49 pct. af virksomhedslederne forventer bedre indtjening,
når EU pr. 1. maj udvides med ti nye medlemslande fra Østeuropa,
viser en undersøgelse foretaget blandt 1.500 større virksomheder
i det nuværende EU.
Ud over den billige arbejdskraft, der dels kan
udnyttes ved import og dels ved "udflagning", så mener de, at
fjernelse af toldgrænser og mindre administrativt arbejde vil betyde en
lukrativ forretning, når markedet udvides.
De har allerede gjort
sig spekulationer om, hvor profitinteresserne plejes bedst:
- Polen er det
største af de nye medlemslande og internationalt set en væsentlig
aktør og medspiller. De nuværende lande vil ofte være opmærksom
på lande, der ligger tæt på, fordi det kan give bedre muligheder
for at udstationere medarbejdere i disse lande, siger Cathrina Sørensen,
EU-ekspert ved Danish Institute for International Studies, til Jyllands Posten.
Hun
mener ikke, at lønforskellene vil være en væsentlig faktor
til et større overskud for virksomhederne, da lønningerne i Vesteuropa
er fastlagt ved overenskomsterne og niveauet i Østeuropa allerede er steget
markant.
Alligevel har Danmark og andre lande i EU i de sidste år
oplevet en voldsom vækst af arbejdere østfra, der for de flestes
vedkommende arbejder illegalt. Når EU udvides pr. 1. maj, bliver det legalt
at krydse grænserne, og så er det svært at forestille sig andet,
end at arbejdsgiverne vil benytte sig situationen til at trykke løn og
arbejdsforhold.
Netavisen 1. april 2004