventionspolitik, modsætter sig tilstedeværelsen af yankee-militærbaser og protesterer mod de udenlandske monopolers plyndring af naturressourcer. Man kræver anerkendelse af nationale rettigheder for de indfødte osv. igennem aktioner, som bliver undertrykt med vold af regeringerne.

Vi noterer os, at det sker sideløbende med den antikommunistiske offensiv, kriminaliseringen af den folkelige protest og politiske og sociale ledere med det sigte at skræmme masserne og stoppe kampen. I Argentina, Chile, Ecuador og Peru foregår denne proces. I andre tilfælde opmuntrer de herskende klasser til angreb fra paramilitære grupper, der slår til mod og bortfører populære ledere og forkæmpere i Colombia, Honduras, Mexico og Brasilien, men også i Rusland og Filippinerne og andre steder.

Borgerskabet, socialdemokrater eller nyliberale, dæmoniserer de folkelige kampe og kalder dem for terrorhandlinger, destabilisering eller sabotage. Enhver, der udfordrer status quo, bliver fordømt som terrorist. I fredens navn nægtes folket retten til at gøre oprør. Påskuddet er, at man må undgå brug af vold, samtidig som der til enhver tid i virkeligheden udøves vold mod folket.

De lokale herskerklasser og imperialismen er ansvarlige for sult, arbejdsløshed, tilbageståenhed og udenlandsk afhængighed. De er vore fjender og revolutions angrebsmål. Men for at konfrontere og bekæmpe dem, for at gøre ende på afhængigheden, behøver vi en bred enhedsfront af arbejderne og folket, af demokrater og venstreorienterede, at revolutionære og alle sociale og politiske kræfter, der har interesse i social forandring. Kampen for social og national befrielse kræver også en stor anti-imperialistisk enhedsfront imellem folkene, som især kommer til udtryk i kampen mod alle former for udenlandsk dominans og i forsvaret af vore landes suverænitet og nationale rettigheder.

Vi, der deltager på det 14. Internationale Seminar, gentager vore internationale forpligtigelser: Vi lover at arbejde for broderskab og solidaritet mellem folkene, arbejde for at bringe dem frem til sejr. Det, at revolutionen triumferer i vore respektive lande, er det bedste bidrag til verdensrevolutionen.

Forskellige politiske kræfter har været samlet til dette arrangement, der har givet anledning til åbent og ærligt at fremlægge og diskutere vore synspunkter. Det har været en yderst nyttig prøve, der bør gentages i vore respektive lande. Vi har mange emner at drøfte i den kommende tid, så vi indkalder til det 15. Internationale Seminar om Revolutionens problemer i Latinamerika i 2011.

Argentinas Revolutionære Kommunistiske Parti
Partido Revolucionario/Revolutionært Parti (Marxistisk-Leninistisk), Argentina
Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti (PCR)
Colombias Kommunistiske Parti (Marxistisk-Leninistisk)
Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti (PCMLE)
Folkets Demokratiske Bevægelse (MPD), Ecuador
Ecuadors Revolutionære Ungdomsforbund (JRE), Ecuador
Arbejdernes Faglige Landsorganisation (UGT), Ecuador
Kvindeforbundet for forandring, Ecuador
Folkefronten (Frente Popular), Ecuador
Den Revolutionære Nationaldemokratiske Front (FDRN), Filippinerne
Den Latinamerikanske Komite for Solidaritet med Haitis Folk
Folkefronten til Befrielse af Haiti
Mexicos Kommunistiske Parti (Marxist-Leninistisk)
Mexicos Socialistiske Folkeparti, Mexico
Den Revolutionære Folkefront (Frente Popular), Mexico
Perus Marxistisk-leninistiske Parti
Perus Proletariske Parti (Partido Proletario)
Arbejdets Kommunistiske Parti, Dominikanske Republik
Bevægelsen for Uafhængighed, Enhed og Forandring (MIUCA), Dominikanske Republik
Global Retfærd (Justicia Global), Dominikanske Republik
Patriotisk Koordinering (Coordinadora Patriótica), Dominikanske Republik
Sovjetunionens Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne), Rusland
Bevægelsen Manuelita Sáenz (Sucre), Venezuela
Movimiento Gayones, Venezuela
Movimiento de Educación para la Emancipación, Venezuela
Juventud del Consejo politisk Obrero, Venezuela
Centro de Formación e Investigación Professor Franklin Giménez, Venezuela
Venezuelas Kommunistiske Parti (Marxistisk-Leninistisk), Venezuela

- End -