Quito, Ecuador 14. juli 2006
I mere end femten år har imperialismen og det internationale bourgeoisi forsøgt at knuse folkenes forhåbninger om frigørelse. Med Berlin-murens fald proklamerede de en 'ny verdensordens' fødsel og udkårede kapitalismen som det højeste og endegyldige niveau af økonomisk og social udvikling, som menneskeheden kunne gøre sig forhåbning om.
Denne situation var imidlertid ikke et udtryk for socialismens fallit, men for fallitten for den kapitalisme, som var blevet genoprettet i de lande, der kaldte sig socialistiske. Den revolutionære bevægelse må drage sine konklusioner af denne proces for at undgå en gentagelse af denne degeneration.
Folkenes fremskridt og velfærd – blev det påstået – garanteres af den såkaldte tekniske og videnskabelige revolution, som ikke blot ville medføre forandringer i arbejdets organisation, men først og fremmest i karakteren af de sociale produktionsforhold. Det står imidlertid klart, at verdensøkonomien ikke kan overvinde de alvorlige problemer, som har trukket ud i årevis, og yderligere, at det kapitalistiske og imperialistiske systems krise forstærkes og berører alle samfundslivets sfærer.
De udviklingsmodeller, som præsenteres som eksempler til efterfølgelse, falder fra hinanden over for de uløselige modsigelser og arbejdernes og folkenes aktion, som sønderriver bourgeoisiets økonomiske programmer.
Verden er en skueplads for store folkelige bevægelser, som rejser sig mod imperialismens krigspolitik, som sender besættelsesstyrker, hvorhen dets behov for ekspansion og verdensherredømme kræver det.
De europæiske arbejderes strejker, revolterne i fattigkvartererne og blandt studenterne i Frankrig, indvandrernes kamp mod George Bushs xenofobiske politik i USA, som er uden fortilfælde, er eksempler på arbejdernes og ungdommens aktioner, som får det imperialistiske monster til at skælve til marven. I Irak vinder det irakiske folks kamp for national befrielse frem og giver besættelsesstyrkerne en forsmag på nederlagets støv, mens det palæstinensiske folk går til modstand mod den zionistiske militarisme. Latinamerika er en sydende vulkan, hvor den neoliberale politik har fået hårde slag, og hvor de amerikanske planer om at danne en regional økonomisk blok er tvunget på tilbagetog.
I alle disse aktioner genvinder arbejderklassen sin plads som den grundlæggende kraft i den revolutionære proces. Bønderne, de indianske og sorte folk og ungdommen spiller en fremtrædende rolle for deres kampvilje og massive deltagelse i kampen og modbeviser gennem deres handlinger det postulat, som søger at underordne arbejderklassens aktion under 'nye sociale aktører', som skal være dukket frem. Proletariatet har aldrig, historisk og strategisk, mistet sin rolle som den revolutionære proces' fundamentale kraft.
De latinamerikanske folks kamp vokser i bredden, i intensitet og med hensyn til skærpelsen af kravene. Sammen med de specifikke krav flammer de anti-imperialistiske bannere, sammenvævet med ønsket om social forvandling.
Imperialismens bestræbelser på at få sat en stopper for væbnet kamp er mislykkedes, og det colombianske oprør yder modstand og bevæger sig mod magterobringen. Ønsket om forvandling ses på gaderne, på landet, og også i valghandlingerne, og bevirker en ændring i de politiske forhold i regionen.
Arbejderne og folkene ikke alene stemmer imod neo-liberalisme, men håber at få afskaffet dette udbytningssystem, og ikke så få sektorer ser socialismen som alternativet. Af denne politiske atmosfære er fremstået demokratiske og progressive regeringer som Hugo Chavez' i Venezuela og Evo Morales' i Bolivia, som nærer folkenes tillid til muligheden af at vinde nye sejre og overlade dette uhyrlige system til historiens losseplads.
Vejen til socialisme fordrer en afgrænsning af holdningerne over for socialdemokratiske, reformistiske og opportunistiske forestillinger, som erklærer, at det er muligt at opbygge socialisme uden at afskaffe kapitalismen.
