-
Retsforbeholdet er ikke nogen risiko, men tværtimod
en chance til at sikre vores egne retstraditioner, udtaler Ole Krarup fra Folkebevægelsen
mod EU
Pressemeddelelse
Folkebevægelsen mod
EU
Udenrigsministeriet har udarbejdet et notat om Konventstraktaten
og forbeholdene, som medierne især har fortolket som, at de danske
undtagelser udgør et stort problem i forbindelse med gennemførelsen
af en EU-grundlov.
- Udenrigsministeriets notat understreger, at de
danske undtagelser som danske regeringer på mange måder selv
har undergravet nu for alvor er i fare. Skal Danmark tilslutte sig EU-grundloven,
kan man ikke opretholde undtagelserne, udtaler medlem af EU-parlamentet for
Folkebevægelsen mod EU, professor dr.jur. Ole Krarup, som er medlem af Udvalget
om Borgernes Friheder og Rettigheder, Retlige og Indre Anliggender i EU-parlamentet.
-
Den retslige undtagelse kaldes et problem og en risiko, men den bør omtales
som en foræring og en chance for at sikre og styrke vores egne retstraditioner.
Fjerner vi undtagelsen og tilpasser os EU, vil borgernes retssikkerhed blive undergravet.
Skræmmende eksempler er EUs rammeafgørelse om Den Europæiske
Arrestordre og EUs aftale med USA om udlevering af personlige oplysninger
om flypassagerer til amerikanske efterretningstjenester, siger Ole Krarup
og tilføjer:
- Med en ophævelse af vores undtagelse vil
vores retssikkerhed blive undergravet i endnu højere grad. Der er ingen
tvivl om, at det danske politi og retsvæsen udgør en klar bedre beskyttelse
mod terror end EUs overstatslige politi. De nødvendige samarbejdsrelationer
med udlandet er fuldt tilstrækkelig for vores sikkerhed.
Folkebevægelsen
mod EU vil senere vende tilbage med en mere uddybende udredning om situationen
for den retslige undtagelse i lyset af EU-konventets forslag til EU-grundlov.
Netavisen 16. august 2003