EUs to kernelande har endnu engang vist, at de kun ønsker at følge EU-regler, når det giver dem fordele, udtaler Jan Møgelbjerg fra Folkebevægelsen mod EU
Der skal naturligvis gælde de samme regler for store
lande som for små lande, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen,
da han i dag blev bedt om en kommentar til, at Frankrig og Tyskland i nat slap
for at betale bøde for deres dårlige økonomi som er i strid
med reglerne for de fulde medlemmer af EUs økonomiske og monetære
union populært kaldet euro-land.
- Men det gamle citat om,
at alle er lige, men nogen er mere lige end andre, er jo netop endnu engang blevet
bevist i EU-sammenhæng, siger EU-parlamentskandidat for Folkebevægelsen,
Jan Møgelbjerg.
- Situationen understreger det latterlige i danske politikeres
floskel om, at vi siddder med ved bordet. Sandheden er, at Tyskland
og Frankrig i praksis styrer de fleste beslutninger i EU. Skulle der være
regler, de ikke bryder sig om kan de altså tilmed slippe godt fra at gøre
som det passer dem.
- Af samme grund kan man med sikkerhed forudse, at
der for eksempel aldrig vil blive ryddet op i EUs svindelfyldte, hundedyre og
dybt uretfærdige landbrugsordninger. Der vil heller aldrig kunne føres
en anstændig miljøpolitik overfor den kemiske industri, og i EU-bureaukratiet
er åbenhed
utænkeligt, fastslår Jan Møgelbjerg.
-
De små lande bliver gjort til grin for deres egne kontingent-penge. Det
er et åbent spørgsmål, hvor længe vælgerne rundt
om i Europa vil blive ved med at finde sig i det.
Netavisen 26. november 2003