Venezuelas Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti (PCMLV)
Unity & Struggle 19, maj 2010
Kommunistisk Politik 15, 2010
Imperialismens militære offensiv, som begyndte med invasionerne af Afghanistan og Irak, er nu foregået i ti år og fortsætter. I den seneste tid er der kun sket ændringer i aktionsmåden, som tilpasses den ny operationsplan, som er udarbejdet af Obama-administrationen. Han fortsætter med at gøre forberedelserne til store aktioner klar, især i Sydamerika, for at styrke den politiske og strategiske kontrol over denne region, som udgør et strategisk element i den amerikanske politik for dominans.
Latinamerika og krisens nye fase
De amerikanske regeringer har betragtet Latinamerika som deres ’baggård’ og i tidligere omfordelingskrige om de globale ressourcer er det lykkedes dem at bevare denne region uden større konflikter. Grundlæggende har de været stillet over for oprør, som har forsøgt at befri sig fra amerikansk styre; nu skærpes modsætningerne på grund af den store folkelige mobilisering og de demokratiske processer, der vinder frem i regionen.
Imperialismens politiske ledelse vejrer fare og har besluttet at styrke sin militære tilstedeværelse på kontinentet som en måde til at konsolidere sit herredømme over for disse processer og over for de andre imperialistmagter, som er begyndt at udvide deres tilstedeværelse i området.
Det er modsætninger, som er karakteristiske for kapitalismens imperialistiske fase, som blandt andet omfatter kampen for opdeling af verden mellem stormagter og store selskaber. De varsler om tider med direkte konfrontation og sociale rystelser, som er større end hvad vi hidtil har oplevet.
Denne region rummer planetens vigtigste reservoir af ferskvand og biodiversitet; det har de mest mangfoldige mineraler; dens geografi er blevet studeret til bunds af imperialistmagterne. Den udgør et vigtigt marked, som har været underlagt amerikansk kontrol i mere end et århundrede. Dens herskende borgerskaber identificerer sig automatisk med og er underlagt imperialistiske planer. Den udgør den grundlæggende transitrute til vands og i luften mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Den har områder, der er under total kontrol af reaktionens militærstyrker med ressourcer som olje, gas og elektrisk energi, som er vitale for at etablere strategiske baser.
Det er således klart at vi bevæger os ind i en fase med åben kamp om at kontrollere disse ressourcer, hvad der indebærer, at folkenes kamp for deres frigørelse vil blive skarpere sammen med den indbyrdes kamp mellem imperialistmagterne.
Det colombianske bourgeoisis rolle
Fra et politisk synspunkt er det colombianske bourgeoisi USA’s sikreste allierede i Latinamerika. På trods af oprøret i landet, som er det ældste og det stærkeste på kontinentet, er det lykkedes imperialismen at sikre sig absolut kontrol over hele områder i kraft af den kombinerede brug af beskidte krige, efterretningsoperationer og folkedrab, som har udslettet hele samfund for at etablere deres økonomiske og politiske projekter ved hjælå af paramilitære kræfter. De har således opnået en gigantiske økonomiske tilgange, især baseret på fremstillingen af og handelen med ulovlige stoffer og deres tilraning af de naturgivne rigdomme i regionen.
Som front for dette har de benyttet selskaber som United Fruit, Chiquita, Nestlé og Coca Cola, der har udgjort en base for repression mod arbejderklassen og spydspidsen i eksperimenter med teknikker til repressiv kontrol med befolkningen gennem forfølgelse af arbejder- og bondeledere og folkelige førere og gennem undertrykkelse af alle udtryk for oprørskhed.
Dette har ført til ekstremer som mord og tortur, begået af den colombianske hær og paramilitære efter anvisninger fra den amerikanske ambassade og transnationale selskaber. På denne måde er Colombia blevet omdannet til et centrum for eksperimenter med undertrykkelsesteknikker til social kontrol, som man nu planlægger at reproducere i stor stil over hele kontinentet for at undertvinge de revolutionære og progressive kræfter.
