Regeringen støtter Kristeligt Folkepartis forslag om ophævelse af blokaderetten. Forslaget, som fremsættes i løbet af i år, vil betyde endnu en væsentlig undergravning af "den danske model" og fagbevægelsens medlemsunderlag
Ligeså lusket og tilbageholdende Venstre og Konservative var under valgkampen
med deres reelle politik, ligeså ærlige og konsekvente har de været
efter. Det tog ikke mange dage at få strikket et regeringsprogram sammen,
hvoraf arbejdsmarkedsdelen udgjorde et særligt sæt af angreb på
den etablerede danske fagbevægelse. Regeringen lagde ikke skjul på,
at der var tale om et generalangreb. Det handlede blandt andet om angrebene
på de overenskomstmæssige deltidsbestemmelser, arbejdsmiljøforholdene
og arbejdstilsynet, eksklusivparagraffer samt indførsel af tværfaglige
a-kasser. Samme dag hvor omkring 25.000 demonstrerede på Christiansborg
Slotsplads, slap Kristeligt Folkeparti så en ny provokation ind i manegen:
Der skulle sættes en stopper for faglige blokader!
Det vil reelt set være en begrænsning af konfliktretten.
Da regeringen nu har meldt ud, at de støtter forslaget ser det ud til
at have politisk flertal. Planerne er, at det skal fremsættes senest ved
udgangen af oktober måned.
Ifølge arbejdsmarkedsforsker Steen Scheuer fra Handelshøjskolen
i København er forslaget værre end regeringens angreb på
deltidsbestemmelserne, som i forvejen har mødt omfattende modstand:
- Beskæftigelsesministeren har rent faktisk blødt deltidsforslaget
op, så det i sig selv ikke vælter den danske aftalemodel. Det her
er langt alvorligere. Og hvis man ser forslagene om deltid, konfliktret, tværfaglige
a-kasser og eksklusivaftaler i sammenhæng, begynder det at ligne en glidebane,
udtaler Steen Scheuer.
Beslutningsforslaget går ud på, at en fagforening ikke må
etablere konflikt mod en virksomhed, der i forvejen har en overenskomst med
mindre "der foreligger stærke grunde". Hvis løn- og arbejdsforholdene
nogenlunde svarer til branchens eller hvis overenskomsten blot er indgået
mellem to landsdækkende organisationer (eks. kristelig Arbejdsgiverorganisation
og Kristelig Fagforening), skal det være ulovligt at etablere en blokade.
Mens fagligt aktive landet over har manet til kamp mod regerings generalangreb på fagbevægelsen, har forbundstoppene glimret med udmeldinger om at søge indflydelse. Harmen over LO toppede, da Harald Børsting på LO´s vegne tog kontakt til Dansk Folkeparti med henblik på et samarbejde. LO´s formand, Hans Jensen, har siden blødt op på dette spørgsmål ved at erklære, at fagbevægelsen må gå på to ben: På den ene side skal man forsøge at øve indflydelse, og på den anden side skal man protestere i gaderne, når det går for vidt. I CO-Industri, som rammes hårdt af angrebene på både eksklusivparagrafferne og deltidsloven, har modstanden været særlig åbenlys.
Således har mere end hundrede faglige klubber fra landets større
arbejdspladser dannet et netværk til bekæmpelse af regeringens politik.
Det er da også fra CO-Industri, at de første toner mod forslaget
om blokaderetten lyder:
- En begrænsning af konfliktretten vil føre til flere ulovlige
og overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, og det kan smadre stabiliteten
på det danske arbejdsmarked. Hvis man gennemfører det forslag,
vil Danmark blive en banarepublik, og så er det meget svært at se,
hvilken interesse vi skulle have i at sikre en fredspligt, næste gang
vi skal forhandle overenskomster, udtaler Max Bæhring, formand for
CO-Industri.
Det har i årtier været svært at se, hvilken interesse arbejderklassen
har haft i fredspligten; men det ville da være fint, hvis Max Bæhring
holder ord ved næste overenskomst, om end der er to år til den udsigt.
For arbejdspladsernes vedkommende er det måske værd at huske på,
at de socialdemokratiske forbundsledere ikke protesterede med et kvæk,
da den socialdemokratiske regering i 1976 kriminaliserede den fysiske blokaderet.
Kommunistisk Politik 9, 2002
