Det er mere end 103 år siden, at Hovedaftalen blev underskrevet ved septemberforligets indgået i 1899. Lederne i De Samvirkende Forbund (DSF), som i dag svarer til LO, gav derved tilsagn om arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.
Siden har Hovedaftalen fået en række overbygninger i form af Arbejdsretten, den faglige voldgift m.fl., som hver for sig indeholder en række bestemmelser, heriblandt den forhadte fredspligt, som fratager arbejderne retten til at konflikte i en overenskomstperiode.
Formanden for SiD Grafisk Randers/Århus, Jan Guldmann, slår nu - sammen med mange andre - på tromme for at få Hovedaftalen opsagt:
"Hovedaftalen
sikrer arbejdsgiverne den fuldstændige ro på arbejdsmarkedet.
Som
lønmodtagere sikrer Hovedaftalen os, at vi gennem kollektive blokader kan
skaffe vores medlemmer overenskomster og dermed sikre deres rettigheder.
Nu
vil regeringen fjerne denne ret og dermed vores vigtigste del af Hovedaftalen.
Hovedaftalens
bortfald vil kunne give et arbejdsmarked uden garanti for overholdelse af indgåede
aftaler, og de frie kræfter vil herske i et tæt samspil med et uroligt
arbejdsmarked.
Denne virkelighed sidder regeringen fuldstændig overhørig.
Da
snak om en sådan fremtid ikke har haft nogen påvirkning, må
der handling til, og vi kræver derfor, at hovedbestyrelsen i SiD fremsætter
forslag om, at LO´s hovedbestyrelse inden årets udgang over for DA
varsler en opsigelse af Hovedaftalen."
Således fremstår
Jan Guldmanns holdning i en kommentar i SiD´s Fagbladet.
Hvorvidt SiD´s
hovedbestyrelse bakker holdningen op er yderst tvivlsomt; men gør ikke
relevansen af forslaget mindre.
Hovedaftalen er en vigtig brik for kapitalen, der - med Carl Scharnbergs ord - går ind for kræfternes frie spil, så længe det kun går ud over arbejderne.
Netavisen
3. december 2002
