I fredags gik flere hundrede avisbude af morgenaviser
i Storkøbenhavn i strejke. Siden er konflikten blevet skærpet og
mere omfattende. Det menes, at distributørerne benytter illegal arbejdskraft,
som er aflønnet mellem 30 og 40 kr. i timen. Det blev der tirsdag nat sat
en stopper for, da chaufførerne, der bringer aviserne ud til distributørerne,
gik i sympatikonflikt. Dermed får 160.000 abonnenter i Storkøbenhavn
ikke deres avis.
Strejken handler om at forhindre forringede forhold og
frem for alt lønnedgang.
Det er de store bladhuse, Politiken og Berlingske
Tidende, der spiller den afgørende rolle i kulissen. For måneder
siden valgte de nemlig at opdele Bladkompagniet, som de ejede, i 12 distributører,
som alle havde været funktionærer i Bladkompagniet. Med dette kunstgreb
mente man at kunne forringe bladbudenes overenskomstforhold, da nye overenskomster
skulle indgås.
Det har bladbudene modsat sig, og efter månedsvis
af forhandlinger, hvor forligsmanden har været inddraget og udsat konflikten,
har budene besluttet sig til at tage kampen op. Branchen er kendt for en hurtig
gennemgang af arbejdskraft, da det er natarbejde, som er meget hårdt. Derfor
er det ofte unge, som i en midlertidig periode skraber lidt penge sammen inden
studier eller til rejser, der påtager sig byrden. Den midlertidige ansættelse
betyder også, at organisationsprocenten er meget lav. Alligevel er opslutningen
stor, hvilket en demonstration blandt bladbudene bevirkede, at mere end hundrede
mødte frem, og næsten 90 pct. af de uorganiserede bladbude deltager
i strejken.
Lager & Handelsarbejdernes fagforening i København
har opfordret Told og Skat til at gribe ind over for distributørerne, der
bruger illegal og underbetalt arbejdskraft til udbringning af aviserne. Udlændingene
forsvinder fra distributionslokalerne, hvor de venter på ledige ruter, når
politiet dukker op.
De strejkende avisbude gennemførte natten til mandag en demonstration foran nogle af de lokaler, hvor skruebrækker-aviserne bliver distribueret fra, hvor de organiserede avisbude uddelte løbesedler på dansk, engelsk og urdu, med en forklaring af årsagen til budstrejken, og en opfordring til at slutte sig til strejken.
Stadig flere aviser er indenfor det seneste år blevet bragt ud af vognmænd eller rettere sagt: af "falske selvstændige"- enmands-firmaer der udfører lønarbejde. Alt tyder på at vognmændene benytter udenlandsk, underbetalt arbejdskraft. Og det er disse vognmænd, der fra starten af strejken har fungeret som strejkebrydere.
Trods næsten total opslutning fra
de ordinære bude er der derfor blevet bragt et anseligt antal aviser ud
under strejken. Det er et groft misbrug af udlændinge, der ikke har en chance
for at forstå situationen, mener SiD Lager og Handel.
De virkelige
skurke er Politiken og Berlingske Tidende, som gennem et sindrigt æskesystem
har bundet de såkaldt nye 12 distributører på hænder
og fødder med henblik på at gøre avisudbringningen billigere.
Netavisen
18. juni 2002