Industriarbejdspladser fosser i øjeblikket ud af Danmark.
Varsling af masseafskedigelser steg i fjerde kvartal sidste år med 243
pct. Alene i januar i år har syv store industrivirksomheder bebudet udflytning
af næsten 1.000 arbejdspladser yderligere. I tal drejer det sig om 6.300
fyringer i fjerde kvartal i 2001.
Det er primært lavtlønsområder i udlandet, der trækker
i industrivirksomhederne, fordi profitten forstørres ved udflytning.
På blot en enkelt uge i januar mistede Fyn 400 arbejdspladser på
grund af erhvervslivets trang til billigere arbejdskraft i udlandet.
Børge Frederiksen, formand for SiD´s industrigruppe, frygter ifølge
CO-Magasinet, at udviklingen vil yderligere forstærkes:
- Den del af industrien, vi beskæftiger os med, er nu for alvor i færd
med at udflytte den løntunge del af produktionen til lavtlønslandene,
og jeg er sikker på, at det vi ser nu blot er begyndelsen på en
udvikling, hvorfra vi desværre langt fra har set toppen endnu.
Udsagnet sætter alle "uvildige" analyser om, at Danmark vil komme til at savne arbejdskraft, i relief. Analyserne benyttes til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt vi har råd til at give de ældre pension o. lign. Fakta er, at de arbejdsløse industriarbejdere ikke kan se frem til et arbejde i industrien, men må søge andre erhvervsgrene. Spørgsmålet er, hvor de er henne?
Kendsgerningerne er også, at arbejdsgiverne spekulerer i den højere
arbejdsløshedsstyrke:
- Når vi er så presset, kan arbejdsgiverne stort set være
ligeglade med, om vi er tilfredse med lønnen. Der står jo 20 mere
uden for porten, som gerne vil ind, udtaler formanden for SiD-Middelfart, Gert
Petersen, til CO-Magasinet.
Netavisen 12. april 2002