Trods den kendsgerning, at socialismens idé fortsat er ringe udviklet blandt vigtige sektorer af arbejdere og folkelige kræfter, er det vigtigste, at denne idé eksisterer, hvilket giver de revolutionære muligheden og ansvaret for at klargøre og bekræfte de grundlæggende principper, som vejleder den videnskabelige socialisme, den revolutionære socialisme, midt i opsvinget af den sociale kamp.
Socialisme som en økonomisk-samfundsmæssig styreform, som er kapitalismen overlegen, er sidstnævntes negation, og den fastslog denne kendsgerning, da den dækkede en tredjedel af verdens befolkning og tilfredsstillede deres grundlæggende velfærdsbehov.
Opbygningen af denne nye samfundstype modsvarer universelle lovmæssigheder og omfatter en vedvarende social revolutioneringsproces.
I sit væsen er det arbejdernes samfund, som opstår på grundlag af socialisering af produktionsmidlerne og afskaffelsen af alle former for menneskets udbytning af mennesket, hvor arbejdet vil være kilden til fremskridt og velfærd for arbejderne og ikke til udbytning og kapitalakkumulation.
I sammenligning med den anarkistiske produktion, som styres af monopolernes fri konkurrence, opbygger socialismen en planøkonomi under anførsel af den revolutionære regering og bakket op af styrken af de arbejdere, som deltager som den sociale forvandlings grundlæggende komponent, i et miljø af fuldt og ægte demokrati, proletariatets diktatur, som garanterer opretholdelsen af arbejdermagten og bekæmper de tidligere udbytterklasser og faren for, at det gamle eller et nyt bourgeoisi tager magten for at genoprette kapitalismen.
Kun socialisme er i stand til i løbet af en proces at løse de modsigelser, som udbytningens regimer har udviklet, såsom klassemodsætningerne, modsætningerne mellem åndens og håndens arbejde, mellem land og by, modsætningerne mellem kønnene, mellem folk, nationer og nationaliteter.
Kun socialisme garanterer på afgørende måde den sociale og nationale frigørelses sejr, forsvarer massernes arbejde, liv og helbred og sikrer fuld frihed til folkene og suverænitet og uafhængighed til landene.
Idet de baserer sig på alle kampformer, må arbejderklassen og folkene kræve magtens erobring for at etablere den revolutionære regering, som vil lede den socialistiske opbygning. Men kun anvendelsen af massernes revolutionære vold vil være i stand til at vælte udbytterklasserne fra magten.
Arbejderklassen er den fundamentale kraft i det sociale fremskridt. Dens naturlige allierede er de arbejdende klasser i byerne og på landet, den oprørske og kæmpende ungdom. Vi arbejder med dem i forskellige fronter og organisationer, som opsamler kræfterne til revolutionen.
Uanfægtet af reformistiske og antikommunistiske skrøner er det historisk blevet bevist, at proletariatet ikke kan stå i spidsen for denne proces, hvis det ikke hæver sin organisering til det politiske niveau, hvis det ikke støtter sig på det revolutionære parti.
Det er en kendsgerning, at de revolutionære processer i hvert eneste land har og vil have sine særtræk og særlige former for at akkumulere de revolutionære kræfter og for socialismens opbygning, men revolutionens og socialismens grundlæggende principper og generelle love er uforanderlige og uomgængelige for alle lande.
Proletariatets sociale revolution er international i sit indhold og antager den form, som kræves af betingelserne i ethvert land. Vi kan ikke indskrænke vores aktion til vore landegrænser. Vores internationalistiske ånd kræver, at vi arbejder for de revolutionære kræfters enhed ikke bare på lokalt, men også på internationalt niveau. Skabelsen af en stor folkenes anti-imperialistiske front er vores opgave, der antager sine egne former i alle de kampe, som vi går ind i mod imperialismen og det internationale bourgeoisi.
Det 10. Internationale Seminar om Revolutionens Problemer i Latinamerika har været et vigtigt forum for at drøfte et tema af den største umiddelbare vigtighed for folkene, og vi har gjort dette ved at sammenfatte den praktiske handling, som vi – de revolutionære kræfter – har foretaget i denne periode, og også ved at studere fortidens erfaring, for at forhindre os i at lave mulige fejl.
Vi, partierne og organisationerne som deltager i dette seminar, har viet vores anstrengelser til, at socialismens idealer vejleder arbejdernes kamp i Latinamerika og i hele verden, og til at løse den opgave, som historien har pålagt os.
- End -