Analyse
Interpress
Den
svenske euro-debat optil valget i søndags (14.sep) var en utroværdig
blanding af trusler, løfter, åbne løgne, personangreb og mord
på Udenrigsminister Anna Lindh.
Det, som lykkedes for de samarbejdende
ja til EF-partier i 1994: at lokke og true sig til et flertal, lykkedes ikke i
år, efter næsten 9 ni års erfaringer med svensk EF/EU-medlemsskab.
For
i 1994 havde svenskerne ingen egne erfaringer med EF. Men modstanden var stor,
især i arbejderklassen
Og den blev opmuntret af det danske nej til Maastricht
1992.
Hele 2/3 af LO-medlemmerne stemte nej til EU-medlemsskab i 1994.
Gennem
næsten ni (9) års EU-medlemskab har svenskerne set hvad EF og især
den økonomisk-monetære Union-ØMU`en i virkeligheden betyder:
¤
Arbejdsløsheden er mere end fordoblet siden de første år i
90erne.
¤ Nedskæringer og besparelser i den offentlige sektor
har ført til at skoleerne og ældreomsorgen er forringet.
¤
Pensionssystemet ATP blev skrottet og et system med tvunget aktiespekulation med
pensionspengene blev indført, trods protester.
¤ Klasseforskellene
øgedes dramatisk. Ifølge en FN-rapport var Sverige det land hvor
klasseskellene øgedes mest i 90erne.
¤ Nedslidningen og invalideringen
på arbejspladserne øgedes ligeså dramatisk.
¤
Store offentlige ejede virksomheder blev privatiseret med forringede arbejdsforhold
og højere priser til resultat.
Arbejderklassens og folkeflertallets
erfaringer med det borgerlige-socialdemokratiske etablissement har medført
at folk lettere gennmeskuer deres løgne og manipulationer.
En række
skandaler hvor ministrer, direktører og andre repræsentanter for
eliten er blevet afsløret i at fuske og rage til sig inden og udenfor lovens
grænser, har ikke øget tilliden til den herskende politisk-økonomiske
overklasse
Mistilliden til de ledende borgerlige socialdemokratiske politikere
er større idag end for ti år siden. Og klasseforskellene er større
end nogensinde.
I de sidste tyve år har de svenske topdirektører
øget deres indkomster sådan at de idag får 43 gange mere end
industriarbejderen. I 1980 fik de 9 gange så meget.
Riksdags- og EU-politikerne
har sammen med de socialdemokratiske fagforbundsledere fulgt topdirektørernes
eksempel og bevilligt sig selv store lønstigninger. LO-formanden Wanja
Lundby-Wedin modtager nu mere end 1,2 millioner Skr. om året, betalt af
LO-medlemmerne, der tjener nedtil 8 gange mindre. Der er langt til Karl Marx `s
krav om at arbejderklassens valgte tillidsfolk ikke skal modtage mere end medlemmernes
gennemsnitsløn, hverken i fagforeningerne eller i parlamentet.
Den
demokratiske offentlighed fik bekræftet sin indsigt i at EU ikke mindsker
disse klasseforskelle, da det blev kendt, at Bistandsminister Jan O.Carlsson modtog
80 000 kr hver måned fra EU uden at røre en finger. Samtidig som
han modtog sin ministerløn. Den socialdemokratiske minister kunne ikke
se noget forkert i dette og henviste til at EU´s regler ikke kan omgås.
Samtidig nægtede han arrogant i flere interview at imødegå
den folkelige opinion.
Minister Carlsson besluttede dog efter flere samtaler
med statsministeren at frasige sig ministerlønnen, men beholde den skattefrie
"EU-pension" på 80 000 kr.
Tilliden til EU-systemet er
ikke blevet større efter de sidste afsløringer af at EU-kommissionen
i fire år har kendt til økonomiske uregelmæssigheder og bedragerier
i en EU-organisation.
Selvom Kommissionsformand Romano Prodi lovede da han
tiltrådte at slå ned på den økonomiske kriminalitet og
despoti i EU.
Den udbredte folkelige mistillid til det herskende politiske-økonomiske
overklasse og EU-modstanden har ført til at de traditionelle svenske regeringsbærende
partier fra Socialdemokratiet, Moderaterne (konservative), til Folkpartiet (liberale)
ikke som tidligere kan overbevise folk i kraft af argumenter, men i stadig højere
grad må bruge åbne eller skjulte trusler for at diktere den folkelige
opinion.
Statsministeren advarede offentligt de af hans partikammerater
som havde offentlige tillidshverv og chefstillinger i ministerierne om at deltage
aktivt i Nej-til Euro-bevægelsen. Hvis det sker kan de sig om efter et andet
arbejde var budskabet.
Da formanden for kapitalistsammenslutningen Svensk
Näringsliv, den tidligere Volvo-chef Sören Gyll bliver interviewet om
hvad han mener der kan gøres mod Erhvervsminister Leif Pagrotskys kritik
af ØMU lyder svaret: "Han skal holde mund".
At de
socialdemokratiske ledere, ministre og fagforbundsformænd lytter mere til
hvad direktørerne i storkapitalens erhvervsliv mener, også i EU-spørgsmål
har fjernet det Socialdemokratiska Arbetare Partiet SAP, endnu længere væk
fra arbejderklassens brede lag. Siden EU- afstemningen i 1994 har SAP mistet langt
over 100 000 medlemmer, det er mere end 40 % .
