Den tidligere tyske forbundskansler
Helmuth Kohl har langet voldsomt ud mod bl.a. Danmark i den tyske avis Frankfurter
Allgemeine Zeitung med ordene "Enkelte lande har ikke indført euroen.
Man kan sige, at de træder på bremsen. Men tiden arbejder mod de opbremsende
lande".
- Helmuth Kohl rammer helt ved siden med sit angreb. Vi træder
ikke på bremsen. Vi har helt forladt det tog, som jo slet ikke kører
i nogen fornuftig retning, udtaler Thorkild Sohn, der er kandidat på Folkebevægelsen
mod EUs liste N ved valget til EU-parlamentet 13. juni.
- ØMU-projektet
er udemokratisk og økonomisk vanvid, som har udviklet sig så galt,
at selv EUs tidligere kommissionsformand Jaques Delors udtrykker forståelse
for, at lande holde sig ude - sådan som Storbritannien, Sverige og Danmark
gør det. Blandt befolkningerne i euroland er kritikken af den fælles
mønt, ØMU-projektet og konsekvenserne heraf også voksende.
Og endelig har Tyskland og Frankrig selv torpederet projektet ved at bryde stabilitetspagten,
så hele historien nu står foran en pinagtig retssag, siger han og
tilføjer:
- Nej, vi træder ikke på bremsen. Men måske
burde de andre passagerer på ØMU-toget træde på bremsen
og stige af inden det kommer endnu længere ud...
Netavisen 27. januar 2004