Dertil får de støtte fra Peru, Panama og Mexico, hvor man klart ser undertrykkelsen, de paramilitæres virksomhed og forfølgelsen af progressive kræfter, som gemmer sig bag udhængsskiltet kampen mod narkohandelen, sådan som det er tilfældet med den plan, der følges i Colombia. Det har ikke formindsket narkoproblemerne; men snarere forøget dem. Det har til gengæld klart været en retfærdiggørelse for den mest grusomme og folkemorderiske undertrykkelse af den folkelige bevægelse.
Alle disse elementer forklarer grundene til placeringen af de syv amerikanske militærbaser på colombiansk territorium. De vil føre til konsolideringen af dette land som en politisk og militær platform for at stoppe de demokratiske processer, der er på vej i regionen, og til at forberede aggression mod de revolutionære folk og kræfter, som opnår fremskridt med hensyn til at opbygge reelle referencepunkter, som er villige til at overvinde de borgerlige rammers begrænsninger. Så denne kolossale militære tilstedeværelse har til formål direkte at undertrykke de folkelige og revolutionære organisationer.
Når disse forkaster de reformistiske projekter, vil de fremkomme med løsninger på vore samfunds strukturelle problemer ved hjælp af virkelig revolutionære foranstaltninger. Derfor vil imperialismen klart for at fortsætte sin planlagte dominans forsøge at neutralisere instrumenter som folkelig opstand, afskaffelsen af privateje af produktionsmidlerne, arbejder- og bonde-kontrol med produktionen, bevæbning af folket, og regering gennem arbejder-, bonde- og soldater-råd.
Den fornyede aktivering af imperialismens militære forberedelser viser sig i genaktiveringen af den amerikanske Fourth Fleet, skabelsen af syv nye baser i Colombia, og de øgede direkte aktioner i kampen mod opstanden, også på det operationelle niveau, konsoliderer Colombias og i særdeleshed Uribe-regeringens rolle som imperialismens lakajer. Den er centrum for denne politik for underkastelse under imperialismens planer, som står i direkte modsætning til den store politisering og demokratiske mobilisering, og med den progressive og antiimperialistiske kurs, som flertallet i Venezuela, Ecuador, Bolivia og Nicaragua er slået ind på.
Den ledsages også af en stærkt agitatorisk retorik, som også begynder at kunne anes i de positioner, som regeringerne i Uruguay, Paraguay, Guatamala, Chile og El Salvador indtager, og står i kontrast til det brasilianske borgerskabs og det argentinske borgerskabs hegemonistiske aspirationer. Samtidig gør svækkelsen af den reaktionære ledelse og dens sociale basis i Mexico, Peru og Costa Rica netop bedst til at udføre imperialismens politik i regionen.
Det er kapitalismens højeste fase, som har fælles interesser på tværs af grænserne, og som hidkalder rådgivere fra Israel og andre imperialistiske lande for at udforme aggressionsplaner, så som de velkendte Plan Balboa, Plan Colombia, Patriot-planen og Plan Puebla Panama, som nu føjes sammen på et højere niveau i den hensigt at kontrollere Latinamerikas enorme arealer og opbygge strategiske forsyningsbaser for dens interkontinentale planer.
De colombianske oprørsorganisationer er i konfrontation med den imperialistiske besættelse
Scenariet med åben kamp, som imperialismen har udløst mod Latinamerika, forvandler det colombianske oprør til spydspidsen for den antiimperialistiske kamp på kontinentet. For at konfrontere denne nye fase med direkte besættelse af imperialistiske hære, spiller FARC (Colombias Revolutionære Væbnede Styrker), ELN (Den Nationale Befrielseshær) og EPL (Folkets Befrielseshær) en vigtig rolle i forsvaret af suverænitet, og ikke bare Colombias, men hele regionens.
Derfor er det i imperialistmagternes interesse at forsøge at udslette dem, som de øjensynligt ikke har været i stand til, og heller ikke vil være i stand til. De patriotiske, revolutionære og ægte socialistiske elementer kan ikke forholde sig passive til denne proces med overdragelse af suveræniteten, som den colombianske højrefløj gennemfører. Derfor kan der forventes en vigtig proces med genoplivning af kampen på alle felter, hvad der også betyder en genoplivning og styrkelse af den væbnede kamp.
