Kommunistisk Politik 2, 2005
Den
såkaldte danske aftalemodel, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler og
aftaler tingene, har i flere år været under hård beskydning
og undergravning.
Den nye EU-forfatning vil slå det sidste søm
i kisten, hvorefter det er op til folketinget at fastlægge ved lovgivning
at fastlægge alle centrale arbejdsforhold.
Det forhold vækker
både bekymring og harme hos fagbevægelsens medlemmer, hvorfor toppen
og de EU-positive kredse også vælger at omgå disse fakta i stilhed.
Nu
er der imidlertid fremkommet en rapport, hvis selvvalgte konklusioner falder som
vand på EU's mølle:
- Strejketimerne i Danmark viser sig over
de sidste 3½ årti at ligge i den øverste halvdel, når
vi sammenligner os med 14 andre vesteuropæiske lande, hvilket dokumenterer,
at den danske aftalemodel ikke i sig selv holder ro på bagsmækken.
LO
og forbundslederne har betegnende nok netop tidligere forsvaret modellen overfor
arbejdsgivere og lovgiverne med, at modellen sikrede arbejdsroen. I modsætning
hertil har fagbevægelsens medlemmer krævet modellen bevaret, da den
indeholder automatikken i at kunne rejse og kæmpe for sine krav direkte
overfor modparten. Ved lovgivning stiller problemerne sig i sagens natur sig helt
anderledes, da modparten bliver selveste staten. Dertil kommer det oplagte demokratiske
element - eller mangel på samme - idet arbejdere ved lovgivning bliver frataget
deres ret til urafstemninger.
Rapporten, der er udfærdiget af arbejdsmarkedsforsker
Steen Scheuer, professor ved Roskilde Universitets Center, konstaterer, at de
danske strejketimer ligger i den øverste halvdel sammenlignet med vores
naboer målt over de respektive årtier.
En væsentlig
årsag angives til at være storkonflikterne i 1973, 1985 og 1998. rapporten
omgår imidlertid den kendsgerning, at alle tre konflikter enten var udløst
af politiske indgreb eller blev fortsat efter et politisk indgreb, hvilket gør
enhver konklusion om den danske aftalemodel irrelevant, idet et hav af strejketimer
er knyttet til politiske protester.
LO's næstformand med det adeligt
klingende navn Tine Aurvig-Huggenberger lægger ikke skjul på, at en
af LO's fornemste opgaver er at sikre roen på fabriksgulvet:
- Derfor
skal vi forbedre medarbejdernes muligheder for indflydelse på arbejdspladsen,
og tillidsrepræsentanter og samarbejdsudvalg bør inddrages mere og
tidligere i processen, konstaterer hun og kunne passende tilføje, at
indførslen af selvstyrende grupper også bidrager til at bilde arbejderne
ind, at de har medbestemmelse.
Henry Holt Jochumsen, formand for Nærings-
og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF), hvor han bl.a. repræsenterer
slagteriarbejderne, der er kendt for at være flittige til at smide knivene,
bakker op om LO's næstformand:
- Vi er imod overenskomststridige strejker
og har den holdning, at der må være andre måder at løse
tingene på. Både arbejdsgiver og medarbejdere har en forpligtelse
til at lytte til hinandens synspunkter og forhandle sig frem til en løsning,
der er acceptabel for begge parter, udtaler han til LO's Nyhedsbrev A4.
Netavisen 20. januar 2005
