Der er ikke megen presse omkring det - og kommunerne klapper i som østers, når det gælder oplysninger om en af de store svinestreger overfor de arbejdende i Danmark: tvangsudliciteringen af bistandsmodtagere uden nogle faglige rettigheder, som løntrykkere og til lønninger langt under minimum til produktion.
Det er netop kommet frem, at kendte tøjfirmaer som Vero Moda, Only, Bestseller og Intersport beskæftiger tvangsaktiverede bistandsmodtagere, herunder flygtninge.Kontanthjælpsmodtagere på Jobcenter Grøndahl i Herning bliver ifølge Ritzau henvist pakke- og samleopgaver i firmaerne. En del af de henviste er flygtninge i integrationsforløb. Kontanthjælpsmodtagerne har ingen af de rettigheder, som almindelige overenskomstarbejdenede har - og de får knap 60 skattepligtige kroner i løn i timen, langt under minimumslønnen.
-Firmaerne får udført arbejde for skatteydernes penge og af
en tvangsudskreven løntrykkende arbejdskraft, uden rettigheder, siger
Landsorganisationen af Arbejdsledige, der har klaget over jobcenteret til det
Regionale Arbejdsmarkedsråd.
Jobcenter Grøndahls opgave er at træne aktiverede i at have normalt
arbejde, men her er der ikke tale om optræning, men slet og ret om erhvervsarbejde
- blot uden nogen som helst form for rettigheder.
Men Herning er langt fra det eneste sted i landet, hvor denne rovdrift på mennesker og grove tvangsudbytning foregår. Formanden for Kommunernes Landsforening, socialdemokraten Anker Boye, der er borgmester i Odense, har søgt at gøre sin by til en pioner for at sende tvangsaktiverede i denne form for slavearbejde i private virksomheder.
Men Odense Kommune vil ikke oplyse om, hvilke firmaer, 500 bistandsmodtagere udliciteres til og under hvilke betingelser. KP-Netavisen har gennem lang tid forgæves søgt at få disse oplysninger.
Det har fået Arbejderpartiet Kommunisterne i Odense til at sende et åbent
brev til kommunen med krav om offentlighed i forvaltningen efter at et møde
i social- og kulturudvalget i Odense den 8. maj godkendte en række tilbud
på beskæftigelsesprojekter fra private virksomheder omfattende 500
bistandsmodtagere. Det hedder her bl.a.:
"Vi mener, at der i allerhøjeste grad er tale om relevante oplysninger,
der bør være tilgængelige for offentligheden, og forlanger
derfor oplysningerne udleveret. Alligevel har Odense Kommune trods løfter
ikke villet sende os navnene på de 16 firmaer/organisationer og i alt
25 projekter, som social- og kulturudvalget udvalgte på et møde
d. 8. Maj 2001. Desuden har man blankt nægtet at ville oplyse om betingelserne
for aktiveringen af bistandsmodtagerne i privat regi.
Vi kræver i offentlighedens interesse at få oplyst hvilke firmaer
og organisationer, der står for aktiveringen, samt at få oplyst
på hvilke betingelser!"
Brevet er underskrevet på APKs vegne af Jan Nielsen, selv bistandsmodtagere og kandidat til kommunalvalget på liste K i Odense. Til Netavisen siger han:
- Kampen mod udnyttelsen af bistandsmodtagere som underbetalt arbejdskraft
uden rettigheder vanskeliggøres af det uhyre hemmelighedskræmmeri,
der er om, hvad der faktisk sker. Det er en gesjæft, som ikke tåler
dagens lys.
- Mange steder har bistandsmodtagerne selv gennemført aktioner mod denne
situation og groteske arbejdsforhold - i reglen uden støtte fra fagforeninger,
der ikke vil røre ved spørgsmålet, selvom det undergraver
alle arbejdendes rettigheder.
- Odense Kommune har noget at skjule. Noget der ikke skal blive kendt. Det er
den enkle årsag til, at ingen kan få besked om, hvem der tjener
på den ny forretning med udlicitering af mennesker som slavearbejdskraft.
Udlicitering af bistandsmodtagere til det tredie arbejdsmarked af arbejdere uden rettigheder - det er 'arbejdsmarkedspolitikkens' og valgkampens store sorte hemmelighed.
Se også:
APK
Odense kræver offentlighed i forvaltningen
Andre historier om tvangsaktivering og udlicitering af bistandsmodtagere
og arbejdsløse:
Slavearbejde år 2001
Herremanden Anker Boye
Arbejdsmarkedsråd skal vurdere lovligheden
af tvangsarbejde
Netavisen 13. november 2001