Kabinepersonalet på SAS Commuter strejkede og mange flyafgange blev aflyst søndag. Mandag formiddag blev der indgået en ny overenskomstaftale, som nu skal til urafstemning. Dermed indstilles strejken og den mulige sympatikonflikt, der ville lamme hele SAS's drift. Detaljer om den ny aftale er endnu ikke kendt.
Centralt har stået spørgsmålet om lønstigninger, hvor kabinepersonalet, der er organiseret i CAU (Cabin Attendants Union) har et særligt efterslæb. Også ferie er et vigtigt krav. Arbejdsgiverne vil have mere fleksibilitet i den i forvejen fleksbelastede branche.
- Vi har fremført, at lønspørgsmålet er afgørende
på grund af det store fald i den disponible indkomst, som dagpengebeskatningen
medfører. Vi ved, hvor hårdt det har ramt, og anser det for vores
opgave at løse dette problem med alle lovlige midler, siger CAUs bestyrelse.
- Endvidere har stort set alle på det øvrige arbejdsmarked fået
en uges ekstra ferie. Det ønsker vi naturligvis også. SC/Dansk
Industri udtrykker forståelse, men viser ingen vilje. De har fremsat krav
om øget arbejdstid, øget fleksibilitet og givet tilbud på
løn og ferie, som ligger under det øvrige marked på trods
af vore helt specielle problemer.
- Vi går ud fra, at der forhandles igennem, og hvis der er realitetsforhandlinger i gang inden mandag formiddag, undlader vi at afsende sympatistrejkevarsel for yderligere 1500 ansatte i SAS. Men endnu ligger intet fast, sagde formand for de kabineansatte, Anni Pickel, søndag til Ritzaus Bureau.
SAS Commuter beflyver indenrigsruter og SAS regionale skandinaviske ruter. Kabinepersonalet strejkede også i 1999 mod det øgede arbejdspres som følge af SAS udviklingsstrategi. Dengang fik truslen om en sympatikonflikt, der ville lamme hele SAS' traffik også arbejdsgiverne til at indgå en overenskomst.
Netavisen 11. juni 2001