I ja-sidens kampagne optrådte
de svenske konservatives (Moderate Samlingspartiet) næstformand Gunilla
Carlsson som den lille dreng i Kejserens nye klæder da hun i et fjernsynsinterview
sagde at, citat:
"ØMU betyder et mere borgerligt Sverige".
Hvad
hjertet er fuldt af løber munden over med og Ja-sidens kampagnegeneraler
fik koldsved, for Carlsson sagde jo ligeud hvad de borgerlige kapitalistiske pengetanke
er fulde af. Men det måtte ikke siges offentligt.
For de "samarbejdende"
borgerlige og socialdemokratiske Ja-politikere forsøger at optræde
"politisk neutralt", og at fremstille ØMU`en som et uundværligt
projekt for økonomisk velfærd for alle, ja et projekt for et fredeligt
Europa. Derfor blev Carlsson nødt til at korrigere hendes "borgerlige"
udtalelse.
Storkapitalen forsøgte at "overbevise" med
både åbne og skjulte trusler og løfter: "Nordea tror
på et nej til ØMU og at det forhøjer renterne", skriver
Metro.
Ja-fortalerne på den norsk-ejede Aftonbladet lokkede med: "Et
ja til Euroen kan give dig billigere boende"
I august advarerede
Statsministeren: "Mulighederne for at gennemføre vores valgløfter
bliver mindre ved et nej".
Samtidig lovede Persson at hvis svenskerne
stemmer ja vil der skabes, citat: "100 000 nye job i den offentlige sektor"
,
og desuden ville "en villaejer i Katrineholm spare 1000 kr om
måneden" ved et ja til EU-valutaen.
Konsument-minister Ann-Christin
Nykvist udtalte at "En husholdning med to børn sparer 30 000 kr
per år på husholdningsudgifterne".
Der var ikke langt
til guldet og de grønne skove i euro-tilhængernes kampagne.
På
en pressekonference advarede Koncernchef for "verdensfirmaet" Ericsson,
C-H Svanberg, om at et nej vil føre til mindsket økonomisk vækst
og øget arbejdsløshed. (1)
Svanberg udtalte at det er
"uundgåeligt" at svenske virksomheder vil overveje at forlade
Sverige ved et nej. "Beholder vi kronen vil det føre til færre
investeringer i Sverige".
Det var de samme slet skjulte trusler
om fyringer hvis der blev stemt nej, som vi også oplevede med Danisco-koncernens
Alf Duch-Pedersens tomme trusler om nedlæggelse af arbejdspladser ved et
dansk nej i september 2000.
En international undersøgelse viser
dog at Sverige er det land som har taget imod de største udenlandske investeringer
i Norden, i de sidste år. De udenlandske investeringer i Sverige var 108
000 millioner Skr sidste år (2).
Ja-siden fremhævede
også at valuta-vekslingen fra svenske kroner til Euro udgør en handelshindring
og er hæmmende for "væksten".
Til det er der at sige
at af Sveriges fem største handelspartnere er det bare Tyskland som har
Euro som valuta.
De fire andre England, Norge, USA og Danmark har egen valuta.
Desuden er Tysklands euro-økonomi kriseramt og den kapitalistiske produktionen
er faldet gennem flere måneder.
For at give ja-siden ekstra hjælp
gav et flertal i Riksdagen samtlige udenlandske statsborgere og alle udlandssvenskere
stemmeret ved afstemingen om euroen, som ifølge Persson er det vigtigste
spørgsmål i vor tid.
Altså vigtigere end Riksdags-valg
hvor udlændinge ikke har stemmeret.
Statsborgere fra EU-landene samt
Island og Norge blev tildelt stemmeret, hvis de havde opholdt sig en måned
i landet inden 14. september.
Ved Riksdagsvalg har udlændinge ikke stemmeret,
men ja-siden vidste at de udenlandske borgere er mindre kritiske til euroen, og
dermed kunne hjælpe ja-siden .
I en undersøgelse fra valu,
kom det fram at af de indvandrere, som var født i et andet EU-land, havde
72 % stemt ja.
Sammen med udlandssvenskerne udgør udlændinge bosiddende
i Sverige 430 000 mennesker ud af 7,1 millioner stemmeberettigede.
De
fire største partier, statsministeren, otte ud ti riksdagsmedlemmer og
i realiteten hele det kapitalistiske erhvervsliv propaganderede for et ja, men
i folkeafstemningen den 14. september blev det et rungende NEJ.
58,3 %
(heraf 2,1% blank) afviste at følge "samarbejdspartiernes" anbefalinger,
mens bare 41,8% stemte ja.
Altså omtrent halvanden gang så mange
mennesker stemte imod.
I virkeligheden udgør den aktive ja-andel kun
1/3 (33.9%) fordi kun 81,2% af de stemmeberettigede stemte.
Se også
Klassevalget
der delte Sverige Interpress
Noter:
1)
Verdenskoncernen Ericsson udbytter 50 000 arbejdere og andre ansatte, heraf 30
000 mennesker i Sverige. Også i Danmark har firmaet produktion.
2) Fra
Proletären nr. 36 (4.sep) www.proletaren.se
Netavisen
17. september 2003
