Faglig kommentar
Strube-sagen burde blive et kapitel i dansk fagbevægelses historie. En
af dansk fagbevægelses magtfulde mænd er grebet med fingrene i kagedåsen.
Som om hans løn, honorarer, diæter og det løse ikke var
tilstrækkeligt. Alt i alt noget nær en millionindtægt om året.
I det lag gælder: Mere vil have mere. Der er lette penge at hente. Willy
Strubes ulykke var, at han blev grebet med kagekrummer på fingrene. Han
valgte at skille sig af med dommen på sin måde. På sin egen
sørgelige facon fravalgte han eventuelle aftrædelsesposter - med
udsigt til en efterløn/pension med en formue i behold. Samtidigt fravalgte
han også at stå ansigt til ansigt med ydmygende kendsgerninger.
Fred med det.
Willy Strubes forseelse rummede for toppen af dansk fagbevægelse den fejl,
at den kom for dagens lys. De har alle fingre i kagedåsen - på medlemmernes
bekostning. De danske forbundsledelser har for årtier siden fravalgt at
være de stolte bærere af fagbevægelsens oprindelige ide og
formål.
En yderst fåtallig skare satte sig for omkring halvandet århundrede
siden det mål at skabe en organiseret bevægelse, der byggede på
sammenhold og solidaritet, der i kamp ville sætte sig op mod magthaverne
i samfundet - med de ofre, det måtte medføre. De brave gutter,
der gik i spidsen, var ikke vellidte. De var garanteret sortlistning på
landets arbejdspladser. Tusindvis af arbejdere, der valgte at organisere sig,
fik lov at smage samme "medicin".
Det etablerede samfund ønskede og forsøgte at udstøde dem.
Håndværkere, industri- og landarbejdere havde svært ved at
følge dem; men disse mænd, hvor få de end måtte være,
repræsenterede retfærdigheden og fremtiden!
Det lykkedes at samle arbejderklassen i en organiseret faglig bevægelse,
der gennem kamp og ofre har vundet sejre siden. Forbunds- og LO-lederne var
ikke sene til at tage æren. I midten af 70´erne kunne daværende
LO-formand - Thomas Nielsen - på en LO-kongres brovtende erklære,
at dansk fagbevægelse havde "sejret ad helvede til". Trods det
faktum, at "bevægelsen" angiveligvis havde opfyldt dets formål,
nærer bevægelsen stadig slangen ved sit bryst. Lederne har ikke
nedlagt bevægelsen i en selvtilfredsstillende stund. De suger stadig af
medlemmernes kontingenter, pensionskasser, bestyrelsesposter. You name it!
Lige så snyltende som det rådne kapitalistiske system er, lige
så snyltende er det lag af aristokrater i dansk fagbevægelse, som
erklærer sig som valgte ledere. De omvendes ikke af de mest manende appeller.
De har valgt side, økonomisk som ideologisk.
På SiD-kongressen - for snart en måned siden - blev der stillet
et forslag om åbenhed i forhold til toppens bengnaveri i selskabsbestyrelser.
Da dirigenten Willy Strube bemærkede, at stemningen var for forslaget,
suspenderede han kongressen for at sammenkalde hovedbestyrelsen. Udgangen blev,
at kammerateriet trådte i funktion. Det socialdemokratiske snoretræk
blev iværksat - forslaget faldt.
Strube eller ej. De hytter deres egne skind - og dækker over hinanden.
Her gælder ingen glasnost eller perestrojka.
De repræsenterer ikke arbejderklassen, og slet ikke dens retfærdige
kamp for social befrielse. Råddenskaben vandt indpas for et århundrede
siden, da fagbevægelsens ledere i septemberforliget 1899 solgte arbejdernes
rettigheder. Inden blækket var tørt på det dokument, var
forræderiet en kendsgerning. Nutiden - og fremtiden - kalder på
mænd og kvinder, som vil genoptage fagbevægelsens oprindelige ideer,
formål og tænkning. Hvor få de end må være. Hvor
store ofre de end må lide. Vejen frem er en fagbevægelse, hvor lederne
er i balance med de ringest stillede.
Den etablerede kongelige socialdemokratiske fagbevægelse graver sin egen
grav. Den er forhadt. I afmagt søger forvirrede, forarmede arbejdere
til de kristelige fagforeninger. Nye kræfter må tage initiativet
- koste hvad det koste vil!
Vi fordrer en bevægelse, hvor ledere repræsenterer alle arbejdere!
På og uden for fabrikkerne. Indenfor eller udenfor dagpengesystemet.
Det er på tide, at solidaritet og sammenhold igen får mening og
indhold. Det er på tide, at arbejderklassens styrke får mulighed
at frigøre dens kræfter og styrke. Det kræver ledere, der
står ved deres kammeraters side med mod, ideologi, politik imod klasseforræderi.
Hvor få det end må være, så kræver situationen,
at nye samler fanen op, bærer sammenholdet, solidariteten og kampånden
videre, giver den luft og synliggør den.
Kommunistisk Politik 22, 2001
