- Statsministeren og flertallet i Europaudvalget har misforstået EU-parlamentets forslag omkring parlamentarikernes løn, udtaler Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EU. Der er ikke noget opgør med fråds og fryns.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviser i
medierne i dag, at der skulle være noget pinligt ved regeringens tilslutning
til EU-parlamentets forslag om en større lønforhøjelse til
parlamentarikerne i et udkast til nye statutter. Han afviser det med den begrundelse,
at forslaget gør op med reglerne for rejsegodtgørelse.
-
Men der tale om en uhyre beklagelig fejlopfattelse fra såvel statsministerens
side som fra flertallet i Folketingets Europaudvalg, der gav regeringen grønt
lys. Så sent som onsdag 21. januar bekræftede parlamentets retsudvalg
den bestemmelse i den fremtidige medlemsstatut, der vil give parlamentet frie
hænder til at opretholde de nuværende frynsesystemer (artikel 21),
udtaler Ole Krarup, der er medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen
mod EU.
- Bestemmelsen er en tilføjelse til den selvfølgelige
regel, at medlemmerne har ret til godtgørelse af omkostninger i forbindelse
med hvervet. Tilføjelsen lyder i al sin tilforladelige elegance således:
"Parlamentet fastlægger, i hvilke tilfælde det er hensigtsmæssigt,
at godtgørelsen ydes i form af et fast beløb".
-
Med denne bestemmelse har parlamentets flertal aldeles frie hænder til at
opretholde de nugældende frynsesystemer.Under afstemningerne i juni og december
2003 var jeg medforslagstiller til ændringsforslag, der ville udelukke rejsegodtgørelse
ud over de faktiske udgifter. Forslaget blev begge gange nedstemt med gedigne
flertal.
- Dette rummer en umisforståelig melding om parlamentsflertallets holdning - som til overflod bekræftes af parlamentets behandling af sagen gennem de sidste seks år, en behandling, som uden overdrivelse kan betegnes som kynisk og mafiøs, siger Ole Krarup fra EU-parlamentet i Strasbourg.
Netavisen
11. februar 2004