Tirsdag morgen nedlagde samtlige pædagoger i Odense arbejdet. Strejken er en klar protest imod, at Odense Kommune har afbrudt de igangværende lønforhandlinger med pædagogerne. Onsdag mødes de strejkende pædagoger kl. 15.00 til demonstration på Flakhaven forud for aftenens byrådsmøde.
Beslutningen om at nedlægge arbejdet blev vedtaget af et overvældende flertal af de pædagoger, der mandag aftes var samlet til et stormøde på Dalum Landbrugsskole omkring lønforhandlingerne med Odense kommune. Strejken omfatter samtlige daginstitutioner, SFO'ere og klubber i Odense og den kan gå hen at blive langvarig, ifølge talsmændene for pædagogerne - med mindre Odense kommune besinder sig og sætter sig tilbage til forhandlingsbordet.
Lønforhandlingerne drejer sig om indførsel af Ny Løn for
assistenterne. De skulle være overgået til Ny Løn allerede
d. 1 april 2000, dvs. en del af deres løn og lønforhøjelser
skulle udbetales i form af Ny Løn. På flertallet af pædagogernes
lønsedler står der fortsat udfor det beløb de skulle få
udbetalt i Ny Løn: ikke forhandlet på plads endnu.
Der er på nuværende tidspunkt kun indgået aftaler omkring
Ny Løn mellem Odense Kommune og i alt 30 institutioner ud af 130. Kommunen
har afbrudt forhandlingerne med de resterende 130 og har stillet et ultimatum,
et "tag det eller lad være"-tilbud til 80 af institutionerne.
Det har pædagogerne og deres fagforbund BUPL sagt nej til. BUPL ønsker
på pædagogernes vegne at få konkret indflydelse på indførslen
af Ny Løn på samtlige institutioner. I forvejen er vreden over
det nye lønsystem udtalt iblandt pædagogerne, og Odense Kommunes
manglende forhandlingsvilje omkring indførslen af Ny Løn har ikke
gjort pædagogerne mildere stemt. Tværtimod.
De odenseanske pædagogers tålmod bristet med strejke til følge.
Indtil Odense Kommune sætter sig ved forhandlingsbordet på ny .
. .
Netavisen 13. november 2001