De århusianske avisbude har fået kniven på struben: Gå
40 pct. ned i løn med en ekstra arbejdsdag eller sig op!
- Hvis du siger op, vil du modtage den oprindelige løn i opsigelsesperioden.
Sådan lyder resultatet af mødet mellem SiD Århus Lager og
Pak og Århus Stifttidende. Fagforeningen betegner resultatet som en delsejr,
fordi budene i opsigelsesperioden kan få deres oprindelige løn.
- Anden del af slaget bliver at fastholde avisbudenes lønninger
udover opsigelsesvarslerne. Og for de voksne bude vil vi fastholde, at der efter
overenskomsten ikke kan ske forringelser, oplyser Knud Aage Rasmussen, næstformand
i SiD Århus Lager og Pak til Fagbladet.
Hvordan de unge avisbude, der vælger at sige op, kan garanteres fortsat
fuld løn og arbejde, når de har sagt op, melder historien ikke
noget om.
I forrige nummer af SiD´s forbundsblad, Fagbladet, var næstformanden
anderledes skråsikker på resultatet:
- Man kan ikke forringe forholdene for de ansatte, når man overtager
en virksomhed. Det er i strid med loven om virksomhedsoverdragelse, lød
den fortrøstningsfulde udmelding.
Hvordan fagforeningen har kunnet indgå en aftale, som er i strid med samme
lov, forklares ikke.
Hans Peter Nissen, salgsdirektør i det Berlingske Hus (ejer af Århus
Stiftstidende), som ligger i strid med Lager- og Handelsarbejdernes fagforening
i København om et lignende problem lægger heller ikke skjul på
sin begejstring over aftalen.
I København har Bladkompagniet varetaget arbejdet med at bringe Berlingeren
og Politiken til folks døre. Det er nu udliciteret til 20 mindre, nye
firmaer, som kræver, at budene skal arbejde på landsoverenskomsten.
Fagforeningen har bragt sagen for Arbejdsretten, hvor den behandles den 21.juni.
Det Berlingske Officin blev sidste år opkøbt for 1½ mia.
kr. af den norske storkoncern Orkla, som tilsyneladende ønsker at spinde
guld på selv den yngste arbejdskraft.
Netavisen 19. juni 2001