Leden ved privatisering og forringelse af den offentlige sektor er voldsom.
SiDs forbundsledelse forsøger nu at komme det betrængte Socialdemokrati
til undsætning med et forslag om en tænkepause i den fortsatte privatiseringsbølge.
De ældre misrøgtes og ydmyges. Daginstitutioner i flere af landets
kommuner er overladt til ISS. Det er sundhedsfarligt at blive indlagt på
hospitaler. De offentlige transportmidler - som ikke længere er offentligt
ejet - kører som vinden blæser. I takt med forringelserne er der
indført brugerbetaling på en lang række områder.
De eneste offentlige områder, der ikke bliver berørt er magthavernes
væsentlige redskaber, eksempelvis deres undertrykkelsesapparat: Militær
og politi. Magthavernes økonomiske omfordelingsredskab, skattevæsenet,
får omlagt ressourcerne, så menigmands fradragsmuligheder bliver
"forenklet" (læs: reduceret), mens der ikke er tid til at kontrollere
monopolernes regnskaber.
Privatiseringen har voldsom social slagside. De rige har adgang til privathospitaler,
privatskoler osv. Arbejdende og arbejdsløse er hensat til en offentlig
misrøgt på alle felter.
Den etablerede socialdemokratiske fagbevægelse har bistået denne
udvikling med argumentet, at det er sundt med konkurrence. Det sunde ved konkurrencen
er altid blevet aflæst på bundlinien af regnskaberne. Profitten
ved driften er det afgørende, og konsekvensen har brugerne og de ansatte
betalt.
Leden ved privatisering og forringelse af den offentlige sektor i al almindelighed
er voldsom. Skruen har fået nogle ekstra omdrejninger under de sidste
ni års regering. SiDs forbundsledelse forsøger nu at komme det
betrængte Socialdemokrati til undsætning med et forslag om en tænkepause
i den fortsatte privatiseringsbølge.
Redningsplanken, udarbejdet som en rapport, bærer titlen: "Fremtid
i velfærd". Rapporten tager afstand fra Venstres åbenlyse liberaliseringspoltik
uden at nævne de sidste ni års regeringstiltag. For at understrege
det uhyggelige for brugere af og ansatte i det offentlige har SiD suppleret
rapporten med et uddybet kompendium om konsekvenserne fra privatisering i New
Zealand. Hvorfor SiD har fundet det nødvendigt at foretage en ½
jordomrejse for at understøtte grusomhederne, står hen i det uvisse;
men måske det hænger sammen med, at den lokale andedam stinker nok
i forvejen.
Nyrup har sat privatiseringsrekord i sine 9 år. Det er her, at 49% af
Post Danmarks aktier er solgt fra, at DSB-Gods er privatiseret. Det var socialdemokratiske
trafikministre, der kørte Combus i sænk, og solgte selskabet for
én krone til det britiske monopolselskab Arriva osv. osv.
Der var i Schlüters regeringstid i 80´erne, at bølgen tog
fart i tråd med EFs almindelige strategi og diktater. Det er heller ikke
nogen hemmelighed, at fagbevægelsens ledere gav modstanderne begrænset
mæle. Det er også et faktum, at de samme ledere - efter Nyrup var
trådt til - stak kniven i ryggen på deres medlemmer, når de
konfliktede for arbejdsplads og -forhold. Rengøringsdamerne på
Rigshospitalet kan huske det. RiBuschaufførerne og den omfangsrige solidaritetsbevægelse
kan huske det.
Fremtid i velfærd tager sit afsæt i, at vi har lige adgang til
uddannelse, lægehjælp - alle samfundets ydelser:
"Den lige adgang er et fundamentalt element ved den danske model, og det
ligger dybt i danskernes bevidsthed, at sådan ønsker de det fremover".
SiD har så enestående ret i, at ønsket, behovet og kravet
er, at sådan skal det være.
Forbundet har lige så uret i, at det er den danske model. Den er afskaffet.
Der eksisterer ingen lige adgang.
Fagbevægelsens ledere har faktisk egenhændigt spillet en afgørende
rolle for at undergrave den lige ret til en værdig alderdom. Gennem de
sidste 15 år har de ihærdigt arbejdet på opbygningen af arbejdsmarkedspensioner,
hvis formuer de selv er med til at administrere og profitere af. Det er blot
et faktum, at de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere derved er
overladt til en alderdom i yderste nød.
SiD spiller med deres forslag til en tænkepause forbundets sædvanlige
rolle, som venstresocialdemokrater, der skal give ustabile vælgere i og
omkring arbejderklassen et alibi for igen at stemme på Nyrup & Co.
Den snarlige forbundskongres vil blive i samme sags tjeneste. Men det er for
tykt.
En tænkepause få måneder før Nyrup er tvunget til at
udskrive valg har til formål at gi´ Socialdemokratiet fire år
mere; men det vil ikke løse elendighederne. Det vil Venstre og de åbent
borgerlige heller ikke.
Det er op til arbejderklassens solidaritet og kampvilje i hele dens bredde at
via protester, aktioner og enhed at gøre op med privatiseringsbølgen.
fj