Under valgkampe plejer kassedamer, hjemmehjælpere og andre ufaglærte arbejdergrupper at blive trukket frem som genstand for den største sympati: De vil få det bedre - med Schlüter, Ellemann, Nyrup og Fogh. De har fået det værre og værre.
Det er blevet noget af et helvede at være ansat som hjemmehjælper i dagens Danmark. Kommunale nedskæringer med stadige omstruktureringer af arbejdet, med rationaliseringer, tempoopskruninger og de deraf kraftigt forringede arbejdsforhold, ødelægger totalt helbredet og enhver arbejdsglæde. Privatiseringen af hjemmehjælpen har kun yderligere sat skub i forringelserne af arbejdsforholdene samt af den hjælp, som de ældre tilbydes.
Hjemmehjælpernes arbejdsforhold er så ødelæggende,
at godt hver tredje hjemmehjælper bliver så nedslidt/invalideret
af sit arbejde, at de havner på invalidepension, inden de fylder 60 år.
Af samme grund er antallet af hjemmehjælpere, som har været nødt
til at anlægge arbejdsskader, steget kraftigt - fra 34 i 1993 til 162
år 2000.
Hvor umenneskeligt det er blevet at arbejde som hjemmehjælper viser sig ved, at normalen for offentlige ansatte i 30-årsalderen, der er medlem af pensionskassen for offentligt ansatte Pensam er, at godt 14 pct. vil ende på invalidepension. Men for hjemmehjælpere samt for sygehjælpere er det 29 ud af 100, som inden de er 60 opfylder betingelserne for at modtage invalidepension. Hver tredje, bekræfter direktøren for Pensam.
FOA advarer om, at hjemmehjælpernes arbejdsmiljø er blevet så belastende, at folk flygter fra faget - det gælder både fysisk og psykisk. Arbejdet som hjemmehjælper er ikke alene fysisk nedbrydende og ødelæggende, men i ligeså høj grad psykisk. Det skyldes de stadige forringelser af deres muligheder for at yde de ældre en rimelig hjemmehjælp, der naturligvis går hjemmehjælperne hårdt på. De oplever i deres daglige arbejde de fatale følger af den forringede hjemmehjælp, uden at kunne stille noget op.
Næstformanden i FOAs social- og sundhedssektor fastslår, at hjemmehjælperne ikke længere vil stå i den situation, hvor de skal forsvare en hjælp til de ældre, som de ikke selv synes er god nok. Det er psykisk belastende hverken at have tid og lov til at kunne yde en ordentlig hjælp, selvom du tydeligt kan se, at behovet er tilstede, og der er flere og flere, der foretrækker fabriksarbejde frem for at blive hjemmehjælpere. Her er arbejdet ganske vist også fysisk nedslidende, men man slipper for ubehaget med at udføre et utilstrækkeligt job, der har med andre medmennesker at gøre.
Kommunerne er nødsaget til at forbedre hjemmehjælpernes arbejdsmiljø,
ellers vil man få mere end svært ved at rekruttere tilstrækkeligt
med arbejdskraft til området, advarer næstformanden.
Fra kommunalt hold er der imidlertid ikke større lydhørhed overfor
ønsket om bedre arbejdsforhold for hjemmehjælperne. Selvom stadigt
flere hjemmehjælpere invalideres/slides ned på arbejdet, både
fysisk og psykisk, så mener formanden for social- og arbejdsmarkedsudvalget
under Kommunernes Landsforening ikke, at arbejdspresset er steget så meget
end på det private arbejdsmarked.
Det må række med kampagner for at begrænse antallet af ulykker
og langvarige arbejdsskader, men så længe, der er over 200 millioner
fysiske kontakter om året mellem personale og brugerne, så kan man
ikke undgå, at der sker noget, lyder det.
Øgede bevillinger til hjemmehjælpen, ansættelsen af flere
hjemmehjælpere, bedre tid og hjælp til de ældre samt et mere
humant arbejdstempo - det kan der alt sammen skydes en hvid pind efter.
Valgene er overstået - løfterne skrottet.
Netavisen 24. januar 2002
