EU har gennem de sidste fem år krævet, at Danmark skulle indføre EU´s arbejdstidsdirektiv. For snart to år siden aftalte LO og Dansk Arbejdsgiverforening at implementere direktivet i gældende overenskomster, hvilket bl.a. muliggjorde 48 timers arbejde om ugen.
I dette efterår har EU kundgjort, at det ikke er tilstrækkeligt, idet overenskomsterne kun gælder for 80-85 pct. af alle lønmodtagere. Derfor kræver EU, at direktivet gennemføres ved lov - i det mindste for de resterende lønmodtagere; hvilket sætter den danske aftalemodel ud af spil. Den danske aftalemodel, som byggede på, at det var arbejdsmarkedets parter, der suverænt aftalte forholdene på arbejdsmarkedet på eksempelvis arbejdstiden, har i mange år været under pres.
LO har nu givet deres accept af, at EU´s direktiv gennemføres
ved lov, hvilket SiD betragter som et svigt overfor den danske aftalemodel.
Det irriterer eksempelvis SiD´s formand Poul Erik Skov Christensen:
- Det ville have været en god lejlighed til at afprøve den danske
models duelighed ved EF-domstolen, og jeg mener, vi havde en god sag. Men jeg
stod desværre alene med det synspunkt i LO´s forretningsudvalg,
siger han.
SiD-formanden understreger, at der ikke bliver tale om indgreb i de danske
overenskomster i dette tilfælde. EU lægger imidlertid ikke skjul
på, at Danmark også på det arbejdsmarkedspolitiske område
må rette sig ind efter melodien fra Bruxelles. I stort set alle øvrige
EU-lande bliver arbejdsmarkedsforholdene nemlig dikteret via lovgivning.
Med LO´s accept har VK-regeringen fået grønt lys til at gå
i gang med lovarbejdet, hvilket skete i mandags, da beskæftigelsesministeren
mødtes med LO og DA.
Netavisen 22. december 2001