Oprørsbevægelserne og de folkelige og revolutionære bevægelser i Colombia har i denne komplekse periode af imperialistisk politik et stort ansvar for direkte at konfrontere hele bourgeoisiets militærmagt og propagandamanipulation på deres territorium. De bærer på deres skuldre vægten af år med den værste fascistiske og reaktionære vold, som betyder stadig større ofre. Men dette påkalder også, at den revolutionære bevidsthed på verdensplan viser solidaritet med denne kamp, uanset terrorist eller narkohandel-stemplet, som propagandamaskinerne har brugt for at miskreditere dem og lettere nå deres mål.
Men det står i disse vanskelige tider klart, at disse organisationer repræsenterer den mest fremskredne kamp for at forhindre Colombias og Latinamerikas totale overgivelse til imperialismens planer.
Denne situation kræver, at vi revolutionære ser denne region som det svageste led og bygger mekanismer til at støtte denne kamp og forberede os selv til på basis af dette modige folks erfaring at imødegå og besejre imperialismen.
Vi må forkaste de idealistiske drømme, som har resulteret i strømme af blod og undertrykkelse af folkene, og afvise de opgivende, kapitulerende og reaktionære positioner, baseret på romantisk pacifisme, som påkalder ofre uden modstykket, der hedder oplevelsen af kampkraften og en selvstændig klassepolitik.
Honduras og imperialismens anden side
Vi kan ikke glemme begivenhederne i Honduras, hvor imperialismen påbegyndte sine nye operationsformer, planlagt og virkeliggjort af det amerikanske udenrigsministerium.
Det er dens politik for den nuværende krise, og udtryk for de nye tiders imperialistiske politik: snak om demokrati og et stort smil til offentlighed og medier, med et mål om at vinde tid og skabe tillid, mens den styrker sin militære infrastruktur med stor operationel kapacitet i Sydamerika for at undgå at det svageste led i den imperialistiske undertrykkelseskæde sprænges, som ligger i denne region af verden, og som bestemt kan optrappe sin udvikling under den nuværende krise.
I Venezuela kæmper arbejderklassen og bønderne i forreste række
I Venezuela er der hver dag strejker, jordbesættelser, sammenstød i kvartererne og andre former for kamp, som har ført til at 200 bondeledere og mere end 150 faglige ledere er blevet dræbt under sådanne aktioner af snigmordere, som forsøger at lamme kampene og neutralisere lederne og de sociale organisationer.
Disse udtryk for klassekamp afspejler konfrontationsniveauet, men de afspejler også den kendsgerning, at den igangværende proces radikaliserer positionerne, og gør det klart at opbygning af socialisme uden konfrontation er en løgn.
Det blev allerede i Det kommunistiske Manifest påvist, at det var en form for borgerlig socialisme, som er en illusion, der forsøger at komme kapitalismens dårligdomme til livs.
Af dette panorama fremgår det klart, at i Latinamerika i dag, og især i områderne Colombia,. Venezuela, Ecuador, Bolivia og Peru forberedes betingelserne for en større militær og politisk konfrontation. Den vil kun føre til socialisme, såfremt vores marxistisk-leninistiske partier forstår situationen, handler på basis af vores principper og skaber revolutionens redskaber, for at kunne indtage fortropsrollen, og lede alle patriotiske, folkelige og revolutionære kræfter hen imod den videnskabelige socialisme.
De må forkaste illusionerne om den såkaldte 21. århundredes socialisme, småborgerlig pacifisme og alle afskygninger af revisionisme, og de må stadfæste, at kun massernes kamporganisationer under ledelse af proletariatets parti kan stoppe den igangværende imperialistiske offensiv og sprænge imperialismens kæde, og dermed bevise vores linjes rigtighed.
Centralkomiteen i Venezuelas Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti – PCMLV