Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 22, 2004
Hovedparten
af de ufaglærte medlemmer i SiD har siden Danmarks tilslutning til det europæiske
fællesskab i 1972 været modstandere af eller utilfredse med monopolernes
Unionsprojekt. De kongresdelegerede på de ti afholdte kongresser i den mellemliggende
periode har kun til en vis grad afspejlet medlemmernes holdninger.
Gang
på gang har spørgsmålet spaltet kongresserne, der i én
og samme udtalelse har fastslået en kritisk og/eller en modstanderlinje,
men altid kombineret med tilstrækkelige vage formuleringer, der gav forbundsledelsen
mulighed for fortsat at operere på en EU-positiv linje i praksis. I modsat
fald overtrådte SiD-toppen kongresbeslutningerne - uden efterfølgende
at blive stillet til ansvar over for dem.
De 33 års medlemskab har givet EU-modstanderne i SiD ret i alle deres kritikpunkter, når det drejer sig om, hvad EU ville udvikle sig til. Uanset om skiftende statsministre - med Schlüter i spidsen - har begravet Unionen med erklæringer om, at den var stendød, så blev den en realitet alligevel.
Store danske
erhverv som fiskeriet og landbruget er i dag hovedsagelig forbeholdt de større
industriskibe og godsejere - med masser af konkurser blandt småfolk i kølvandet.
Danmarks eneste stålværk er nedlagt, og resterne er på russiske
hænder. Distributionen og mejeribearbejdningen af vores landbrugsprodukter
er opkøbt af svensk kapital. Infrastrukturen er udlagt til et slagsmål
mellem franske Connex og britiske Arriva, mens postvæsenet om føje
måneder ser ud til at havne på tyske hænder. Telefonnettet skifter
fra amerikansk til anden udenlandsk interessent. I alle sektorer har de ansatte
smagt frugten af at blive opkøbt og fusioneret.
Privatisering, udlicitering
og outsourcing har efterhånden solgt de sidste rester af offentlig virksomhed
fra.
Reallønnen, arbejdstempoet og intensiteten er forøget, og
fleksibiliteten er steget drastisk med nedslidning til følge. 8-900.000
personer i den erhvervsaktive alder går i dag ledige under alle hånde
forskellige rubriceringer, hvilket svarer til en reel arbejdsløshed på
30-35 pct.
Dette er blot nogle af de barske konsekvenser af EF/EU-medlemskabet
gennem 33 år. Er der nogen, der kan huske tilhængernes løfte
om en tilværelse i Honningland, eller deres hånliggørelse af
modstandernes påstande - kaldet skrækkampagner - om, at dansk suverænitet
ville blive undergravet?
Med den kommende EU-traktat bliver Danmark definitivt
et amt i monopolernes EUropa - med undtagelse af nogle få rester af den
'danske aftalemodel'. Denne højtbesungne model, der i efterhånden
stærkt beskåret form giver lønmodtagerne ret til via forhandling
med arbejdsgiverparten at bestemme over løn og arbejdsforhold, står
i kontrast til størsteparten af de øvrige EU-lande, hvor forholdene
bestemmes via lovgivning.
Toppen af dansk fagbevægelsen har ved hjælp
af 'den danske model' altid hævdet, at danske lønmodtagere var "herre
i eget hus". Modellen har imidlertid ikke de sidste tyve år forhindret
EU i at diktere regler indarbejdet i danske overenskomster. Eller skiftende regeringer
har gennemført EU's politik under dække af, at det var folketingets
egne. Nyrups forringelse af efterlønnen er et af de bedre eksempler på
dette.
Ikke desto mindre er resterne af den 'danske model' værd at
forsvare, da de stadig giver arbejderne retten til at forhandle i modsætning
til at få trukket alt ned over hovedet ved lovgivning eller direktiver.
Derfor har det en overordentlig stor betydning, at EU-institutionen rummer en
vetoret, når det gælder arbejdsmarkeds- og socialpolitik.
VK-regeringen
er på dette punkt enige med de partier, som de forsøger at strikke
et nyt nationalt forræderi sammen med. Det gælder de Radikale, Socialdemokratiet
og SF. Enigheden strækker sig såmænd også til at gælde
LO og DA.
Derfor er det også beskæmmende at opleve, at netop
SiD vælger at gå enegang og bersærk på dette spørgsmål.
Med
udsagnet om, at Danmark skal opgive
monopolet på den danske model, plæderer forbundet mod vetoret
på føromtalte områder, da den angiveligvis er en hæmsko
for udviklingen af arbejdsmarkedspolitikken.
Hvis SiD og deres internationale
sekretær, Sune Bøgh, mener, at vetoretten er en hæmsko for
udviklingen i monopolernes interesse, så har de ret. Så skal det bare
siges ligeud.
For arbejderklassen forholder det sig stik modsat: Med vetorettens
afskaffelse falder de sidste rester af 'den danske model'.
Netavisen
10. november 2004
