- Folkebevægelsen mod EU ser ikke Norge som et skræmmeeksempel. Norge er faktisk et godt og realistisk eksempel på, hvordan det kan gå Danmark, hvis stemmer vi os ud af EU, udtaler Ditte Staun fra Folkebevægelsen mod EU
De seneste dage er Norges forhold til EU blevet brugt som et skræmmeeksempel fra forskellige EU-tilhængere. Men eksemplet skræmmer ikke i Folkebevægelsen mod EU.
- Norge har mange fordele ved at
stå uden for EU, og det har også gavnet Danmark. Norge har nemlig
hjulpet Danmark i FN-sager om miljø og menneskerettigheder, nu hvor vi
på grund af EU-medlemskab har mistet vores egen stemme, understreger
Ditte Staun, som er talsperson og EU-parlamentskandidat for Folkebevægelsen
mod EU.
- Når vi ikke skræmmes af eksemplet Norge, så
skyldes det ikke mindst Norges fordele ved at stå uden for EUs toldunion
og deres udenrigspolitiske frihed som har gavnet fredsprocesser i mange lande.
Men der er også mange andre fordele, understreger Ditte Staun:
-
Helt aktuelt må Norge for eksempel godt selv bestemme, om de vil prioritere
sundhed over fri adgang for import af alkohol, siger hun og henviser til,
at Danmark ikke må have begrænsninger på EU-handelen med alkohol
efter nytår.
- EØS-aftalen kan selvfølgelig kritiseres
for, at den på det økonomiske område har en del ulemper. Men
disse kan man forhindre ved at bruge vetoretten som Norge, men ikke Danmark, har.
Den store fordel er til gengæld, at et land som Norge både får
et tæt samarbejde med EU-landene, adgang til EUs marked og bevarer selvstændighed
på de væsentlige områder, udtaler Ditte Staun og slår
fast:
- Det er Folkebevægelsens utvetydige krav, at et nej til
EU-grundloven efterfølges af en grundig debat om alternativerne til EU
med efterfølgende folkeafstemning om Danmarks EU-medlemskab. Vi er klar
til den debat som blandt andet handler om Danmarks muligheder for samarbejdsaftaler
med EU og nye muligheder for frihandel og internationalt samarbejde - ikke mindst
med de nordiske lande.
Netavisen 1. oktober 2003