Dansk LO ved man altid, hvor man har. Det er ubetinget for Den europæiske Union og det meste af dens væsen, selvom de fleste LO-medlemmer er imod. Ved hver eneste ja-kampagne for mere union har fagtoppen været med. Men bekymringen er stor nu.
Faglig
kommentar
Kommunistisk Politik 14, 2003
Den 1. juli skiftede EU igen
formandskab. Efter Grækenland er det nu Italien. Nu er det multimilliardæren
Silvio Berlusconi - manden med næsten total kontrol over parlament, presse
og domstole i Italien - som står i spidsen for unionen i det kommende halvår,
hvor forfatningsproces, økonomisk krise og udbygningen af den militære
dimension er sat på dagsordenen.
Den mand i spidsen for EU er et afslørende
signal om karakteren af hele foretagendet: De riges klub med de største
røvere i førersædet.
Gennemførelsen af EU's
nyliberale 'reformpolitik' i de enkelte lande - barbering af de offentlige pensionsordninger,
angreb på understøttelser og bistand og uddannelsesreformer med stærke
elementer af privatisering, som gør det endnu vanskeligere for de arbejdendes
børn - har fremkaldt masseprotester fra brede grupper i mange lande.
Samtidig tilspidses den økonomiske krise i EU-landene. Tyskland forventer negativ vækst. En stor skattereform skal sparke den knirkende økonomi i gang. Hvad der sker for Schröders projekt i Tyskland i de kommende måneder føles med spænding. Ikke mindst i Sverige, som skal stemme om afskaffelse af den svenske krone og indførelsen af euro'en den 14. september.
Euro-tilhængerne
med den socialdemokratiske statsminister Göran Persson i spidsen er uhjælpeligt
bagud i opinionsmålingerne. Den seneste opinionsundersøgelse mener,
at kun 31 procent af svenskerne vil stemme ja, mens 52 procent siger nej, mens
17 procent er uafklarede.
Nu sætter Persson sin lid til svensk LO, som
hidtil ikke har villet anbefale et ja til euro'en, men nu sender andre signaler
- og til Schröders reformer. Hvis hans skatteomlægning kan give synlige
resultater i form af faldende arbejdsløshed, vil det i den svenske valgkamp
blive anført som bevis på euro-zonens overlegenhed.
Dansk LO
ved man altid, hvor man har. Det er ubetinget for Den europæiske Union og
det meste af dens væsen, selvom de fleste LO-medlemmer er imod. Ved hver
eneste ja-kampagne for mere union har fagtoppen været en aktiv medspiller.
Det vil den også være, når det store slag om den ny EU-forfatning
'Europas Forenede Stater' og om afskaffelsen af de danske forbehold skal stå.
Men
bekymringen i LO-toppen er stor. Man frygter et nyt Nej ved en kommende dansk
folkeafstemning.
Redaktøren af LOs ugebrev A-4 Bent Winther har i en
leder sat ord på følelserne i fagtoppen:
" Statsministeren
må føle sig fristet af en alt-eller-intet afstemning for at sikre
et ja ved den kommende folkeafstemning om EU's forfatning. Oplægget fra
EU-konventet træder på næsten alle ligtorne i den danske EU-debat.
Modstanderne jubler…
Hvis man er tilhænger af et fuldgyldigt dansk
medlemskab af EU, så er der al mulig grund til at være bekymret. Den
kommende folkeafstemning om den nye EU-forfatning kan komme allerede til næste
år, og faren for et nej er overhængende.
EU-konventets udkast
til en ny EU-traktat indeholder nemlig alle de symboler på en føderal
politisk union og alle de uklarheder om fremtidens samarbejde, der skal til for
at få danskerne til at stemme nej til EU for tredje gang. Der er lagt op
til endnu en historisk gyser, hvor stemmerne igen vil balancere omkring de magiske
50 procent, og hvor indsatsen er Danmarks fremtidige placering i Europa."
Det er indtil nu ikke lykkedes LO-toppen at overbevise nogen om, at Den europæiske Union skulle bringe arbejderne - i Danmark eller andre steder - noget godt. Alle vores erfaringer viser det modsatte: EU er de riges projekt til euro-milliardærernes og de multinationale monopolers forgyldning. Den fælles mønt betyder skærpet udbytning af de arbejdende. Derfor sagde de danske arbejdere Nej - og derfor vil vi igen sige Nej til en forfatning, som skal cementere milliardærernes magt i Unionen og i verden.
Se hele lederen i Ugebrevet
A-4:
På
vej mod et nyt EU-nej
Netavisen 3. juli 2003
